I 2015 var de 2 forretninger i stueetagen "Paradis", som flyttede til Algade 43D, og "Humac" med salg af Apple-computere m.v.

Den store biografsal blev i 1979 ombygget til 3 biografrum, og  navnet justeret til Kino 1-2-3

Kino 1-2-3 lukker i 2003, og Kino flytter til Ro's Torv.

Billedet er dateret 2010, så den gamle facade har fået lov til at stå i nogle år.

På tidspunktet er det blomsterforretningen "La Primula" der ligger til venstre for den gamle indgang.

Det var ægteparret Mie og Leif Hübertz der drev Kino i Algade i årene 1978 - 2003, og som derefter flyttede Kino til Ro's Torv

Leif Hübertz kom fra Aarhus, hvor han i et par år tidligere havde haft ansvaret for to biografer. Det var Lademann Film der drev Kino inden da.

Da konkurrenten BIO lukkede i 1982, overtog Mie og Leif også denne biograf, som de drev frem til 1989. Derefter lukkede biografen, og ejendommen blev ombygget til andre formål.

Kino havde filmen "Susanne" på plakaten, og den havde filmpremiere 24. februar 1950, så billedet kan derfor med stor sandsynlighed dateres til 1950 eller kort tid derefter.

Et tidligt billede af Kino-bygningen, som står i stor kontrast til den gamle nabo, som stod helt frem til 1958.

Man bemærker også at ejendommen i de første mange år var forsynet med små terrasser og udgangsdøre til disse - et tydeligt tegn på at der var indrettet til privat beboelse på 2. og 3. sal.

Den 19. november 1942 åbnede "KINO-Restauranten" i den nyopførte ejendom, hvor de sidste dage må ha' været meget hektiske.

Biografejer Lützhøfts udtalelser til pressen undervejs i byggefasen pegede ikke på, at der skulle være en restauration, men indrettes lægeklinik på 1. sal, men således gik det altså ikke i første omgang.

Den første vært var Eric Olsen, som tidligere havde været køkkenchef på "Jernbanehotellet", og han fortæller om indretningen til Roskilde Avis dagen før åbningen:

"Det er på 1. sal at vi får den egentlige restaurations-virksomhed, og i stueetagen vil der - udover trappen til 1. sal - blive indrettet køkken og en lille bar, og også her kan man få noget at spise i en lille intim restaurant. I kælderen residerer en smørrebrøds-jomfru, som vil sørge for det højt belagte"

Det var ikke nogen nem tid at drive restaurations-virksomhed i grundet varemangel og rationering - spiritus var sjældent rationeret, men pålagt betydelige afgifter.

Eric Olsens ejertid har ikke været langvarig, for der er senere kommet en restauratør Christensen, der allerede i 1949 sælger til restauratør Arnoldi.

Matrikelkortet fra 1923 viser den oprindelige grund matr. nr. 72 på 1867 kvm. 

I 1924 har Othar Lützhøft købt lidt mindre end halvdelen af denne grund og opført den første kinobygning på stedet.

Denne bygning fyldte stort set hele det erhvervede areal, så derfor er tanken om at man i byggefasen i 1942 byggede uden om den gamle biograf ikke realistisk.

I 1942 realiseres så planen om at bygge en langt større biograf, og for at gøre det muligt, købes yderligere en stor del af den gamle matr. 72 i den nordlige ende - og det er ret sikkert, at det er på den nyerhvervede grund at man starter byggeriet med byggeriet af biografsalen og er startet fra den østlige ende.

At bygge en biografsal har jo af indlysende grunde ikke været en rutineopgave - og tidspunktet midt under 2. verdenskrig har helt sikkert givet et væld af specielle udfordringer.

Også for myndighederrne har det været en usædvanlig opgave at skulle forholde sig til den hangar- lignende ejendom m.h.t. konstruktionen, brandsikkerhed m.v.

Et eksempel herpå er, at bygherren åbenbart er blevet afkrævet særlige "beviser" på holdbarheden af dele af konstruktionen, nemlig tagkonstruktionen, hvor der så er leveret en særlig "tryk-test".

Også tankevækkende, at dette sker så sent som i slutningen af september måned 1942, så selv om taget jo indlysende er noget af det sidste udvendige der skal færdiggøres, så er der ikke lang tid til åbningen af biografen den 2. november.

Den gamle "Kinograf-bygning" blev  nedrevet lige efter 20. maj 1942 - og den nye bygning stod ifølge BBR  klar i 1942, og der var åbningsforestilling i den nyopførte bagvedliggende biografbygning den 2. november jfr. presseomtale, ligesom der åbnede en restauration på 1. sal i facadebygningen den 19 november.

Tilladelsen til nybygningen blev givet i 1941.

På filmplakaten til højre i billedet ser man, at den sidste film der blev spillet i den gamle Kino 2. pinsedag 1942 var "Barken  Margrethe af Danmark".

Filmen er fra 1934, men bliver altså vist i 1942. Måske fordi Ib Schønberg - som kun spiller en mindre rolle i filmen - i mellemtiden er blevet en af de førende lystspilsskuespillere, som i sig selv kunne tiltrække publikum.

Den "gamle" Kino-bygning viste ifølge billedet filmen "Tag til Rønneby Kro" som havde premiere den 11. maj 1942 i Kino.

Da den sidste forevisning var 2. pinsedag - den 20. maj 1942 - så det må være umiddelbart før nedrivningen.

Svært at forstå, at den nye bygning på denne grund blev taget i brug i november samme år - et usædvanlig hurtigt byggeri.

"Kinografen" - nu i navnemæssigt forkortet udgave: "Kino",  åbnede den 18. september 1926.

Der var nu ikke mindre end 354 pladser, og som man kan se på annonceringen, valgte man at åbne med en forestilling, som skulle illustrere udviklingen i de seneste 30 år.

Set med nutidens øjne ikke voldsomt imponerende at vise gamle film til en premiere,  men på den anden side var det åbenbart hvad der kunne fremskaffes i tiden - og hvad "de største begivenheder i ind- og udland" dækkede over er lidt uklart, men næppe nogen tvivl om, at der har været pæn publikumstilstrømning, for den nye biograf i sig selv, har jo også været et trækplaster.

Det er nærmest uforståeligt, at der kun findes et enkelt billede af biografbygningen fra 1926 i gadehøjde - og dertil et par luftfotos, hvor man kan se bygningen i dens fulde omfang - bygningen stod der trods alt i 14 år frem til 1942.

Til gengæld findes findes et sæt originaltegninger fra arkitekt Carl Møllers hånd udfærdiget i oktober 1925 - approberet af myndighederne den 28. november 1925.

De originale tegninger er fyldt med "nye streger" og justeringer, og bygherren/arkitekten  var åbenbart ikke helt færdig med at tænke - og man ser da også at facaden mod Algade ikke fik helt det oprindeligt påtænkte udseende - men meget tæt på - og de små ændringer kan jo også været kommet til senere.

Her ses tegningerne i bedst muligt restaureret stand:

Et lille kuriosum:  Da Othar Lützhøft køber grunden i Algade er den stort set ubebygget, men der stod en lille 40 kvm. murstensbygning, som lejeren af grundstykket havde ladet opføre i 1919 til kontorbrug i forb. med sin udstilling af gravstene og gravmonumenter på stedet.

Udlejer/sælger af grunden nævner i skødet, at lejekontrakten skal respekteres, men det må stå helt klart, at Lützhøft i god tid har haft de nødvendige aftaler klar, så lejemålet straks er blevet ophævet og bygningen nedrevet.

Det var nok ikke lige hvad der havde ligget i kortene, da den lille kontorbygning blev opført, men det har nok været sådan, at stenhuggermesteren har fået et tilfredsstillende økonomisk tilbud.

Billedet fra omkring 1905 eller lidt før, viser på venstre side af Algade først klosterets mur, og så nr. 39 efterfulgt af en delvis tom plads, som var en del af Algade 43 (nutidsgadenumre).

Grunden var udlejet, og på en lille del af grunden var der en relativt primitiv træbygning, hvor sten- og billedhuggerfirmaet  J.C. Hansen havde sin pladsmæssigt beskedne stenhuggervirksomhed, som benyttede den øvrige del til udstilling af primært gravstene. Denne virksomhed var etableret i 1873 af J.C. Hansen, men overtaget af sønnen Erik Chr. Hansen i 1889.

Og det var den tomme plads som biografejer Othar Lützhøft købte i 1926 af de tre ejere guldsmed C. Andersen (senere Andersen & Enig), brygmester Christiansen fra Bryggergården og murermester I.P. Olsen, og det var her han byggede den nye "Kinograf".

Jordstykket blev altså udmatrikuleret fra Algade 43, og fik så nr. 41  

Ejerforholdende tilbage i tiden frem til 1926 er indlysende nok identiske med ejerforholdene hos naboen i nr. 43, og de er grundigt beskrevet under adressen Algade 43-45 (vest)

Den oprindelige biografsal var 30 meter lang, 14 meter bred, og 7 meter høj, og den rummede 500 pladser: 

300 parketpladser, 150 terrassepladser og endelig 50 logepladser.

Ved ombygningen i 1979 blev der opstillet en væg ca. midt i lokalet, og der blev 250 pladser, hvor der før havde været parketpladser. Ved en senere ombygning af denne sal, blev antallet af siddepladser reduceret til 213.

Den anden halvdel blev delt op i 2 lokaler med hhv. 80 og 83 pladser.

Flere generationer af Roskildensere har siddet foran tæppet i Kino og spændt ventet på forestillingen - efter først at ha' ventet i foyeren og set døren til det magiske rum blive åbnet, og så var det op af trappen for at finde sin plads.

Billedet af fortæppet er taget i sort/hvid af Verner Petersen, som fra 1960 og til ca. 1970 var operatør i teknik/operatørrummet - og billedet er farvelagt af sønnen Henning Petersen efter hukommelsen i 2024.

Også Henning Petersen nåede at blive operatør i Kino.

Reklamefilm inden den egentlige film begyndte, har været en fast del af biografoplevelsen mange år tilbage.

I starten var det nu i en noget mere primitiv form det skete, for de lokale virksomheder markedsførte sig med simple lysbilleder.

På billedet kan man se, at det til gengæld ikke var et simpelt lysbilledapparat, der stod i Kino's operatørrum, hvor der var tæt på 30 meter til lærredet.

Hanne Jokumsen - operatør Verner Petersens svigerdatter - fortæller i 2024, at reklamerne blev ledsaget af tidens musik, idet der stod en lille grammofon og en stak singleplader i operatørrummet - og musikken blev så sendt ud i biografsalen via Kino's lydanlæg.

Der var mere end de lidt primitive lysbilleder på programmet, når der skulle vises reklamer - små reklamefilm fra de landsdækkende mærkevareproducenter, og publikum sad klar fra første sekund - ingen ville gå glib af noget.

Du kan høre og se den velkendte indledning her