Beskrivelsen af "Haraldsborg Slotsbanke" går helt tilbage til den tidlige middelalder i starten af 1100'tallet.

Det er i den forbindelse ganske afgørende for forståelsen, at man er bekendt med Roskildes topografiske forhold i de tider.

Hvis man fra Roskilde Fjord stævnede ind mod byen, var der lige ret for det høje plateau, hvor Domkirken og det meste af byen lå omkring 40 meter over vandet, og hvor man som i dag ser et kraftigt faldende terræn mod bunden af fjorden.

Til venstre (øst) hævede landet sig i et stort set ubebygget og kuperet terræn i retning mod Himmelev - højest ved det vi i dag kalder Galgebakken med omkring 11 meter til vandoverfladen.

Til højre (vest) hævede bakkerne ved Sct. Jørgensbjerg Kirke sig også markant, og der var pænt høje volde lidt længere ude ved Bistrup-området.

Vandstanden var omkring ½ meter højere end i dag, og fjorden har strakt sig omkring 100-150 meter længere ind i landet mod syd end i dag. Siden har kombinationen af naturlig opfyldning af det inderste af fjorden kombineret med menneskeskabte opfyldninger på 1½-2 meters højde flyttet kystlinien til det vi kender i dag, men på både øst- og vestsiden har vandet dengang stået helt op til de nævnte banker og højdedrag.

På kortet er "Haraldsborg Slotsbanke" markeret med rødt, og det skal bemærkes, at højdeforskellen mellem de angivne koter er 2½ meter, så når der har været højvande i fjorden, er den ordinære kystlinie - markeret med den yderste stiplede linie -  gået en hel del tættere på den nærmeste fuldt optrukne linie.

At der "altid" har været en vej fra Roskilde mod Frederiksborg er ikke til diskussion, men det ser ud til at det kan overvejes, om vejføringen i 1100'tallet har været som nu. En vandkant som er gået helt op til skråningerne ved "Haraldsborg Slotsbanke" kan i de år ha' tvunget vejføringen højre om bankerne - altså mod øst.

Hvornår vejføringen i givet fald så er blevet som vi kender den i dag er uvist, men det er naturligvis sket så snart forholdene har gjort det muligt, d.v.s. når vandstanden stille og roligt har sænket sig, og den naturlige opfyldning af den inderste del af fjorden er taget til.

Billederne herunder viser, at denne del af Frederiksborgvej var stort set ubebygget i starten af 1900'tallet og at den menneskeskabte opfyldning ud i fjorden har taget kraftigt fart i de følgende år.

Den første der har skrevet om Haraldsborg er Saxo Grammaticus, som omtaler Haraldsborg i sit værk "Gesta Danorum" ( danernes bedrifter) skrevet omkring år 1200 efter ønske fra biskob Absalon og udgivet i Paris i 1514.

Saxo skriver om et fæstningsværk nord for Roskilde med stejle skrænter - så stejle, at heste måtte nedfires, da kongesønnen Harald Kesja og hans mænd i 1133 måtte flygte for sin halvbroder Erik Emunes tropper, og gjorde det til vandsiden.

Med nutidige briller vil blikket nok naturligt rette sig mod områdets højeste område - nu kendt som Galgebakken - som måtte være velegnet til et sådant fæstningsværk helt ud til stejle skrænter og vandkanten. 

Senere iagttagelser viser dog, at vi er noget tættere på Roskilde, og vi får understreget, at landskabet her må ha' undergået væsentlige forandringer

Næste besøgende i rækken var Johan G. Burman Becker (1802-1880). Han var uddannet apoteker, men helligede sig et historisk forfatterskab hvori indgik udarbejdelse af en stor samling af historiske tegninger m.v.

Han var på Haraldsborg Slotsbanke i 1843, og på hans skitse får vi for første gang et mål på slotsbanken.

90 skridts længde er angivet ved foden af skråningernes begyndelse - arealet lidt højere oppe må således ha' været lidt mindre - omkring 75 x 45 skridt.

Sætter man et skridt til at være ca. 75 cm. taler vi altså om et areal på omkring 56 x 34 meter = 190 m2 

Til de lokalkendte kan til sammenligning nævnes, at Hotel Prindsens facade er på ca. 40 meter, og hotelbygningen dækker stort set samme aral som det gamle fæstningsareal, så selv om pladsen skulle lyde lidt trang, så var der absolut plads til et fæstningsværk af en pæn størrelse.

Desværre er der ikke angivet noget præcist om højdeforskellene, så kun fantasien kan bruges her.

Man bemærker sig at mølledammen sandsynligvis har været betydeligt større mod nord jfr. Beckers påtegning herom : "Eng fordum en dam" - og det har sikkert været overkommeligt også at lede noget af åen nord om slotsbanken til beskyttelse af fæstningen.

På kort og billeder fremgår iøvrigt, at møllehjulet har været i sydenden af den firelængede møllegård, så også her må man ha' ledt vandet frem til møllehjulet efter behov, indtil det tilsidst fandt vej de sidste få meter til fjorden.

Den sidst beskrevne opmåling af Haraldsborg er sket i 1903, hvor Nationalmuseet har været på stedet.

Tegningen er næsten identisk med Burmans Beckers skitse, omend der er en afvigelse i nord/syd-angivelsen.

Størrelsesforholdet er vist i bunden af tegningen - ialt 200 fod. En dansk fod = 0,3138 m, så der en ganske god overensstemmelse med både Burman Becker og Kornerup - 

Det mest interessante ved denne tegning er nok, at der er opgivet en højde i fod, nemlig 20 fod og 5 tommer -  svarende til ca. 6½ meter

I 1841 dukkede der i forbindelse med pløjning af plateauet på Haraldsborg Slotsbanke et værdifuldt fund frem.

Det var et såkaldt nadversæt - en alterkalk og alterdisk, som ses øverst på Nationalmuseets foto af flere fund på stedet.

Man formoder, at de blev nedgravet i de urolige tider tidligt i 1130'erne og inden Harald Kesja blev fordrevet i 1133.

Et mere omfangsrigt fund skete nogenlunde samme sted i 1854, hvor man fandt en forgyldt drikkeskål af sølv, et forgyldt sølvlåg, og endelig dele af et skrin med 628 mønter.

Blandt mønterne var nogle slået af Erik Emune i Lund, hvilket han først kan ha' gjort efter 1133, så dette fund må være nedlagt senere end dette år.

Endelig blev der igen fundet en fingerring af guld under pløjning i 1896. 

Når man i dag ser kopien af en af professor Jakob Kornerups akvareller med borgerkorpset som motiv, får man indtryk af et velorganiseret militærlignende korps.

Sandheden var nu mere den, at det oprindelige formål med at kunne forsvare sin by mod fjender forlængst var gledet i baggrunden. 

Der var fortsat pligt til at deltage når f.eks. ildebrande skulle bekæmpes og efterfølgende holdes politivagt, men i bund og grund var borgerskabet ganske trætte af forpligtelserne, og sendte gerne stedfortrædere - deres ansatte i alle aldre - hvis man kunne finde på en passende undskyldning.

Enden på det hele blev, at borgerkorpset fra midt i 1700'tallet alene deltog i ceremonielle opgaver - f.eks. æresvagter ved kongelige begravelser eller parader ved kongelige besøg i byen.

Mange af borgerkorpsets medlemmer har medbragt egne geværer - men korpset var forlængst ophørt med at gennemføre skydeøvelser - der blev kun indøvet geværgreb, march og parade.

Blandt nogle af korpsets officerer og andre gode borgere var der dog en stor lyst til at øve sig i skydningens vanskelige kunst  - og anledningen til fornøjeligt samvær har sikkert også haft en høj prioritet.

Derfor havde denne gruppe af herrer etableret en skydebane ved Haraldsborg, og i traditionerne indgik en årlig fugleskydning. Vi ved ikke noget om hvornår skydeøvelserne og fugleskydningerne blev påbegyndt, eller hvor de mere præcist fandt sted,  men vi ved med sikkerhed, at der fandt en fugleskydning sted den 28. august 1787 - og det samme skete i 1788 og 1789.

Aktiviteterne blev formaliseret med stiftelsesdokumenter, vedtægter m.v. i 1790 - samtidig med at skydningerne blev flyttet til "Børsen" ved Roskilde Havn.

"Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab" har dog pragmatisk valgt at benytte 1787 som sit stiftelsesår, og selskabet lever fortsat i bedste velgående.

Aktiviteterne i fugleskydningsselskabet er veldokumenterede fra 1790 og til nu, men der findes ikke noget skriftligt om tiden før - bortset fra at prof. Jacob Kornerup i sin bog fra 1892 om "Roskilde i gamle dage" ganske kort skriver, at selskabet først havde sin skydebane ved Haraldsborg, og senere ved "Børsen".

Man skal være varsom med at veje alle de skrevne ord ord på en guldvægt - det kan jo være lidt tilfældigt hvordan man udtrykker sig, men Kornerup skriver "ved Haraldsborg" og senere skriver Arthur Fang at det skete "på Haraldsborg Slotsbanke" - og hans kilde har helt klart været Kornerup, så vi kommer det vel ikke nærmere end at skydningerne må har været gennemført i området på eller ved slotsbanken. Hverken Kornerup eller Fang har været på stedet i 1787, så der kan kun være tale om mundtlige overleveringer.

Det er nok væsentligt at skelne mellem almindelige skydeøvelser og så den årlige fugleskydning.

Det er vanskeligt at forestille sig andet, end at der ved alm. skydeøvelserne er skudt mod skiver eller tilsvarende mål, og at man har fundet et sted i området, hvor en naturlig jordvold har kunnet opfange kuglerne. Området har i sin tid været mere kuperet end nu, så det har næppe været vanskeligt at finde et egnet sted.

Fugleskydningen foregik til gengæld ved at skyde mod et mål - en fugl - øverst i en høj mast, og det må ha' givet nogle sikkerhedsmæssige udfordringer, for hvad der ikke ramte, måtte jo nødvendigvis dumpe ned. Der blev skudt med geværer og stangrifler med en kaliber op til 19,5 mm, og kuglerne kunne veje tæt på 40 gram, så det var bestemt ikke ufarligt.

Der har vel kun været to muligheder - enten at skyde ud over fjorden, eller at skyde ud over markerne mod Himmelev.  Da selskabet i 1862 flyttede sine skydninger til Boserup-pavillonen har man formentlig også skudt ud over markerne mod Bistrup ( indtil det blev forbudt år 1900), så helt utænkelig var sidstnævnte løsning bestemt ikke.

Motivet fra skiven 1787 signalerer kraftigt, at der er blevet skudt ud over vandet, men en absolut sandhed behøver det jo ikke at være - lidt kunstnerisk frihed kan gøre sig gældende, og det er bestemt set på senere skiver. Hvis - og det er da absolut tænkeligt - der er blevet skudt ud over vandet, så melder spørgsmålet sig, om det er sket på den vestlige side af Frederiksborgvej, men kortet med vandlinien fra 1805 taler ikke rigtig for denne løsning. Der er meget, meget lidt plads, og området har været fladt, vådt og sumpet, og jo tættere på Haraldsborg vandmølle man kommer, jo vådere vil udløbet herfra ha' gjort det. Senere billeder fra omkring år 1900 viser også et absolut uindbydende område - stadig meget lavt og formentlig meget vådt.

Er der så skudt ud over vandet fra østsiden ???  det er da en mulighed, og trafikken på Frederiksborgvej i 1787 har næppe været så overvældende, at det har været et større problem at indstille skydningen når der var forbipasserende.

Er der skudt over land, eller er der skudt over vand og hvorfra ?? - vi aner det ikke, og vi får det aldrig at vide - men at der har været fugleskydning m.v. i området er en kendsgerning.

Der er det lille kuriosum, at et andet fugleskydningsselskab  -  ”Det Borgerlige Fugleskydnings Selskab” - fra 1816 til 1826 gennemførte fugleskydninger på den historiske adresse, men i 1826 blev de to fugleskydningsselskaber slået sammen, og det samlede selskab fortsatte herefter sine fugleskydninger i strandkanten ved havnen, og skydeøvelser og de mere festlige og kulinariske indslag i selskabets liv fandt sted på ”Børsen” – Havnegade 41 – frem til 1861. Du kan læse mere herom på beskrivelsen af denne adresse.

I årene 1534-1536 herskede der en egentlig borgerkrig i Danmark.

Frederik den 1. var død i 1533, og der var mange meninger om hvem der skulle efterfølge ham, hvilket resulterede i magtkampe med mange indenlandske, men også udenlandske interesser og direkte medvirken til følge.

En af krigsherrerne var Christoffer af Oldenborg (1504-1566) som lagde navn til perioden, som siden er kaldt "Grevens fejde". Han mente, at den fængslede Christian den 2. skulle genindsættes, og det var tæt på at lykkes, men krigslykken vendte, og den næste konge blev Christian den 3.

Christoffer af Oldenborg vendte derefter hjem til Nordtyskland og fandt nogle nye krige at deltage i.

I forbindelse med de mange kampe, lagde Christoffer af Oldenborg i 1534 vejen forbi Roskilde, hvor han satte ild til Haraldsborg. Ejendomme har naturligvis taget skade, men Haraldsborg lå fortsat på stedet i en del år, hvorefter den forfaldt og forsvandt.

Ifølge Jacob Kornerup blev de sidste rester af fundamentet først fjernet af i 1835 - de har sikkert været en kilde til irritation for skiftende ejere, der har drevet landbrug på området. Det stemmer fint overens med at Behrmann så murrester på stedet i 1832.

En lille pudsig detalje knytter sig til Behrmanns fortælling om besøget i 1831. Han nærmest fnyser af foragt fordi "nogen" kalder stedet for en "røverborg".  Denne "nogen" kan vist kun være Eiler Hagerup Tregder, der kalder murbrokkerne for resterne af en røverborg i sin "Håndbog for rejsende" udgivet i 1824 - men det var altså resterne af kongernes ejendom, der lå der lidt nord for Roskilde.

Erik 7. af Pommern, ca. 1382-1459, konge af Danmark, Norge og Sverige fra 1396 (Norge fra 1389), unionskonge 1397-1439/41. Efter Margrete 1.s søn Olufs død i 1387 blev Erik Margretes fostersøn og opdraget til kongegerningen.

Margrete 1. vedblev reelt med at regere Danmark og de øvrige riger (Kalmarunionen) frem til sin død i 1412.

Det formodes, at det var Erik af Pommern, der formentlig meget tidligt i  1400'tallet opførte en ejendom i munkesten til eget brug på det sted, hvor der små 300 år før havde ligget en fæstning bygget af træ - en fæstning som forlængst var forsvundet, men navnet "Haraldsborg" blev bevaret.

Der var tradition for, at når kongen tog ophold i Roskilde, så var det på Kongsgården, som lå lige vest for Domkirken. Det var området, som vi i dag kender som hjørnet af Bondetinget og Skolegade.

Tidspunktet for kongsgårdens oprindelse er ukendt, men den omtales som stedet, hvor det berygtede "Blodgilde i Roskilde" fandt sted i 1157, så den gamle kongsgård har næppe levet op til kongens krav om almindelig bekvemmelighed i en langt nyere tid, så den blev revet ned meget tidligt i 1400'tallet, og kongen byggede sig en ny residens ved Haraldsborg. 

Efter den tid ses flere kongelige dokumenter underskrevet på Haraldsborg.

Den næste i kongerækken var Christoffer den 3. af Bayern (1416-1448), og da han i 1445 giftede sig med den purunge Dorothea af Brandenborg ( ca. 1430-1495) , gav han hende i bryllupsgave indtægterne fra en række len til sikring af hendes fremtidige økonomi, og blandt disse gaver var Haraldsborg.

Kong Christoffer den 3. døde få år senere i 1448, og efterfølgeren Christian den 1. ( 1481-1513) fik ikke bare kongemagten, men giftede sig også med den unge enke.

Hun skulle blive en af middelalderens mest magtfulde dronninger, som du kan læse mere om her.

Begge Chr. den 1.'s og dronning Dorotheas sønner blev efter Chr. den 1.'s død monarker - først Kong Hans og siden Frederik den 1.

Dronning Dorothea var mildest talt en handlekraftig dame, som på mange måder også satte sig sine spor i Roskilde, og hun levede sine sidste år i "Dronningegården", som meget præcist lå der, hvor vi i dag finder Algade

23-27.

Hun ligger begravet sammen med Christian den 1. i Hellig Trekongers kapel i domkirken. Dette kapel blev opført i 1460'erne

I den tidlige middelalder var det ikke usædvanligt, at ejerne af større bygningsanlæg – typisk konger, bisper og andre stormænd – forsøgte at sikre deres ejendomme bedst muligt ved at anlægge volde, evt. med tilhørende voldgrave og et særlig sikret tårn, som både har kunnet bruges til udkig, til bueskytter, og et sted hvor man som en sidste udvej kunne søge tilflugt, hvis en fjende trængte ind gennem den første række af palisadehegnet.

Voldanlæggene har ofte været tænkt ind i byggerierne, som sikkert også af andre grunde ofte har været placeret ved søer, vandløb eller ud til kysten, og variationerne i udformningen har været mange – fra de mest primitive voldanlæg til stejle skrænter med palisadehegn, sikret af dybe voldgrave.

Ikke bare i Danmark var det ufredstider, og tilsvarende anlæg er set i hele vesteuropa – med eller uden vandfyldte voldgrave.

Princippet med fæstningsanlæg med ekstra sikrede tårne indenfor eller lige udenfor den primære bebyggelse er kaldt ”Motte & Bailey” på engelsk, og det var en meget udbredt byggeskik i England og Irland og i de områder i Normandiet, som blev besat fra engelsk side.

Der er næppe tvivl om at danske variationer over ”borgtårn med ladegård”-byggerier har fået inspiration fra de omkringliggende lande, men alle steder har man fundet varianter, der har passet både til behovet, og ikke mindst mulighederne i terrænet.

Uanset hvordan man drejer det, så vil det være hypoteser omkring de enkelte anlæg fra den tidlige middelalder. Det var anlæg bygget i træ, som let og ofte blev destrueret ved angreb, brand eller simpelt forfald – og efter snart 900-1000 år er alt for længst forsvundet, og hvad der er skrevet herom, hviler på mundtlige overleveringer, hvorom der nemt kan rejses tvivl om troværdigheden.

Derfor kan intet udelukkes, men denne hjemmesides redaktion har den helt klare opfattelse, at Haraldsborg IKKE har været bygget efter "Motte & Bailey"-opskriften. Det har været en ladegård, som har udfyldt det naturlige plateau i 6½ meters højde omgivet af et palisadehegen og nogle volde og vandfyldte grøfter, og hvor der indenfor ladegårdens område har stået et tårn, som dog ikke har haft en størrelse, som gav mulighed for et ekstra sikkert tilflugtssted – men et tårn, som har givet mulighed for at holde udkig til en fjendes bevægelser i det omkringliggende område, og sikkert også nogle bueskytter til ladegårdens forsvar.

Et lokalt eksempel på et "Motte & Bailey" inspireret fæstningsanlæg er det forlængst forsvundne Nebbe Slot ved Kattinge.

Det er bygget et par hundrede år efter Haraldsborg, og her har der været udgravninger, hvor det er påvist, at der har været en "Motte" - en slotsbanke med et stærkt befæstet borgtårn.

Uden at overdrive kan man godt slå fast, at der på Harald Kesjas tid herskede voldsom ufred og mange og meget blodige kampe om kongemagten.

Harald Kesja var en af kong Erik Ejegods tre sønner. De to øvrige var Knud Lavard og Erik Emune, men de var dog indbyrdes kun halvbrødre, da de ikke havde samme moder.

Da Erik Ejegod i 1103 beslutter sig for at foretage en pilgrimsrejse til Jerusalem, indsætter han Harald Kesja som rigsforstander sammen med ærkebiskop Asser.

Erik Ejegod dør på rejsen, og Harald Kesja har nok haft en forventning om at han kunne overtage opgaven som konge, men sådan skulle det ikke blive. 

Rigets mest magfulde mænd besluttede sig for at overlade kongekronen til Erik Ejegods bror Niels, der således blev den femte af Svend Estridsens mange sønner, der kom på kongetronen.

Den nyudnævnte kong Niels havde en søn - Magnus - som allerede så sig selv som tronarving, men han så åbenbart en fare i forhold til Erik Ejegods sønner, så han dræbte Knud Lavard, og udløste en hævnkrig, hvor Harald Kesja og Erik Emune gik imod Kong Niels og sønnen Magnus.

Harald Kesja og Erik Emune må være røget uklar, for i kampenes sidste fase sluttede Harald Kesja sig til Kong Niels, og nåede at blive udnævnt til medkonge.

Det var således to halvbrødre der tog et opgør på Haraldsborg, i 1133, hvor Erik Emune trak det længste strå og fik Harald Kesja fordrevet.

Kong Niels kom dog senere til Roskilde for en kort bemærkning, hvor han hævnede sig på de dele af byens befolkning, som havde hjulpet Erik Emune.

Harald Kesja og Erik Emune mødtes igen i landsbyen Skibet ved Vejle i 1135, hvor Harald blev overmandet og halshugget, og 8 af hans sønner blev samtidig myrdet.

Samme skæbne var allerede overgået kong Niels i 1134. Han var flygtet til Slesvig - også efter et nederlag til Erik Emune - men her blev han myrdet af Slesvigske borgere som hævn for drabet på Knud Lavard, der havde været meget afholdt på stedet.

Efter mange yderligere dramatiske begivenheder blev Erik Emune konge, men magtkampene fortsatte, og Erik blev myrdet i 1137.

Saxo Grammaticus skrev det store værk "Gesta Danorum" ( danernes bedrifter) omkring årene 1190-1200 efter ønske fra ærkebiskop Absalon. Det blev først udgivet i Paris i 1514.

Om Saxo ved vi meget lidt. Han er født omkring 1160 og vi ved kun at han fortsat var i live i 1208.

Allerede omkring 1190 skrev han på sit værk, så det må være inden da, at han blev tilknyttet Absalon.

Absalon residerede på det tidspunkt ved ærkebiskop-hoffet i Lund. Absalon var først biskop i Roskilde (1158-1192) men blev ærkebiskop i Lund i 1178, men beholdt embedet i Roskilde. 

Saxo er noget omstridt som en helt troværdig kilde. Der er et gammelt ord der siger, at "det er sejrherrerne, der skriver historien", og som ansat hos Absalon har han sikkert været meget tilbøjelig til at afkode sin arbejdsgivers holdninger og syn på historien.

I hvilket omfang afsnittet om Harald Kesja og Haraldsborg er præget af dette forhold vides ikke, men det er sikkert, at de begivenheder han beskriver foregik små 30 år før han selv blev født. Hvad han fortæller er således mundtlige overleveringer - herunder sikkert en del skrøner, som han af mange grunde hverken har kunnet afvise eller gennemskue

Saxo fortæller, at der på Haraldsborg var et trætårn af en hel særlig beskaffenhed - "et tårn som kunne drejes om en midtakse, for at besætningen kunne skyde i alle retninger gennem et og samme skydehul".

Det er mildest talt en usædvanlig konstruktion, som ikke er arkæologisk beskrevet hverken før eller siden.

Saxo har med bestemthed ikke set tårnet, og baserer sig på mundtlige overleveringer, men beskrivelsen er dog rimelig detaljeret.  Man kan godt blive ganske skeptisk, men helt at afvise beretningen kan man vel ikke.

Vi kender princippet med et tårn, som drejer sig om sin midterakse, nemlig stubmøllen, som var den første vindmølletype der kom til Danmark midt i 1200'tallet, men eksisterede bl.a. i England og Normandiet, dog først i slutningen af 1100'tallet.

Den viste illustration af ukendt oprindelse viser sandsynligvis et tværsnit af et tårn fra middelalderen - dog uden en synlig midterakse -  stangen til venstre i skitsen ligner umiskendeligt noget tilsvarende på en stubmølle - men skitsen er jo udført mange, mange år senere, og er ikke bevis på andet end hvordan illustratoren har tænkt sig at et sådant tårn kunne ha' set ud.

Saxo beretter hvordan en eneste sten fra en blide (kastemaskine) knuste tårnet, så noget særlig robust konstruktion har det i givet fald ikke været.

Et kalkmaleri i Aal Kirke fra omkring år 1200 viser et tårn af en helt anden model.

Maleriet er tolket således, at tårnet i princippet står "på stylter", og det har i givet fald haft den indlysende fordel, at man på den beskedne plads i ladegården har kunnet gå under tårnet i det daglige - der var trods alt ganske almindelige hverdage.

Saxo fortæller, at Erik Emune havde vanskeligheder med sit forehavende, da han i 1133 belejrede Haraldsborg.

Om han havde hørt om middelalderens skrækvåben nr. 1 : bliden - eller om det var borgere fra Roskilde, der gerne så deres plageånd besejret, og kom til hjælp med viden om denne "nye" krigsmaskine er uvist. Det skulle under alle omstændigheder forholde sig sådan, at der i Roskilde boede en del tyskere, som åbenbart havde den nødvendige viden, og hjalp til med at konstruere denne kastemaskine, som skulle vise sig at blive afgørende.

Det er princippet som med en slynge - som typisk er enmandsbetjent - der udnyttes sammen med vægtstangsprincippet. 

Der etableres et drejepunkt på en lang stang, som placeres med en lang ende, hvor "projektilet" - typisk en sten - placeres, og så gælder det ellers om at foretage et voldsomt træk i den korte ende, så den lange ende trækkes op og frigør stenen - og det involverede mange mænds kraft.

En sådan "trækkraftblide" var i stand til at slynge en 100 kilo tung sten omkring 30-60 meter væk - og en mindre tung sten kom naturligvis noget længere.

Saxo skriver at det første forsøg med at skyde med bliden gik mindre heldigt, da det var alt for kort, til stor moro for Haralds mænd som hånligt lo, men ved næste forsøg ramte og knuste en stor sten tårnet på Haraldsborg.

Det mest sandsynlige er nok, at bliden der blev benyttet ved Haraldsborg var en "trækkraftblide" - men det kan bestemt ikke udelukkes at der var tale om "næste generation" i blidens udvikling, nemlig "modvægtsbliden", som er kendt fra den tidlige del af 1100'tallet, men dog næppe i Danmark endnu.

"Modvægtsbliden" var en videreudvikling på den måde, at trækket i den korte ende af vægtstangen blev foretaget af en stor kontravægt, som erstattede det hidtidige meneskelige træk. Det menneskelige træk har fortsat været nødvendigt, da den store kontravægt skulle løftes op.

Måske er det det, som lokalhistorikeren Arthur Fang mener med at "bliden blev spændt strammere", når han redegør for Saxo's fortælling. Kraften hvormed stenen blev kastet har naturligvis haft noget at gøre med hvor meget man strammede rebene og trak kontravægten højere op.

En "modvægtsblide" kan slynge en 90 kilo tung sten omkring 300 meter ud i terrænnet.

At det ikke er en løs påstand bevises jævnligt på Middelaldercentret i Nykøbing Falster, som har flere modeller af kastemaskiner - herunder verdens største blide !

Du kan her se et ganske kort videoklip af en skydning en sen aften med et "projektil" i flammer.

Ikke noget under, at det i middelalderen har været et frygtindgydende våben - ikke nok med at der kunne vælte kæmpesten ned i hovedet på mennesker og dyr, men tanken om ild i en træbebyggelse har ikke gjort det mindre faretruende.