Ejendommen Algade 12 stod færdigbygget i 1973 og fik navnet "Codanhus" efter bygherren.

Ejendommen er en erhvervsejendom i 4 etager samt kælder med detailhandel og en optiker i stueetagen og forskellige former for liberale erhverv m.v. på de øvre etager.

Mange år før 1973 stod der en gammel købmandsgård (matr. nr. 126) , hvis ejerforhold beskrives tilbage i 1742, hvor hørkræmmeren Oluf Hansen Aagaard fra København efter kun et års ejerskab sælger til købmand Anders Andersen Borch.  I 1779 tilkøbes naboejendommen (matr. nr. 125) af vognmand Lars Hansen, og den samlede ejendom forblev i Borch-slægtens besiddelse til 1882.

Den store to-etagers ejendom til højre for porten og sidefløjen hertil -  som stod frem tid nedrivningen i 1971 -  blev bygget i 1841.

I 1882 erhverver en af købmandsslægtens betroede medarbejdere - J.L. Schade - købmandsgården, som herefter omtales som "Schades gaard".

Schade havde allerede i 1860 overtaget selve købmandsforretningen, men blev så også ejer af ejendommen i 1882.

Schade sælger i oktober 1908 til andelsselskabet Roskilde Højskolehjem, som har sine aktiviteter her indtil 1971, hvor forsikringsselskabet Codan køber og nedriver den meget nedslidte ejendom.

I Roskilde Højskolehjems ejerperiode ombygges bl.a. dele af facade-ejendommen mod Algade og den vestre fløj, og nybygges en lille sal med kælder og et nyt mindre restaurationslokale med fælles indgangsparti. Senere bygges en stor sal med tilhørende kælder, hvor byens foreningsliv, forretningsliv, folkeskoler og danseskoler m.v. frem til 1971 gennemførte et utal af arrangementer. Der tilføres et nyt navn omkring 1946 : Hotel ROAR.

Da nedrivningen blev gennemført i 1971, betød det et farvel til et bygningskompleks, som sandsynligvis rummede bygningsdele helt tilbage fra 1730'erne, og som gennem tilkøb og tilbygninger blev til en traditionel firelænget købmandsgård på Algade med en bagvedliggende stor have ud mod Læderstræde.

Bygningernes funktion ændrede sig væsentligt, da andelsselskabet Roskilde Højskolehjem købte ejendommen i 1907, hvor der blev ombygget og tilbygget i væsentlig grad. Igen i 1932 og 1937 blev der tilføjet væsentlige bygningsdele, men i 1971 blev ejendommen indhentet af tiden og er nu forsvundet. 

Et oversigtsbillede med tilhørende kommentarer viser herunder hovedtræk af ejendommens udvikling - og hvordan ældre nulevende Roskildensere husker ejendomskomplekset.

I april 1971 fik byen et sidste kig til Hotel Roar inden et stort plankeværk varslede, at nu gik nedrivningen i gang.

Bygningen var generelt nedslidt, og myndighedernes krav til brandsikring kunne ikke opfyldes uden væsentlige forandringer.

Dertil kom at stadsdyrlægen allerede i 1969 indstillede køkkenet til kassation, og de betydelige samlede økonomiske krav medførte andelsselskabets beslutning om at sælge til nedrivning. 

Selskabets bestyrelse havde den holdning, at salgsprovenuet skulle indgå i finansieringen af et nyt hotelbyggeri et andet egnet sted i byen, men andelshaverne bestemte med stort flertal, at selskabet skulle likvideres, og sådan blev det. Der var 1,4 mio. kroner til fordeling til 140 andelshavere, hvoraf langt de fleste havde en enkelt anpart, så lidt hovedregning siger 10 tus. kroner til hver, før der skulle afregnes skat af fortjenesten.

Roskilde Højskoleforening fortsatte og måtte finde nye lokaliteter til sin aktiviteter, men foreningen sygnede hen grundet vigende medlemstal.

De dele af bygningskomplekset, som blev i dagligdagen blev omtalt som Hotel Roar bestod - udover restaurationsvirksomheden ud mod Algade og i flere bagvedliggende lokaler inklusive "Palmehaven" - den såkaldt "lille sal" (fra 1908) i forlængelse af vestfløjen, og "den store sal" (fra 1938) , som lå som en vinkelbygning bag "den lille sal", og og endelig var der en kældersal under dele af "den store sal".

Man kom typisk til salene via porten ud mod Algade - men der var også adgang fra Læderstræde.

I betragtning af det liv, som udfoldede sig på Hotel Roar, er det tilgængelige billedmateriale af både den lille og store sal -  set udefra -  yderst sparsomt, og i en teknisk ringe kvalitet.

Der er dog ingen tvivl om at ældre Roskildensere straks vil nikke genkendede.  Det er dog nok de færrreste der også var klar over, at når man så bygningerne mod nord - hvor porten gik ud til Algade -  fremtrådte de stort set, som da bygningerne var en meget stor købmandsgård, som var på sit højeste aktivitetsniveau i 1800'tallet.

STIKORD/HUSKESEDDEL til den kommende beskrivelse af nogle af aktiviteterne på Hotel Roar :

Stedet hvor Roskilde Borgervæbning "trænede" march og tattoo i vintermånederne i 1950'erne - og senere årsparader helt frem til hotellets nedrivning.  Arrangement af såkaldte Humørparader.

Danseskoler : Jarnvig, Hans E., Lungbæk, Anne Marie Jeppesen

Musik - Jazzklubben "Birdland"  - afslutningskoncerter med Lis Haurbachs musikskole

Stedet hvor flere skoler holdt årsfest

Dilettantkomedier af lokale amatørskuespillere

Byfestbal og bal i forb. med dyrskuet

Arrangementer i "Palmehaven" - og "Zillertal" i den store sal med start i juni 1969

Biografforestillinger i den periode hvor BIO fik bygget en ny biograf

Turistforeningens arrangementer  - premiere på filmen "fra vår til høst" - 1100 fremmødte ved to forevisninger i 1953

stedet hvor de ansvarlige for brevdueflyvning/totalisator samledes søndag formiddag for at udrede resultatet.

15 m salonskydebane indrettet i kældersalen under den store sal

Tegningerne fra marts 1951, hvor Roar's indretning af en "sporvogn" blev godkendt af myndighederne,  viser de indtegnede store vinduer i hovedbygningen, at "sporvognen" strakte sig langs hele Hotel Roars facade, så der har været tale om en betydelig udvidelse af serveringsmulighederne i sommermånederne.

Det var et til lejligheden nystiftet andelsselskab "Roskilde Højskoleforening" , der i 1907 købte den gamle købmandsgård, og i 1908 iværksatte en ombygning af nogle af de eksisterende ejendomme,  og efter nedrivning af dele af den tidligere vestfløj og baghuset tilføjede en nybygning - en sal, som skulle anvendes til møde- og foredragsvirksomhed, og en mellembygning med indgangsparti og en udvidelse af restaurationslokalerne, senere kendt som "Palmehaven".

I 1937/1938 blev der bygget en noget større sal bag den oprindelige, og gennem årene blev der foretaget diverse indvendige moderniseringer af både restauration, værelser og butikslejemålene.

Det var foreningen "Roskilde Højskolehjem" stiftet 1889,  der fra starten blev lejer af ejendommen, men dog således, at der fortsat blev udlejet til detailsalg i butikslokaler ud mod Algade.

Formålet med foreningen var dels folkeoplysende med foredragsvirksomhed, men også en politisk orienteret forening med væsentlig rod i det omkringliggende landbo-miljø,  typisk venstrefolk. En del af idègrundlaget var også, at når bønderne kom til byen for både at sælge og købe, kunne man efter behov opholde sig i foreningens lokaler - med eller uden forplejning.

Foreningen var lejer i Hestetorvet 1 fra 1889 til 1902, og herefter på hjørnet af Nytorv og Rådhustorvet, velvidende at ejendommen skulle nedrives, hvad den også blev i 1908, men inden da havde man altså erhvervet Algade 12.

Foreningen "Roskilde Højskolehjem" havde sin storhedsperiode i årene lige efter 1908, 

hvor der virkelig blev plads til foreningens aktiviteter, men foreningen sygnede derefter langsomt hen i takt med at tiderne skiftede, og ejeren - andelsskabet - reelt drev en mere traditionel hotel- og restaurationsvirksomhed.

Også andelsselskabet blev indhentet af tiden, for myndighederne stillede efterhånden så store krav til brandsikkerhed og hygiejne m.v.  at der ikke var økonomisk basis for at opfylde disse krav, så ejendommen sælges til nedrivning til forsikringsselskabet CODAN i 1971 for 2 mio. kroner.

I forbindelse med byggeriet i 1936/38 blev der foretaget en del indvendige ombygninger.

En af de væsentlige var, at adgangsforholdene m.v. til "den lille sal" blev udvidet, idet der i mellembygningen blev etableret en trappenedgang til kælderen, hvortil man flyttede garderobe og toiletter, som hidtil havde taget en stor del af det disponible areal.

I 1932 blev der bygget en scene til "den lille sal". Tanken om en scene har sikkert været der fra starten i 1908, da "den lille sal" blev bygget, men det er uvist hvorfor den måtte vente. Det mest indlysende bud må være, at det blev for bekosteligt at gennemføre i forhold til Højskolehjemmets økonomi.

Da scenebygningn blev opført, blev det gjort således, at købmandsgårdens gamle bagbygning  - de ca. to trediedele, som fortsat stod efter byggeriet af "den lille sal" - kunne bevares.  

På tegningen af længde-tværsnittet kan man se, at der er etableret en veranda med trappe ned til haven ud mod Læderstræde. 

En sådan veranda var allerede bygget til den oprindelige "lille sal", og den blev altså bevaret, og har sikkert været meget påskønnet af ejendommens beboere.

Man kan dertil se, at der blev bygget en ny udvendig trappeadgang til den sydligste del af salen. Trappen har dels fungeret som en reserveudgang, og der har utvivlsomt været behov for en nemmere adgang til den nyopførte scene.

Da man i 1971 nedrev de gamle bygninger, kunne man forledes til at tro, at vestfløjen var den originale, men bygningen blev hærget af en voldsom brand i november 1919, og genopført i 1920.

Det er uvist i hvilket omfang man kunne genbruge dele af den gamle bygning, som med stor sandsynlighed var bygget i 1842,  men meget tyder på at bygningen blev genopført i samme skikkelse, som den fik i forbindelse med en ombygning i 1908 - en ombygning som primært foregik i det indre.

"Den lille sal" ikke berørt af branden, men mellembygningen blev væsentligt beskadiget, men åbenbart ikke mere, end at det har kunnet repareres uden behov for myndighedsgodkendelser, således som det var tilfældet med sidefløjen.

På et udsnit af et af Kristian Hudes billeder af den gamle købmandsgård fra omkring 1905/1907 kan man se at indgangsdøren er placeret i den sydlige ende af bygningen - men den blev flyttet allerede i 1908 jfr. bygningstegningerne.

Bygningerne var brandforsikrede, men også i en tvivlsom stand, hvor bl.a. sundhedsmyndighederne allerede inden branden havde stillet krav om forbedringer.  Genopførelsen skulle altså leve op til nye krav, og renoveringen og ombygningen i 1908 skulle åbenbart vise sig allerede at være utilstrækkelig i forhold til tidens krav.

Umiddelbart efter branden, var der nogle initiativrige borgere der ønskede at benytte lejligheden til at skabe et stort "Sjællands forsamlingshus" - ikke mindst set i lyset af at højskolehjemmet havde haft en pæn succes med sine aktiviteter.

Aviserne refererede fra flere møder herom, og det skortede ikke på store ord og vurderinger af, at det ville være nemt at skaffe den nødvendige kapital - men det hele løb ud i sandet.

Også højskolehjemmet tænkte store tanker - bl.a. at den eksisterende sal skulle tilføres både en balkon og en scene - men trods en væsentlig udvidelse af andelskapitalen endte det hele med at man af økonomiske årsager begrænsede sig til at genopføre det brændte, hvilket i sig selv var en fornuftig modernisering.

Højskolehjemmet arbejdede også meget konkret med planer om at udstykke og frasælge den østlige del af bygningskomplekset - og der blev udstykket og indhentet kommunal tilladelse, og der forelå et købstilbud, men flertallet i andelsselskabet fravalgte til sidst denne finansieringsmulighed.

Det skulle vise sig, at brandårsagen let lod sig afklare.

Hotelforpagterens søn skulle i bad, og der blev varmet op med brænde i badeovnen.  Aftræksrøret fra badeovnen var gennem loftet ført op til tagetagen, hvor det vandret, og med lidt afstand til gulvet, blev ført frem til en skorsten.  Der var åbenbart blevet fyret kraftigt op, og aftræksrøret - som ifølge aviserne netop var blevet repareret - blev rødglødende, og måske på grund af en utæthed blev noget brændbart, som stod på loftet og tæt på aftræksrøret, åbenbart antændt.

Der var et ikke helt uinteressant efterspil, for branden havde afsløret, at brandvæsenets materiel ikke var optimalt til brande i så relativt høje ejendomme, for der var problemer med at få vandet op i en tilstrækkelig højde. 

Dagspressen fulgte op på emnet, og det endte med at brandvæsenet fik bevilget en ny motorsprøjte, som kunne levere det nødvendige tryk.

Højskoleforeningen, som fra 1902 havde haft sine aktiviteter i hjørnebygningen mellem Rådhustorvet og Nytorv, måtte som forventet se at forberedelserne til at nedrive bygningen blev iværksat i 1907, så noget måtte gøres.

Det skulle heldigvis vise sig, at købmand Schade var interesseret i at sælge sin købmandsgård på Algade 12.

Der blev stiftet et andelsskab "Roskilde Højskolehjem", som for 103.000 kroner erhvervede ejendommen - dels for dele af de midler som andelshaverne skød ind, og dels ved et lån på 75.000 hos "Bondestandens Sparekasse".

Den gamle købmandsgård var jo ikke indrettet til højskoleforeningens virke, så kapitalen blev anvendt til en del om- og nybygninger - ikke mindst en sal til foreningens foredragsvirksomhed, som sikkert har haft en meget høj prioritet, og den samlede byggesum blev 59.000 kroner.

Andelsselskabet kunne herefter glæde sig over tilføjelsen af en ganske stor sal - en mellembygning med indgang, toilet- og garderobefaciliteter og nogle rum, som blev en del af de nyindrettede restaurationslokaler - og endelig et nyt køkken i kælderen.

Allerede den 10. maj 1908 blev det nye højskolehjem indviet efter en hæsblæsende byggeperiode, hvor salen med nød og næppe var blevet brugbar til den store dag.

Mellembygningen tilførte  - udover adgangsforhold, toiletter, garderobe og et medlemslokale til højskoleforeningens medlemmer - også et lidt spektakulært restaurationslokale, med botanisk udsmykning og glasoverbygning, og ikke overraskende blev dette lokale benævnt  "palmehaven".

Niveauforskellen til de øvrige restaurationslokaler ud mod Algade gav anledning til, at der blev bygget en imponerende trappeadgang - og både trappen og glasoverdækningen blev bibeholdt, da man efter branden i 1919 måtte rydde op og retablere lokalet.

Arkitekt J. Stigaards tegninger fra september 1907 blev godkendt af bygningsinspektøren den  24. januar 1908.

Tegningerne i byggesagsarkivet er noget ramponerede og med svage og hvide streger og skrift på blåt papir, men lader sig med nutidens hjælpemidler gengive i en rimelig kvalitet 

Som navnet lyder, var Roskilde Højskolehjem et sted, som foreningens medlemmer kunne betragte som en slags hjem, hvis de kom ind fra oplandet for at handle i Roskilde.

Det betød, at der skulle være en ansat vært til at tage imod, og dette var da også tilfældet fra foreningens start i lokalerne på Hestetorvet 1 i 1889. Den første var enkefru Jørgine Olsen, som flyttede til byen fra Hårlev ved Fakse.

Da dørene blev blev slået op til foreningens nyerhvervede lokaler på Algade 12 i 1908, fremgår det af lokalpressen, at Andreas Jacobsen og frue var valgt som værtspar blandt 5 ansøgere.  Andreas Jacobsen havde netop solgt Roskilde Mejeri. Der var aftalt en 10-årig forpagtningsaftale for 3.000 kroner årligt - dog således at højskoleforeningen kompenserede med 250 kroner årligt fordi Andreas Jacobsen selv bekostede inventar og indretning.

Det skulle nu ikke blive et langvarigt forløb, for allerede i november 1910 ansættes rejseinspektør Jørgen Jørgensen som ny vært - titlen i folketællingerne siden da angives at være hotelforpagter.

I tiden frem til 1938 er det højskoleforeningen der står for forpagteraftalerne - og siden var det andelsselskabet Roskilde Højskolehjem der tog over - og det nærmede sig efterhånden også ganske almindelig hoteldrift.

Der findes så vidt vides ikke et egentligt portræt af købmand Schade - men han optræder dog på flere billeder taget fra nogen afstand - bl.a. en situation fra haven bag købmandsgården, hvor han står sammen med Just Thorning junior - søn af værten på hotel Prindsen.

Efter salget af sin ejendom og forretningen var den sidste opgave for Schade at få solgt diverse effekter fra den daglige drift. 

Alt imens den nye ejer havde voldsomt travlt med at få ombygget og nybygget, havde Schade tilsyneladende sikret sig adgang til at kunne foretage salget efter overtagelsesdagen - og mon ikke de fleste varer var samlet i den gamle rejsestald.

Fotograf Kristian Hudes billede af facaden anno 1905 må være et af de seneste inden købmand Schade solgte ejendom til højskolehjemmet og og købmandsforretningen til købmand N. Rasmussen. Det er Schade der står i indgangsdøren - hans karakteristiske hvide skæg efterlader ingen tvivl.

Fotografen Kristian Hude tog en del billeder fra den gamle købmandsgård - formentlig i flere omgange i perioden 1905 til 1907.  Billedet herover skulle være fra 1905, og man ser tydeligt hvordan Hude har arrangeret sit billede, hvor købmand Schade poserer midt i gården.  En anden og ukendt fotograf har været på pletten i et vindue i den bagvedliggende tværlænge og taget sit billede af begivenheden.

Det billede som Hude tog af købmandsgårdens indre og købmand Schade findes tilsyneladende ikke hverken på Roskilde Museum eller Lokalhistorisk Arkiv, men det er gengivet i en lille tryksag som Palæsamlingerne og Lotte Fang udgav i 1978.  Lotte Fang slår her fast, at det er Kr. Hude der er fotografen. Trykkvaliteten er mildest talt ringe, men billedet lader sig dog rekonstruere. Aner man ikke en fotograf i et vindue i tværlængen ? 

I en købmandsgård skulle der bestemt være et vandingstrug til kundernes og egne heste.

Det var placeret nogenlunde der, hvor man i 1908 nybyggede en mellembygning, som bl.a. indeholdt adgangsforhold til den sal, som samtidig blev opført. Det betød, at bygningen til venstre for vandingstruget blev nedrevet.

I perioden 1742 til 1860 var Algade 12 i slægten Borch's eje - dog således at naboejendommen, som siden blev en del af ejendomskomplekset, først blev tilkøbt i 1779.

Ejerforholdene lader sig enkelt beskrive:

1742-1793  Anders Andersen Borch (1721-1793)

1793-1795  Karen Margrethe Fugl - enke efter Anders Andersen Borch

1795-1821  Jacob Andersen Borch (1757-1821) - køber af sin fars anden hustru Karen Magrethe Fugl

1821-1830  Else Cathrine Borch (f.Bruun) (1772-1840) - enke efter Jacob Andersen Borch

1830-1881  Anders Borch (1802-1881) søn af Jacob Borch og Else Cathrine Bruun 

Der foreligger ikke noget om at Jacob Andersen Borch som sin far havde offentlige hverv, men at han har deltaget i det sociale liv er uomtvisteligt, for bl.a. har han været medlem af begge de fugleskydningsselskaber,  som var i byen i den periode.  Han blev fuglekonge i selskabet, der holdt til på "Børsen" ved havnen, hele to gange i 1794 og 1798, og i det andet selskab, som holdt til på "Hamburger Herberg" i Skomagergade 15 også i 1794.