Bondetinget 17 til 23

Bondetinget 17-23

KB 2018

Det forekommer naturligt at sammenkæde beskrivelsen af ejendommene Bondetinget 17-23 , da de fra starten omkring år 1600 har været en sammenhængende 28 fag lang bebyggelse , som siden har gennemgået en betydelig mængde ombygninger.

Ejendommene har fra starten været tiltænkt beboelse - lejeboliger evt. kombineret med lidt småhåndværk - til ganske almindelige Roskildensere.  I en periode omkring 1777-1842, hvor et regiment husarer var indkvarteret i Roskilde, var der dog en del af disse husarer og deres heste, som havde logi her.


Ejendommene fremstår i dag generelt meget velholdte, og i større eller mindre omfang med restaurerede facader, og i det indre er de tilpasset nutidens krav og fungerer fortsat som boliger, nu ejerboliger for byens borgere.

Bondetinget 17

KB 2018

Bondetinget 17 er Roskildes ældste hus til almindelig beboelse. Der er kirkelige bygninger og dele af Roskilde Kloster, der har flere år på bagen, men dette hus er fra omkring år 1600, og det har været fredet siden 1979.


De godt 10 fag, der nu står tilbage, er den sidste tilbageværende del af den oprindelige 28 fags bygning, og selv om der gennem årene er foretaget flere ombygninger og fornyelser, er store dele af den oprindelige bygning intakte.


Den seneste restaurering fandt sted i 1980/81, og det fremgår tydeligt af billedmaterialet fra restaureringen, at det var et omfangsrigt og omkostningskrævende stykke arbejde. Naboejendommen Bondetinget 19 blev restaureret på samme tid.


Alle billeder fra restaureringsarbejdet er

fra Lokalhistorisk Arkiv 1980/81

Bondetinget 17 var inden restaureringen ejet af Roskilde Kommune, som solgte den til civilingeniør J. Broholm. Naboejendommen blev også solgt af Roskilde Kommune til arkitekt Bent Nordahl, som derefter forestod arbejdet med restaureringen af begge ejendomme.

"Foreningen til gamle bygningers bevaring i Roskilde" ( som i dag hedder "Foreningen for Bygnings- og landskabskultur i Roskilde") valgte i 1981 at præmiere begge ejendomme med den årlige pris i form af en plaquette til opsætning på facaden.


Plaquetten ses ikke på Bondetinget 17 i dag - der ses alene markeringen af ejendommens status som fredet.  Plaquetten blev angiveligt taget ned, da giveren efterfølgende ikke mente, at ejeren levede op til giverens høje krav til den fortsatte vedligeholdelse af ejendommen !!

Illustration v/Jens Riis-Jørgensen - fra "13 bidrag til Roskilde by og egns historie"

Da restaureringsprojektet i 1980/1981 blev iværksat, var det i forlængelse af en fredningssag i 1979.


Roskilde Kommune ejede ejendommene Bondetinget 17 og 19, og holdningen var den, at nr. 19 var så bevaringsværdigt, at i hvert fald det ydre måtte bevares, men at nr. 17 gerne måtte nedrives, men skulle genopføres "i samme stil".


Roskilde Museum og andre gode og vidende mennesker var uenige i denne holdning, og de fik foranlediget en bygningsarkæologisk undersøgelse - og resultaterne heraf blev, at både Bondetinget nr. 17 og 19 blev fredet.


Det efterfølgende restaureringsarbejde blev derfor fulgt af Det særlige Bygningssyn - hvilket gør det endnu mere beundringsværdigt, at køberne af ejendommene gav sig i kast med projekterne.


Det er en lidt uhyggelig tanke, hvor tæt Roskildes ældste hus egentlig var på nedrivning !


Der blev i forbindelse med fredningssagen foretaget en bygningsundersøgelse af nogle studerende fra Kunstakademiets Restaureringsafdeling.


En af deltagerne - arkitekstuderende Jens Riis-Jørgensen - skrev efterfølgende en særdeles informativ artikel "Boderække fra omkring år 1600",  som blev en del af bogen "13 bidrag til Roskilde by og egns historie". Den blev udgivet i anledning af Roskilde Museums 50 års jubilæum i 1979.


Du kan læse afsnittet om Bondetinget 17 og 19 her


Året 1851 betyder en væsentlig ændring for den indtil da sammenhængende ejendom på området, som vi i dag kender som Bondetinget 17-23.

Der sker en større ombygning, som betyder, at kun Bondetinget 17 bevarer sin hidtidige konstruktion som bindingsværksejendom - og den bliver på 10 fag og med tre små lejligheder.


De øvrige ejendomme ombygges i væsentlig grad med grundmur uden bindingsværk, og der sker en opdeling i de husnumre, som vi kender i dag.


Ejendommen har indtil da haft et lille "knæk" mod nord efter de første 10 østvendte fag, men nu rykkes den nye ejendom i nr. 19 en lille meter frem i gadebilledet, og nr. 21 og 23 kommer til at flugte hermed.

Lokalhistorisk Arkiv -  udsnit af et Hude-foto fra 1917


Roskilde Museum - udsnit af akvarel fra 1835

Den tidligst kendte  gengivelse af Bondetinget 17 er et udsnit af en akvarel fra 1835. Det er ejendommen yderst til højre i billedet, og vi kan se, at ejendommen på det tidspunkt havde en lille kvist over andet fag.

På den originale akvarel er huset vist med gulkalkede vægge og med røde vingetegl.


Det forekommer ganske sandsynligt, at ejendommen på dette tidspunkt er beboet af nogle husarer og deres heste - hvilket er beskrevet nedenfor.


Karsten Skjold Petersen tegning 2002

I perioden 1778-1842 var Roskilde garnisonsby for en eskadron af husarregimentet.

Byen var forpligtet til - dog mod betaling herfor - at indkvartere husarerne og deres heste, og det skete gennem aftaler med private husejere.


Også i udlejningsejendommen i Bondetinget 17-23 blev der indkvarteret husarer og heste. Omfanget kan sikkert ha' skiftet gennem årene, men vi ved med sikkerhed, at der ved folketællingen i 1787 boede 6 husarer og deres heste i bygningen, og at der var inddraget dele af det oprindelige boligareal til indretning af 2 hestestalde - een til fire heste i 16 fags-bygningen nr. 17-19 og een til 6 heste i 12 fags-bygningen. 


I den periode blev ejendommen i daglig tale omtalt som "husarbarakkerne".


Der knytter sig en spændende historie til een af de husarer, som var registreret på adressen i 1801. Det er hans søn Jacob Ludvig, der 1850/51 bygger ejendommen på adressen Bondetinget 23/Blågårdsstræde 10, og senere er det et barnebarn, der i 1870'erne ejer husrækken Bondetinget 17-23 og driver købmandsforretning i hjørneejendommen.  Dette er beskrevet i forbindelse med omtalen af Bondetinget 23.



I sin bog om "Husarer i Roskilde" ( udgivet af Roskilde Museum i 2003)  skriver museumsinspektør og seniorforsker på Tøjhusmuset, ph.d. Karsten Skjold Petersen meget udførligt om husarerne, og om hvordan de satte deres præg på byen.


I denne sammenhæng er det mest relevant at orientere sig om indkvarteringsforholdene og kravene til disse, og du kan her læse et kort uddrag om disse emner fra bogen.


Oversigtskort fra "Husarer i Roskilde"

Det må ha' været noget af et syn, når husarerne efter dagens dont har bevæget sig til hest ned ad Bondetinget til gadens vestligste ende.

Specielt iøjnefaldende må det ha' været, når de ved særlige lejligheder var iført den farvestrålende gallauniform - til daglig har husarerne været iklædt mere praktisk arbejdstøj.


Indkvarteringen og husarernes øvrige lokaliteter var spredt pænt rundt i byen, så det var jo ikke bare i Bondetinget at husarerne var synlige.

På oversigtskortet kan man med blå markeringer se, hvor husarerne og hestene boede i 1787 - og med rødt er markeret bl.a. eskadronchefens bolig i Skomagergade 30 ( han flyttede siden til Palæet). Ved Palæet var der bl.a. ridebane og fægtesal, og ikke mindst det vi i dag kender som "husarstalden", som blev brugt til at opbevare havre, hø og halm til hestene. Sygehuset lå i Hersegade, beslagsmedien i Sankt Olsgade, vagtstuen ved Sankt Peders Stræde og ekserserpladsen uden for byporten tæt på vejen mod København ved det område, vi i dag kender som Håndværkervej.

Bondetinget 17-23 før 1851 - Fotomontage v/ KB 2018

Med udgangspunkt i Hudes billede fra 1917 af Bondetinget 17, er det muligt at udarbejde en fotomontage, som skal ses som et forsøg på at rekonstruere hvordan ejendommen kan ha' taget sig ud bl.a. i perioden, hvor husarerne boede på stedet, og op til den store ombygning af husrækken i 1850/51. At der kan ha' været en skorsten eller en indgangsdør mere eller mindre er absolut muligt - ligesom brostensbelægningen sikkert også er af nyere dato.


Tidligere har ejendommen været forsynet med strå- og halmtag  - og bag husrækken har der været en række små haver - og der har været bagdøre ud til dette areal.

Udsnit Marmillot 1765

Udsnit Resen 1677

Man skal nogle gange læse de gamle kort med et gran salt - ikke mindst Resens kort fra 1677, men sammenkædet med informationen om at Bondetinget 17-23 har ligget der siden omkring år 1600 tilfører det denne del af kortet troværdighed. Til gengæld er der ingen tvivl om troværdigheden m.h.t. Marmillot's kort fra 1765.


I Roskilde bys grundtakst 1682 nævnes en 28-fags bygning med "lejevåninger ( lejeboliger) med lidet Kaal Jord til" ejet af magister Escild Lauridtzen.


Ejendommen har tilsyneladende undgået de store brande i Roskilde i 1731 og 1735.


I Roskildes første brandtaksation i 1736 får vi at vide, at der på stedet er 7 "lejevåninger", men omtales nu som fordelt på to huse på hhv. 16 og 12 fag. De er med klinede vægge og tag med langhalm, og indrettet med stuer, kamre og køkkener.

Ejendommene tilhører på tidspunktet forvalteren af Københavns Universitets jorder i Roskilde, seigneur Christen Knudsen.

Christen Knudsen var på et tidspunkt en særdeles velhavende mand, som også ejede hjørneejendommen Skomagergade /Blågårdsstræde - eller rettere "Knudsensstræde" som var det folkelige navn på det tidspunkt.

Christen Knudsen gik dog siden fallit, og det var  rådmand Hans Rasmussen Lange der overtog ejendommen i Bondetinget, og der har sandsynligvis været en eller flere ejere inden 1761.


I brandtaksationen i 1761 er ejendommen ejet af etatsråd Münthe, og forbedret med bl.a. stentag til gaden - de klinede vægge mod gaden er erstattet af brændte sten mellem bindingsværket, og der er opsat bilæggerovne.


I 1769 overtager kleinsmed Mathias Saul - han boede selv i Skomagergade 14, så det var stadig en "investeringsejendom". 


I 1782 sælger Saul ejendommen til værtshusholder Svend Boeman, men denne går konkurs i 1782 - samme år som Saul dør - og det er Sauls enke der skal udrede trådene og sikre tilgodehavendet i ejendommen. Det sker efter mange forgæves auktioner, og det falder først på plads i 1784. Hun har i mellem tiden giftet sig med kleinsmed Johan Rossau, så det er ham, der formelt sælger til værtshusmand og mølleejer Hans Larsen i 1784.


Flere husarers indflytning i Bondetinget betyder indretning af 2 hestestalde i 1791, som nødvendigvis må ha'  betyde en indskrænkning af boligarealet. Det er den nye ejer Hans Larsen der har set de forretningsmæssige muligheder, som står for ombygningen.


Hans Larsen dør i 1806. Det er p.t. et ubesvaret spørgsmål, om det er hans enke eller en ny ejer der i 1811 sælger til købmand Bruun. Det er hans enke, der i 1816 sælger til købmand Søren Frederik Kornerup, som dog straks sælger videre til rebslager Peder Lund. Han videresælger til snedkermester Hultzen i 1838, og endelig sælger hans enke til rebslagersvend Johan Andreas Stam i 1850.


Da husarerne forlader byen i 1842, sker der igen en tilpasning af ejendommenes indretning, og nu er det Stam der i 1851 sørger for ændringerne i nr. 17 og 19, og det er i samme år at resten af husrækken får nogenlunde det udseende, som vi kender i dag,  idet der frasælges og  om- eller nybygges i betydeligt omfang - f.eks køber Johan Ludvig Culmsee nr. 23, som om- og tilbygges, og det er beskrevet senere i denne beskrivelse af den gamle udlejningsejendom.


Kun Bondetinget 17 forblev som før - omend der også her er sket en ombygning i et eller andet omfang.


Rækken af ejere er ikke nødvendigvis 100% korrekt - der kan han have "indsneget" sig ejere i rækkefølgen, som ikke umiddelbart har været at finde i de gamle arkiver .





Der knytter sig en spændende historie og gode informationer til kleinsmed Mathias Saul og senere hans enkes ejerskab af ejendommen i perioden 1769 til 1784.


Mathias Saul ( 1719-1782) får borgerskab i 1742 som kleinsmed, og han driver en profitabel virksomhed. Han er absolut velanskrevet, og bliver indvalgt i den første borgerrepræsentation som en af de seks deputerede - han har også i en periode tillidshvervet som vurderingsmand ved brandtaksationerne, og han er fra 1752 oldermand for smedene. Han ejer og bor i Skomagergade 14, men er involveret i flere ejendomshandler, herunder købet af Bondetinget 17-23 med de 7 lejeboliger. 

Da han sælger i 1778 til værtshusholder og spækhøker Svend Boeman for 250 rigsdaler, finansierer han tilsyneladende sin køber, og forstrækker ham åbenbart yderligere,  idet han som betaling ender med et pantebrev på 270 RD.

Desværre sker der det, at Svend Boeman går konkurs i 1782, og han forlader byen og efterlader ejendom og indbo til en tvangsauktion. På samme tidspunkt dør Mathias Saul, så det er enken Birthe Nielsdatter der må udrede trådene og forsøge at sikre det ikke uvæsentlige tilgodehavende. Hun overtager igen ejendommen og får den videresolgt, og da hun i mellemtiden har giftet sig igen, er det den nye ægtemand Johan Rossau, der står som sælger. Salgsprisen er 200 RD, hvilket passer meget godt med ejendomsvurderingen på 210 RD ved boopgørelsen, så noget tyder på at kleinsmed Saul har solgt til en pris i overkanten af ejendommens reelle værdi.


Trods problemerne med at sikre værdierne, må man formode at enkefruen trods alt har været økonomisk fornuftigt stillet qua sin afdøde mands formue. Det skal dog nævnes, at han i sit relativt korte liv nåede at blive gift 5 gange og få 17 børn, hvoraf dog kun 5 overlevede ham. De fire første hustruers død og indgåelse af nye ægteskaber betød, at der undervejs skulle skiftes med børnene, men han drev som nævnt en meget profitabel smedeforretning.


Det er meget interessant et bemærke sig, at da Mathias Saul sælger, betinger han sig retten til at anvise lejeren til "den tredie bolig set fra Maglekilde (Blågårdsstræde)" og dermed sikrer han sig at kunne imødekomme kravet fra kommunen om at deltage i indkvarteringen af det husarregiment, der i slutningen af 1777 begynder at ankomme til byen. Han udgjorde sammen med købmand Søren Frederik Kornerup den borgerkommitè, der sammen med byens magistrat skulle sørge for indkvarteringen, så han må formodes at være velorienteret og forudseende.


Vi får et lille indblik i situationen i 1782, hvor enkefru Saul midlertidigt igen overtager ejendommen og dermed udlejningsforpligtelserne.


De 6 af boligerne er udlejet (daglejer Peder Frandsen, Andreas Hjort, Brant Uhrmager, Johannes Tambour og garversvend Thomas Hansen Hingsberg)  men der er tvivl m.h.t. til et lejemål, hvor en soldat Wistenberg med hustru er flyttet ind, uden at der tilsyneladende er orden i papirerne.


Steen Thrane Hansen har i 2022 bidraget til beskrivelsen med en transskribtion af auktionsprotokollen fra 1782. Du kan læse udsnit af den originale protokol samt transskribtionen med tilhørende kommentarer her.


Det mest interessante er nok, at lejemålene ser ud til at være fastsat til en årlig leje af ca. 6 Rigsdaler - og hermed sættes det jo i relief hvor mange penge enkefru Saul faktisk har på spil.


Bondetinget 19

KB 2018

Bondetinget 19 fremtræder i dag som et smukt renoveret byhus, som i al væsentlighed er opført i 1851.


Bygningen blev fredet i 1979.


Huset har en fælles historie med sine naboer - nemlig at være en del af en 28-fags bebyggelse fra nr. 17-23 fra omkring år 1600 og frem til 1851, hvor der skete betydelige om- og nybygninger.


Indtil 1851 var Bondetinget 17 og 19 tilsammen en 16-fags ejendom med 3 lejligheder - og ovennævnte beskrivelse af Bondetinget 17 dækker i store træk også nr. 19 frem til 1851.


Indtil 1851 havde der efter de første 10 fag af bygningen været et lille "knæk", så de resterende 6 fag og de efterfølgende 12 fag i naboejendommene lå lidt nordligere.

Ved ombygningen i 1851 - som nok nærmere må betegnes som en nybygning - flyttes facaden en lille meter frem i forhold til nr. 17, og facaden grundmures i stedet for det hidtidige bindingsværk.

Lokalhistorisk Arkiv 1980

KB 2018

Efter en frednings- og salgsproces i 1979 - som er beskrevet under Bondetinget 17 - blev nr. 17 og 19 renoveret, og som det fremgår af billedet, startede man med nr. 19


Man kan i dag på facaden fortsat se den plaquette, som "Foreningen til gamle bygningers bevaring i Roskilde" præmierede restaureringsarbejdet med i 1981

Lokalhistorisk Arkiv 1975

Lokalhistorisk Arkiv - Hude 1917

Bondetinget 21

Olav Sejerøe 2015

Lokalhistorisk arkiv - udateret -

formentlig i 1960'erne

Lokalhistorisk arkiv - udateret -

formentlig  i perioden 1906/10

Bondetinget 21 fremtræder i dag som et smukt renoveret byhus, som stadig i 1857 er registreret som et bindingsværkshus i een etage.


Omkring år 1900 har bygningen fremtrådt nogenlunde som vi ser den nu, og der har i stueetagen været et depot for "Bryggeriet Stevns", der blev etableret i 1856 og lukkede i 1970. Tilstedeværelsen af et øl-depot fortæller også, at der må ha' været adgang til bygningen bagfra - og det kan kun ha' være med indkørsel fra Blågårdsstræde - således som det faktisk også fungerer i dag.


Huset har en fælles historie med sine naboer - nemlig at være en del af en 28-fags bebyggelse fra nr. 17-23 fra omkring år 1600 og frem til 1851, hvor der skete betydelige om- og nybygninger.


Ejendommens ældre historie er i store træk beskrevet under Bondetinget 17


Bondetinget 23

KB 2018

Bondetinget 23 er opført omkring 1850/1851, og første gang omtalt i Roskilde Rådhus' brandtaksationsprotokol den 12. sept. 1851, og frem til dette tidspunkt var det den vestligste del af den 28 fags bygning, som lå på de adresser, som vi i dag kender som Bondetinget 17-23.


Denne bygning har ikke siden den blev bygget omkring år 1600 haft nutidens gadenumre - gadenumre blev først indført omkring 1880'erne.


Da bygningen blev opført, fremstod den åbenbart mere som en bygning, der faldt naturligt ind i husrækken i Blågårdsstræde, og derfor finder man i de følgende mange år ejendommen under adressen Blågårdsstræde 10.


Ejendommen er formentlig opført som en blandet beboelses- og forretningsejendom med en butik på hjørnet i stueetagen, og der har med stor sandsynlighed ikke været udgangsdør til Bondetinget, men et eller flere større forretningsvinduer i bygningens nordlige gavl, og derfor forekommer det også naturligt at flytte adressen til Blågårdsstræde.


Forretningen er for relativt få år siden ombygget til ren beboelsesejendom, og i den forbindelse er butikkens indgangsdør på hjørnet muret til, og der etableret en dør til Bondetinget, og nr. 23 "genopstår".

Lokalhistorisk Arkiv - udateret

I den sidste del af perioden som forretningslokale, var der en antik-forretning frem til 1993.


Forretningslokalerne bliver ombygget til boligformål omkring 1993/94 jfr. kommunens byggesagsarkiv.


Antik-forretningen har formentlig afsluttet den mangeårige tilstedeværelse af en købmandsbutik i slutningen af 1960'erne.

I 1940 er det købmand Holger Carstensen der bor på stedet, og han driver forretningen sammen med sin hustru helt frem til slutningen af 1960'erne.

Lokalhistorisk Arkiv - udateret - måske i 1940'erne

Fra omkring 1864 er det købmand Johan Christian Culmsee der driver forretningen på stedet. Han overtager den fra sin mor Karen Sophie, da hun dør dette år. Moderen har formentlig fra omkring 1850/51, hvor ejendommen blev bygget, haft en garnforretning. I 1861 annoncerer hendes svigersøn dog med åbning af en købmandsbutik på stedet, så meget tyder på at Karen Sophie i en alder af 60 har følt trang til at drosle ned for aktiviteterne.


Hendes søn Johan var udlært tømrer, og arbejdede som sådan, men har åbenbart følt sig fristet til en anden gerning, da moderens død åbner nye muligheder - og svogeren fortrækker til en anden forretning på Hestetorvet.


Da Johan Christian Culmsee selv dør i 1905 er det som en agtet borger, med hele 23 års virke i byrådet bag sig. Hans enke  driver forretningen videre til 1916. Hun står fortsat som ejer af hjørneejendommen, og iøvrigt også Bondetinget 17-21 frem til 1921, hvor det hele bliver overtaget af murermester Schlederman.

Lokalhistorisk Arkiv - udateret -formentlig i perioden 1906/10

Lokalhistorisk Arkiv - udateret -omkring år 1900

Lokalhistorisk Arkiv  udateret - Johan Christian Culmsee (1841-1905)

Vi var i en tid, hvor Carlsberg-bryggeriet bryggede øl til lokal aftapning - således også hos J. C. Culmsee.


En af etiketterne har overlevet, omend i en lidt ringe stand.

Man bemærker, at Carlsbergs logo dengang var svastika-symbolet, også kaldet soltegnet - ikke at forveksle med det senere så berygtede logo for det tyske nazistparti.

Ligheden var dog så påfaldende, at Carlsberg efter 1945 afstod fra at benytte dette logo.

Foto 2021 v/etikettens ejer Kay-Verner Christiansen

Lokalhistorisk Arkiv - udateret - formentlig i starten af 1900'tallet

Et kig ind i "privaten", hvor hele anegalleriet ser ud til at være stillet frem.


I forgrunden ser vi et ungdomsportræt af Johan

Christian Culmsee.


Det kan kun være et gæt, men det kunne være enkefru Karen Sophie, der efter sin mands død i 1905 har ønsket sig dette billede med sin afdøde mands portræt i forgrunden.



Dagbladet 24. august 1876

Dagbladet 24. juli 1916


Der knytter sig den helt særlige historie til købmand Johan Christian Culmsee, at han var barnebarn af en af de husarer, der var registreret i Bondetinget ved folketællingen i 1801, og det var hans far Jacob Ludvig, der i 1850/51 opførte hjørneejendommen.


Som tidligere beskrevet, overtog han ejendommen og forretningen i 1864 i forbindelse med moderens død - efter et lille mellemspil, har en svoger havde etableret købmandsforretning på stedet i 1861.


Man kan derfor undre sig lidt over, at han først så sent som i 1876 annoncerer med åbning af en urtekramhandel  - men det får vi nok ikke noget svar på.


Da han selv falder bort i 1905 viderefører enkefruen forretningen, og da hun mener at tiden er inde til en afløser, griber hun det lidt anderledes an.


Hun annoncerer bl.a. i Dagbladet herom, og i juli 1916 ser aftalerne ud til at være faldet på plads, og købmand Anders Larsen overtager lejemålet - men fortsat med fru Culmsee som ejer. Senere folketællinger tyder på at der har været nye lejere inden 1940, hvor købmand Carstensen er flyttet ind.

Uddrag fra folketællingen i Roskilde 1801

Jacob Ludvig Culmsee (1802-?)

Karen Sophie Culmsee

(1801-1864)

Ved folketællingen i 1801 støder man ikke uventet på fem husarer i Bondetinget, og den ene af dem påkalder sig særlig opmærksomhed. Johan Culmsee ( 1759-1815)  - husar ved 4. escadron - bor her sammen med sin noget yngre Christiane og deres to første drenge af en senere kommende større flok af drenge.  Han løser i 1811 borgerskab som urmager.


De får 7 drenge, og blandt dem Jacob Ludvig i 1802 og Friderich Leopold i 1811 - og de to drenge skriver sig på hver sin måde ind i historiebøgerne. Det ligger klart, at det er Jacob Ludvig, der i 1850/51 ( medens familien bor på Sct. Clara Papirmølle) opfører hjørneejendommen Bondetinget/Blågårdsstræde - altså der hvor hans barndomshjem i den 28 fag lange ejendom havde ligget.


Jacob Ludvig og fru Karen Sophie får senere 5 børn - hvoraf den ene er den Johan Culmsee, som i 1864 overtager købmandsforretningen på stedet efter sin mor.


Jacob Ludvig ser ud til at ha' været en noget entreprenant herre. Hvad han beskæftigede sig med fra konfirmationsalderen og de næste 15-18 år ser ikke ud til at være omtalt i nogen kilde, men et godt gæt kunne være, at han har været beskæftiget - måske udlært - på Sct. Clara Mølle. Denne mølle var primært en kornmølle, men i de tørre sommermåneder blev kornmølleriet standset og efter en kongelig bevilling fra 1831 blev der fremstillet bøttepapir.  Han etablerede i 1834 en papirfabrik "Ludvigshåb" i Brøndbyøster, som senere skiftede spor og producerede tagpap, men økonomisk blev det ingen succes, og fabrikken lukkede sidst i 1840'erne. Jacob Ludvig er allerede vendt tilbage til Roskilde. Her har han købt Sct. Clara Mølle i 1838, og her bor hele familien i 1850. Denne mølle går på tvangsauktion i 1855, men inden da er der sket det lidt usædvanlige, at Jacob Ludvig er forsvundet.  Fru Karen Sophie sidder tilbage med børnene og i sept. 1857 ansøger hun om skilsmisse med henvisning til "hoer og desertering". Hvor Jacob Ludvig er forsvundet hen og hvorfor, kan man jo gisne om, men i 1853 finder man hans navn i passagerlisten på et skib fra Hamborg til New York !!


Cand.mag. Per Steenholdt har i marts 2018 skrevet en artikel i avisen Paperboy om husaren og sønnen Jacob Ludvigs gren af familien - du kan læse artiklen her


 

Lillebror Friderich Leopold får  ikke mindre end 9 børn, så navnet Culmsee breder sig !  Også han slår sig på papirproduktion, men det er ikke så overraskende, for han er udlært svend på papirfabrikken Sct. Clara Mølle. Hans ældre bror Andreas Jørgen Culmsee forpagter omkring 1848/49 Havreholm Papirfabrik, og fra 1852 ser det ud til at Friderich Leopold overtager forpagtningen og flytter til Havreholm,  og bor her med sin store familie. Det går nu egentlig ikke bedre end for Jacob Ludvig i Brøndbyøster, for fabrikken går på tvangsauktion i 1854, men forbliver ved auktionen i familiens hænder, og nu er det den ældste af brødrene Johan Christian Culmsee der står som ejer, og han får endeligt tilskødet Havreholm i 1857.  Han indsætter dog hurtigt efter tvangsauktionen Friderich Leopold som bestyrer, og det er hans søn Valdemar, der på et tidspunkt overtager stillingen. Det er ham, der i 1872 lader bygge en ganske imponerende direktørbolig, der i dag er kendt som Havreholm Slot.


Der er meget der tyder på,  at familien Culmsee's mange papirfabrikanter måtte tage konsekvensen af ikke at følge med, da der kom nyere og mere rentable produktionsmetoder.

 

Der var 7 piger i Frierich Leopolds store børneflok, og her trækkes der igen tråde til Roskilde, idet digteren og maleren Holger Drachmann kurtiserer søstrene, ikke mindst Polly Culmsee,  som han virkelig var meget betaget af og fik et barn med, men det ender med at han gifter sig med lillesøster Emmy Culmsee.


Holger Drachmann og fru Emmy bor i Roskilde på Palæet i en periode i 1882/84 - og Emmy har til "Jul i Roskilde" 1926 skrevet sine erindrer om bl.a. dette ophold. Hun nævner, at hendes forældre er fra byen, men finder åbenbart ingen anledning til at nævne, at hun har en fætter, der driver købmandsforretning på hjørnet af Blågårdsstræde og Bondetinget. Du kan læse artiklen her


Cand.mag. Per Steenholdt har også skrevet om Emmy Culmsee/Drachmann i en artikel i ugeavisen Paperboy marts 2018 - Emmy har strengt taget ikke så meget med Bondetinget 23 at gøre - men det er en spændende historie om et af den gamle husars børnebørn.

Du kan kan læse artiklen her


Johan Culmsee boede med fruen, 8 børn og svigermor i Blågårdsstræde 10 ved folketællingen i 1890, så det udviklede sig til en stor familie.


Ud over købmandsforretningen, har der også været et smedeværksted på adressen - og mon ikke det har været i baggården.

En annonce i Dagbladet i juli 1916 fortæller, at smedemester N.P.Burup er leveringsdygtig i diverse jernkonstruktioner og reparationsarbejde med autogen-svejseapparat - og at han iøvrigt fra oktober flytter til Ringstedgade 14.


Det er samme N.P. Burup, som senere etablerer en maskinfabrik ved Christiansminde mellem Roskilde og Svogerslev.


Dagbladet juli 1916