Bondetinget 17 var inden restaureringen ejet af Roskilde Kommune, som solgte den til civilingeniør J. Broholm. Naboejendommen blev også solgt af Roskilde Kommune til arkitekt Bent Nordahl, som derefter forestod arbejdet med restaureringen af begge ejendomme.

"Foreningen til gamle bygningers bevaring i Roskilde" ( som i dag hedder "Foreningen for Bygnings- og landskabskultur i Roskilde") valgte i 1981 at præmiere begge ejendomme med den årlige pris i form af en plaquette til opsætning på facaden.

Plaquetten ses ikke på Bondetinget 17 i dag - der ses alene markeringen af ejendommens status som fredet.  Plaquetten blev angiveligt taget ned, da giveren efterfølgende ikke mente, at ejeren levede op til giverens høje krav til den fortsatte vedligeholdelse af ejendommen !!

Da restaureringsprojektet i 1980/1981 blev iværksat, var det i forlængelse af en fredningssag i 1979.

Roskilde Kommune ejede ejendommene Bondetinget 17 og 19, og holdningen var den, at nr. 19 var så bevaringsværdigt, at i hvert fald det ydre måtte bevares, men at nr. 17 gerne måtte nedrives, men skulle genopføres "i samme stil".

Roskilde Museum og andre gode og vidende mennesker var uenige i denne holdning, og de fik foranlediget en bygningsarkæologisk undersøgelse - og resultaterne heraf blev, at både Bondetinget nr. 17 og 19 blev fredet.

Det efterfølgende restaureringsarbejde blev derfor fulgt af Det særlige Bygningssyn - hvilket gør det endnu mere beundringsværdigt, at køberne af ejendommene gav sig i kast med projekterne.

Det er en lidt uhyggelig tanke, hvor tæt Roskildes ældste hus egentlig var på nedrivning !

Året 1851 betyder en væsentlig ændring for den indtil da sammenhængende ejendom på området, som vi i dag kender som Bondetinget 17-23.

Der sker en større ombygning, som betyder, at kun Bondetinget 17 bevarer sin hidtidige konstruktion som bindingsværksejendom - og den bliver på 10 fag og med tre små lejligheder.

De øvrige ejendomme ombygges i væsentlig grad med grundmur uden bindingsværk, og der sker en opdeling i de husnumre, som vi kender i dag.

Ejendommen har indtil da haft et lille "knæk" mod nord efter de første 10 østvendte fag, men nu rykkes den nye ejendom i nr. 19 en lille meter frem i gadebilledet, og nr. 21 og 23 kommer til at flugte hermed.

Den tidligst kendte  gengivelse af Bondetinget 17 er et udsnit af en akvarel fra 1835. Det er ejendommen yderst til højre i billedet, og vi kan se, at ejendommen på det tidspunkt havde en lille kvist over andet fag.

På den originale akvarel er huset vist med gulkalkede vægge og med røde vingetegl.

Det forekommer ganske sandsynligt, at ejendommen på dette tidspunkt er beboet af nogle husarer og deres heste - hvilket er beskrevet nedenfor.

I perioden 1778-1842 var Roskilde garnisonsby for en eskadron af husarregimentet.

Byen var forpligtet til - dog mod betaling herfor - at indkvartere husarerne og deres heste, og det skete gennem aftaler med private husejere.

Også i udlejningsejendommen i Bondetinget 17-23 blev der indkvarteret husarer og heste. Omfanget kan sikkert ha' skiftet gennem årene, men vi ved med sikkerhed, at der ved folketællingen i 1787 boede 6 husarer og deres heste i bygningen, og at der var inddraget dele af det oprindelige boligareal til indretning af 2 hestestalde - een til fire heste i 16 fags-bygningen nr. 17-19 og een til 6 heste i 12 fags-bygningen. 

I den periode blev ejendommen i daglig tale omtalt som "husarbarakkerne".

Der knytter sig en spændende historie til een af de husarer, som var registreret på adressen i 1801. Det er hans søn Jacob Ludvig, der 1850/51 bygger ejendommen på adressen Bondetinget 23/Blågårdsstræde 10, og senere er det et barnebarn, der i 1870'erne ejer husrækken Bondetinget 17-23 og driver købmandsforretning i hjørneejendommen.  Dette er beskrevet i forbindelse med omtalen af Bondetinget 23.

Det må ha' været noget af et syn, når husarerne efter dagens dont har bevæget sig til hest ned ad Bondetinget til gadens vestligste ende.

Specielt iøjnefaldende må det ha' været, når de ved særlige lejligheder var iført den farvestrålende gallauniform - til daglig har husarerne været iklædt mere praktisk arbejdstøj.

Indkvarteringen og husarernes øvrige lokaliteter var spredt pænt rundt i byen, så det var jo ikke bare i Bondetinget at husarerne var synlige.

På oversigtskortet kan man med blå markeringer se, hvor husarerne og hestene boede i 1787 - og med rødt er markeret bl.a. eskadronchefens bolig i Skomagergade 30 ( han flyttede siden til Palæet). Ved Palæet var der bl.a. ridebane og fægtesal, og ikke mindst det vi i dag kender som "husarstalden", som blev brugt til at opbevare havre, hø og halm til hestene. Sygehuset lå i Hersegade, beslagsmedien i Sankt Olsgade, vagtstuen ved Sankt Peders Stræde og ekserserpladsen uden for byporten tæt på vejen mod København ved det område, vi i dag kender som Håndværkervej.

Man skal nogle gange læse de gamle kort med et gran salt - ikke mindst Resens kort fra 1677, men sammenkædet med informationen om at Bondetinget 17-23 har ligget der siden omkring år 1600 tilfører det denne del af kortet troværdighed. Til gengæld er der ingen tvivl om troværdigheden m.h.t. Marmillot's kort fra 1765.

I Roskilde bys grundtakst 1682 nævnes en 28-fags bygning med "lejevåninger ( lejeboliger) med lidet Kaal Jord til" ejet af magister Escild Lauridtzen.

Ejendommen har tilsyneladende undgået de store brande i Roskilde i 1731 og 1735.

I Roskildes første brandtaksation i 1736 får vi at vide, at der på stedet er 7 "lejevåninger", men omtales nu som fordelt på to huse på hhv. 16 og 12 fag. De er med klinede vægge og tag med langhalm, og indrettet med stuer, kamre og køkkener.

Ejendommene tilhører på tidspunktet forvalteren af Københavns Universitets jorder i Roskilde, seigneur Christen Knudsen.

Christen Knudsen var på et tidspunkt en særdeles velhavende mand, som også ejede hjørneejendommen Skomagergade /Blågårdsstræde - eller rettere "Knudsensstræde" som var det folkelige navn på det tidspunkt.

Christen Knudsen gik dog siden fallit, og det var  rådmand Hans Rasmussen Lange der overtog ejendommen i Bondetinget, og der har sandsynligvis været en eller flere ejere inden 1761.

I brandtaksationen i 1761 er ejendommen ejet af etatsråd Münthe, og forbedret med bl.a. stentag til gaden - de klinede vægge mod gaden er erstattet af brændte sten mellem bindingsværket, og der er opsat bilæggerovne.

I 1769 overtager kleinsmed Mathias Saul - han boede selv i Skomagergade 14, så det var stadig en "investeringsejendom". 

I 1782 sælger Saul ejendommen til værtshusholder Svend Boeman, men denne går konkurs i 1782 - samme år som Saul dør - og det er Sauls enke der skal udrede trådene og sikre tilgodehavendet i ejendommen. Det sker efter mange forgæves auktioner, og det falder først på plads i 1784. Hun har i mellem tiden giftet sig med kleinsmed Johan Rossau, så det er ham, der formelt sælger til værtshusmand og mølleejer Hans Larsen i 1784.

Flere husarers indflytning i Bondetinget betyder indretning af 2 hestestalde i 1791, som nødvendigvis må ha'  betyde en indskrænkning af boligarealet. Det er den nye ejer Hans Larsen der har set de forretningsmæssige muligheder, som står for ombygningen.

Hans Larsen dør i 1806. Det er p.t. et ubesvaret spørgsmål, om det er hans enke eller en ny ejer der i 1811 sælger til købmand Bruun. Det er hans enke, der i 1816 sælger til købmand Søren Frederik Kornerup, som dog straks sælger videre til rebslager Peder Lund. Han videresælger til snedkermester Hultzen i 1838, og endelig sælger hans enke til rebslagersvend Johan Andreas Stam i 1850.

Da husarerne forlader byen i 1842, sker der igen en tilpasning af ejendommenes indretning, og nu er det Stam der i 1851 sørger for ændringerne i nr. 17 og 19, og det er i samme år at resten af husrækken får nogenlunde det udseende, som vi kender i dag,  idet der frasælges og  om- eller nybygges i betydeligt omfang - f.eks køber Johan Ludvig Culmsee nr. 23, som om- og tilbygges, og det er beskrevet senere i denne beskrivelse af den gamle udlejningsejendom.

Kun Bondetinget 17 forblev som før - omend der også her er sket en ombygning i et eller andet omfang.

Rækken af ejere er ikke nødvendigvis 100% korrekt - der kan han have "indsneget" sig ejere i rækkefølgen, som ikke umiddelbart har været at finde i de gamle arkiver .

Bondetinget 21 fremtræder i dag som et smukt renoveret byhus, som stadig i 1857 er registreret som et bindingsværkshus i een etage.

Omkring år 1900 har bygningen fremtrådt nogenlunde som vi ser den nu, og der har i stueetagen været et depot for "Bryggeriet Stevns", der blev etableret i 1856 og lukkede i 1970. Tilstedeværelsen af et øl-depot fortæller også, at der må ha' været adgang til bygningen bagfra - og det kan kun ha' være med indkørsel fra Blågårdsstræde - således som det faktisk også fungerer i dag.

Huset har en fælles historie med sine naboer - nemlig at være en del af en 28-fags bebyggelse fra nr. 17-23 fra omkring år 1600 og frem til 1851, hvor der skete betydelige om- og nybygninger.

Ejendommens ældre historie er i store træk beskrevet under Bondetinget 17

I den sidste del af perioden som forretningslokale, var der en antik-forretning frem til 1993.

Forretningslokalerne bliver ombygget til boligformål omkring 1993/94 jfr. kommunens byggesagsarkiv.

Antik-forretningen har formentlig afsluttet den mangeårige tilstedeværelse af en købmandsbutik i slutningen af 1960'erne.

I 1940 er det købmand Holger Carstensen der bor på stedet, og han driver forretningen sammen med sin hustru helt frem til slutningen af 1960'erne.

Vi var i en tid, hvor Carlsberg-bryggeriet bryggede øl til lokal aftapning - således også hos J. C. Culmsee.

En af etiketterne har overlevet, omend i en lidt ringe stand.

Man bemærker, at Carlsbergs logo dengang var svastika-symbolet, også kaldet soltegnet - ikke at forveksle med det senere så berygtede logo for det tyske nazistparti.

Ligheden var dog så påfaldende, at Carlsberg efter 1945 afstod fra at benytte dette logo.

Et kig ind i "privaten", hvor hele anegalleriet ser ud til at være stillet frem.

I forgrunden ser vi et ungdomsportræt af Johan

Christian Culmsee.

Det kan kun være et gæt, men det kunne være enkefru Karen Sophie, der efter sin mands død i 1905 har ønsket sig dette billede med sin afdøde mands portræt i forgrunden.

Der knytter sig den helt særlige historie til købmand Johan Christian Culmsee, at han var barnebarn af en af de husarer, der var registreret i Bondetinget ved folketællingen i 1801, og det var hans far Jacob Ludvig, der i 1850/51 opførte hjørneejendommen.

Som tidligere beskrevet, overtog han ejendommen og forretningen i 1864 i forbindelse med moderens død - efter et lille mellemspil, har en svoger havde etableret købmandsforretning på stedet i 1861.

Man kan derfor undre sig lidt over, at han først så sent som i 1876 annoncerer med åbning af en urtekramhandel  - men det får vi nok ikke noget svar på.

Da han selv falder bort i 1905 viderefører enkefruen forretningen, og da hun mener at tiden er inde til en afløser, griber hun det lidt anderledes an.

Hun annoncerer bl.a. i Dagbladet herom, og i juli 1916 ser aftalerne ud til at være faldet på plads, og købmand Anders Larsen overtager lejemålet - men fortsat med fru Culmsee som ejer. Senere folketællinger tyder på at der har været nye lejere inden 1940, hvor købmand Carstensen er flyttet ind.

Ud over købmandsforretningen, har der også været et smedeværksted på adressen - og mon ikke det har været i baggården.

En annonce i Dagbladet i juli 1916 fortæller, at smedemester N.P.Burup er leveringsdygtig i diverse jernkonstruktioner og reparationsarbejde med autogen-svejseapparat - og at han iøvrigt fra oktober flytter til Ringstedgade 14.

Det er samme N.P. Burup, som senere etablerer en maskinfabrik ved Christiansminde mellem Roskilde og Svogerslev.