Algade 63-65

Algade 63-65


Fra 1958 var gadenumrene Algade 57-65 

og mellem 1901 og 1958 Algade 43-52


(Denne side er under konstruktion)


Foto KB 2022

Algade 63-65 er bygget i to etaper startende fra øst mod vest i 1961, og det samlede kompleks stod færdigbygget i 1963 som en blandet erhvervs- og boligejendom i 4 etager og kælder m. parkering.

Nr. 63 er opdelt i postadresserne 63 a-b-c, og e-f. Nr. 65 er opdelt i 65 a-b-c-d.


I gadeplan er der (2023) 10 butiks/erhvervslokaler, og på 1. sal er der 7 lejemål anvendt til liberalt erhverv, og på de øvrige etager er der 43 privatboliger - tilsammen byens største ejendom af sin art.


Ejendommen er kendt som "von Meyerens ejendom" - efter slægten von Meyeren, som fra 1875 drev købmandsvirksomhed i den østligste del af husrækken - og som over tid fra 1923-1936 opkøbte husrækken nr. 57-65. Ejendommen er fortsat i slægtens eje.


Stedet var tilbage fra 1700'tallet bebygget med en række lave lerklinede og stråtækte bindingsværkshuse.


Da konsumtionsafgiften (datidens moms) blev indført af kongen i 1671 blev byens indfaldsveje forsynet med bomme, hvor afgiften blev opkrævet. Således også ved indfaldsvejen fra København, og bommen blev først placeret ud for det sted, som vi inden nedrivningen kendte som nr. 57, og omkring 1797 blev bommen flyttet til nr. 63, inden den blev fjernet i 1851, hvor afgiftsopkrævningen på denne facon blev ophævet.


Bommene markerede samtidig bygrænsen, så store dele af bebyggelsen har været uden for bygrænsen tilbage i tiden.


Ejendommen ligger lige øst for stedet, hvor den gamle byvold omkring Roskilde krydsede det nuværende Algade.


Denne byvold blev etableret omkring 1150 af Svend Grathe - den ene af de tre berømte bejlere til den danske trone i midten af 1100'tallet - Svend, Knud og Valdemar. Oven på denne vold med en ydre voldgrav har der været et palisadeværk, hvori der har været en gennemgang mod øst.


Hestetorvet var indenfor volden, og hvad der lå mod øst var altså uden for volden.


Over tid forsvandt den gamle vold i takt med at behovet for et sådant forsvarsværk forsvandt, men der var fortsat etableret en byport frem til 1700'tallet - den som siden har givet os navnet "Røde Port".

Foto KB 2022

Erhvervslejemålene i stueetagen har haft en del forskellige lejere siden 1963.

Hvis man primo 2023 ser hvad der gemmer sig bag glasruderne, kan man fra den vestlige ende og i retning mod Røde Port finde:

"Akupunktur Behandlingscenter" - dameekviperingsforretningen "Borch" - frisørforretning m.v. "Brandt" - "Soft Gold", der sælger kjoler, tasker, tørklæder, puder o.lign. - cykelforretningen "Roskilde Station Cykler" - støvsugerforretningen "Støvsugerbanden" - skønhedsklinikken "Bachau Beauty" - frisørsalon "City Salon" - en klinik for fodterapi og endelig "Algade Rens".


Lokalhistorisk Arkiv 1961

Lokalhistorisk Arkiv 1960

1961 var det sidste år, hvor byens borgere kunne se husrækken Algade 57-65. Nedrivningen begyndte og en ny stor samlet bebyggelse skulle rejse sig frem mod 1963, hvor "Von Meyerens ejendom" stod færdig.

Det Kongelige Bibliotek , Sylvest Luftfoto - omkring 1956

Omkring 1956 ser man på luftfotoet både husrækken 57-65 incl. lagerpladsen til købmandsforretningen - bunkerne af kul fortæller, at vi stadig er tæt på afslutningen af 2. verdenskrig, og at kul, koks og brænde stadig var meget benyttet til husenes opvarmning.


Oliefyrene dukkede op lidt senere, og på billederne fra 1960 ser man, at fyringsolie nu også var en del af købmand v.Meyerens tilbud.

Lokalhistorisk Arkiv - Fotograf Hude - omkr. 1905

Lokalhistoriesk Arkiv ca. 1904

Lokalhistorisk Arkiv ca.  1900

Hudes billede fra 1905 - billedet af begravelsesoptoget - formentlig med "Roskildes Ligbærerlaug af 1869" som arrangør - set fra Hestetorvet, og billedet fra nogle få år senere set fra den anden side afslører, at der nærmest ikke er sket noget med husrækken fra denne periode og frem til nedrivningen i 1961.

Algade 57


Lokalhistorisk Arkiv 1961

Lokalhistorisk Arkiv 1943

Det er yderst sparsomt hvad der er af billedmateriale som viser Algade 57, som på billedet fra 1961 - tæt på nedrivningen - ses sammen med Algade 55. Billedet fra 1943 viser med tydelig skiltning bygningens anvendelse i mange år, nemlig en del af købmand von Meyerens købmandsforretning, hvorfra der blev solgt støbegods, f.eks. støbejernskakkelovne og vinduesrammer.

Algade 57 som acissebod/bomhus


"Riget fattes penge" har vist været en kendsgerning siden ruder konge var knægt - og opfindsomheden m.h.t. at opkræve skatter og afgifter har aldrig fejlet noget, og det gjorde sig også gældende, da kong Kristian den 5. i 1671 indførte konsumtionsafgiften eller "acisse" som betyder tillægsafgift.


Alle landets købstæder skulle opkræve denne afgift, når der blev indført varer til borgernes forbrug, og det blev pålagt de lokale bystyrer at organisere dette. Efter lidt indledende praktiske udfordringer gled det hele lidt nemmere, da det blev besluttet at byerne kunne beholde en mindre andel af afgiften.


Det foregik sådan, at opgaven blev udliciteret til de interesserede via auktioner for kortere årrækker, og der skulle betales et betydeligt beløb til byen for at få opgaven - en beløbsstørrelse som blev afgjort ved auktionerne. Realiteten var naturligvis, at kun byens absolut rigeste havde mulighed for at byde - og deres andel af afgifterne lagde yderligere rigdom til konsumtionsforpagternes formuer.

Udsnit Fr.den 5.'s atlas 1753

Roskildes praktiske mulighed for at sikre en effektiv opkrævning var at opsætte bomme og etablere nødvendige bygninger til mandskabet ved byens fire indfaldsveje : ved Røde Port, Ringstedgade, Sankt Ols Gade og Hersegade.


For at sikre adgangen til byen fra møllerne ved Maglekilde og nordpå, blev der yderligere opstillet en bod ved Maglekilde.


Acisseboden - eller bomhuset som var et andet navn for det samme - ved indkørslen fra øst, var som nævnt placeret ved Røde Port - eller rettere ud for Algade 57.

Bommen var her frem til ca. 1797, hvor den blev flyttet små 50 meter mod øst til Algade 63.


På Frederik den 5.'s atlas fra 1753 er stedet tydeligt vist - ligesom portene ved indgangen til Ringstedgade og Hersegade er indtegnet.


Du kan se hele kortet her



Der findes intet billede eller lignende af bommen ved Røde Port, og det gælder også portene ved Ringstedgade og Hersegade, men accisseboden ved Maglekilde findes faktisk den dag i dag - omend kraftigt ombygget.

Bygningen ligger på Maglekildevej 9 på hjørnet til Hedegade.


Yderligere findes en tegning, hvor man kan se bommen i Sankt Ols Gade

Maglekildevej 9 - foto KB 2016

Det kongelige bibliotek 1835

Algade 59


Indtil omkring 1846 lignede bygningen Algade 59 sandsynligvis til forveksling naboerne i nr. 55-57, og Algade 57 og 59 flyttede gennem årene lidt rundt på arealstørrelsen.  Vi var i en tid, hvor der ikke var brandsikre mure mellem ejendommene, så det var en smal sag at udvide/indskrænke lejemålene efter behov. Men i 1846 blev der bygget nyt - en to etages ejendom med en meget høj kælder og dertil kviste i tagetagen.


Denne ejendom stod frem til nedrivningen i 1961.

Lokalhistorisk Arkiv omkr. 1911

Det var murermester Frederik Bruun der i 1846 købte den gamle stråtækte udlejningsejendom og straks rev den ned for at bygge nyt.


Ejendommen er sandsynligvis blevet opført med salg for øje, for allerede i 1848 videresælges den til købmand Funder, som senere blev ejer af flere af naboejendommene. Han flytter selv ind i ejendommen og han etablerer købmandsforretning i den høje kælderetage - som dog af senere ejere bliver udlejet til værtshusdrift.


Også den senere ejer Sophus von Meyeren var i 1890 - inden han selv købte ejendommen i 1899-  flyttet ind i stuelejligheden, som helt sikkert i højere grad har levet op til tidens krav i forhold til hvad nabolaget kunne byde på.


Den nye bygning adskilte sig markant og positivt fra de omkringliggende lave bygninger, og man kunne forestille sig, at det skulle være startskuddet til at noget tilsvarende skete hos naboerne - men det skulle vise sig ikke at blive tilfældet, for bygningen stod som en ensom majestæt frem til 1961.





I folketællingerne kan vi se hvordan der skiftes gæstgiver med års mellemrum - Ved folketællingen i 1870 kan vi se at gæstgiveren hedder Niels Christian Nielsen. I 1880 Niels Jensen, i 1890 og 1901er det gæstgiver Hans Hansen med familie der bor i kælderetagen, og senere kom så i 1906 Carl Christian Hansen.


Jfr. avisanoncering har navnet på kældercafèen i 1905 været "Skibet", men der er kort efter skiftet navn til "Cafè Landbohjem".


Omkring 1911 var det Niels Christiansen der var vært på "Cafè Landbohjem".

Det ser det ud til at værtshusdriften er ophørt mellem 1920 og 1925,  for ved folketællingen 1925 bor der en maler og vaskeriejer Zentio med familie i kælderen.


En lille notits i Roskilde Avis i 1920 vidner om at værtshuset absolut havde sine standarder.

Lokalhistorisk Arkiv omkr. 1911

Roskilde Avis 4. maj 1920

Algade 61


Lokalhistorisk Arkiv omkring 1959

Det pynter jo med lidt sne på taget, men der kan næppe være tvivl om at denne del af husrækken fra sin tidligste år og frem til 1961 har været gammeldags lejeboliger uden de store bekvemmeligheder for absolut jævne Roskilde-borgere. Folketællingerne gennem årene vidner om stillingsbetegnelser, som har været præget af lavindkomst, men til gengæld var der rigtig mange børn i familierne.

Det ser ikke ud som om at denne del af bygningsrækken på noget tidspunkt har været inddraget i driften af købmandsforretningerne.

Algade 63


Lokalhistorisk Arkiv omkring 1959

Ejendommen kan virke lille og undseelig, og det er den jo egentlig også, men ikke desto mindre har den for år tilbage dannet rammen om ganske spektakulære beboere, og har skrevet sig markant ind i både lokalhistorien og litteraturhistorien.


Her var der til omkring 1929 en kendt tobaks- og antikvitetsforretning, hvis indehaver - nok lidt ufrivilligt -  blev kendt som "Tummelumsen" - og meget, meget tidligere fra omkring 1797 til 1851 var det ud for denne adresse, at der var opstillet en bom, som både markerede bygrænsen og stedet, hvor der skulle betales afgift for indførsel af varer til byen.


Den mest kendte ejer af ejendommen gennem tiderne er nok antikvitetshandler Otto Hauerberg Mellerup (1871-1932).


Han var uden tvivl en stor inspirarationskilde for forfatteren Gustav Wieds roman "Livsens Ondskab", hvis hovedperson "Tummelumsen" på så mange måder ligner Mellerups person og liv. 

I samtiden var der flere der mente, at Gustav Wied var tæt på at være ondskabsfuld i sin personbeskrivelse.


Da Keld Markuslund i 1972 i TV-serien, som bygger på Gustav Wieds "Livsens Ondskab" og "Knagsted",  gestalter "Tummelumsen", er det helt sikkert ikke ondskabsfuldt ment, men ikke desto mindre har det formentlig bidraget til opfattelsen af, at Mellerup var en hel del mere sær og fysisk handicappet end tilfældet var i virkeligheden -  nu var det jo fiktion, men dog kun 40 år efter at Otto Mellerup døde.


Lokalhistorisk Arkiv -  Otto Mellerup i sin mors butik omkring 1900

Lokalhistorisk Arkiv  - Otto Mellerup foran sin mors butik omkring 1911

Lokalhistorisk Arkiv - Marie Mellerup foran sin butik omkring 1911

Lokalhistorisk Arkiv - Otto Mellerup ( til venstre)  - markedsdag på torvet  1908

Lokalhistorisk Arkiv - Otto, Marie og Anna Mellerup   omkr. 1900

Det var Otto Mellerups mormor, enkefru Maren Kornerup, der i 1856 havde købt ejendommen sammen med sin nu afdøde mand Emil Kornerup.


I 1883 flyttede Otto Mellerups mor Marie Mellerup hertil fra Ladegårdsmøllen i 1883 med sine 5 børn. Hun var blevet enke allerede i 1880, hvor hun først forsøgte at drive møllen videre med sine medarbejdere, men måtte give op, da stedets vindmølle brændte, og gården blev solgt.


Det var Mette K. Marie Mellerup (1848-1926) der i 1887 etablerede en tobaksforretning på adressen Algade 49 - senere Algade 63 - for at skabe noget indkomst til familien.


Roskilde Dagblad dec. 1905

Roskilde Dagblad 1887

Da mormor Maren Kornerup døde i 1891, arvede Otto Mellerups mor ejendommen.


Otto blev uddannet til cigarmager efter at han var blevet konfirmeret i 1885, og han deltog tidligt i forretningens daglige drift.

Otto fandt interesse i at supplere tobakshandlen med opkøb og salg af antikviteter og møbler fra dødsboer m.v., og det har været så pladskrævende at der omkring 1907/1908 blev lejet et lokale på Algade 37 (i dag nr. 49-51) , som blev benyttet til udstilling af disse effekter. Der er beskrevet yderligere herom under adressen.


I 1918 var det tid til et generationsskifte, så Otto og hans søster Anna - som også havde deltaget i butiksdriften - løste borgerbrev og overtog moderes forretning i fællesskab. Tiden var så også blevet moden til at gøre Algade 37 til en egentlig forretning, hvor man nu kunne finde Otto - ofte uden for forretningen.


Tobaksforretningen i Algade 49 lukkede i 1929, og kort tid før var antikvitetsforretningen i Algade 37 også lukket.

Otto Mellerup omkring 1920'erne - foran Algade 37 -  foto i privat eje hos Ove Mellerup

Otto Mellerup omkring 1920'erne - foto i privat eje hos Ove Mellerup

Otto Mellerup yndede at stille sig foran forretningen i nr. 37 - ikke mindst hvis der ankom tog til stationen. Som man vil se blev der i vinduet også blev henvist til forretningen i nr. 49 - det var jo sin sag at passe to butikker og ved frokosttid indtage denne hos sin mor og søster i nr. 49.

Et interiør fra Algade 37 viser noget af Otte Mellerups varesortiment, som allerede tidligt i 1900'tallet i mindre og stadigt stigende omfang var at finde i moderens butik.  Det er jo en god diskussion hvad der betragtes som antikviteter og hvad der "bare" er gammelt. Det var almindeligt kendt, at Mellerup var opfindsom og ikke holdt sig for fin til at "fifle" lidt med oprindelsen af sit varesortiment.

Eva Tønnesen - den mangeårige leder af Lokalhistorisk Arkiv - har i ROMU's årsskrift 1988 skrevet om "Otto Mellerup - digt og virkelighed", som meget detaljeret og læseværdigt fortæller om Otto Mellerups liv og sammenblandingen med romanfiguren "Tummelumsen".

Du kan læse artiklen her


Du kan her læse en ultrakort beskrivelse af handlingen i "Livsens Ondskab".


DR viste i 1972 en filmatisering i 5 afsnit af "Livsens Ondskab", og du kan se/gense dette i DR's arkiv Bonanza her

Algade 63 som acissebod/bomhus


I 1797 køber kongen de 7 østligste fag i husrækken Algade 55-65 med henblik på selv at overtage den opkrævning af konsumtionsafgift, som hidtil havde fundet sted ved nr. 57, og som allerede er beskrevet under denne adresse lidt højere op i teksten.


Man må formode, at kongen og hans administration havde truffet den beslutning af økonomiske grunde.


Hidtil havde opgaven været "udliciteret" til skiftende konsumtionsforpagtere, som fik en mindre andel af afgiften som betaling for at stå for opkrævningen, og denne betaling kunne naturligvis spares ved at kongens egen administration overtog opgaven.


Ejendommen ombygges straks, og i den forbindelse tilføres yderligere 2 fag. 

Den gamle ejendom var lerklinet bindingsværk med halmtag, men den nye ejendom fremstod grundmuret og med et mere tidssvarende tag, hvilket fremgår af brandtaksationen i 1801.


Den blev indrettet til såkaldt acissebod/bomhus, hvorfra bommen kunne betjenes, og det var inklusive en bolig til toldbetjenten.  Ved folketællingen i 1850 kan vi se at toldbetjent Andreas og hans kone samt 4 børn i alderen 7-14 år bor på adressen.


I 1853 ophører opkrævningen af konsumtionsafgift, og dermed forsvinder behovet for et bomhus.


Ejendommen sælges igen til "privat brug" og opdeles i 1856 i 2 matrikler på hhv. 4 og 5 fag.


Algade 63 bliver på 5 fag, og det er den ejendom som Emil og Karen Kornerup køber i 1856, og som siden går videre til familiens næste generation - først Marie Mellerup, og siden Otto Mellerup.


Bygningen mod øst får nr. 65 har de 4 fag og den får omkring 1864 tilført en yderligere etage, og det er den, der i 1879 bliver købt af Sophus v. Meyeren.

Algade 65


En væsentlig forudsætning for von Meyerens byggeri i 1961, blev i praksis skabt af købmand Peter Larsen Funder, som i 1848 købte den nyopførte 2-etagers ejendom i nr. 59 af murermester Frederik Bruun.


Det er en nærliggende tanke, at der forelå en aftale mellem Bruun og Funder, for det var vel sin sag at bygge en ejendom med et butiks-kælderlokale uden på forhånd at ha’ en lejer eller ny ejer. Der foreligger dog intet om at det var sådan det foregik.


Til gengæld må det være ret sikkert at købmand Funder indretter sin butik i kælderen med kun få trin ned, og så købte han i hurtigt tempo nr. 61 i 1851, og i 1857 købte han nr. 57 og den store plads med bagbygninger, som lå øst for og bag nr. 63 og 65.

Desværre dør han i en relativ ung alder i 1859 og efterlader sig en enke og tre små børn, og ikke mindst en større ejendomsportefølje og en stor købmandsforretning, som viser sig at være et fallitbo, der ender på tvangsauktion.

Det nævnes i forb. med tvangsauktionen, at ”ejendommene har været drevet som en samlet enhed med en betydelig købmandsvirksomhed”.

Man leder forgæves efter annoncering i de lokale aviser i Funders ejertid, så det står ikke helt klart hvor bredt varesortimentet har været

Det bliver købmand Conrad Hellesen der køber det hele, og han går straks i gang med at annoncere, og det fremgår heraf, at han både handler med sædvanlige kolonial-varer og sælger Marstrand-fabrikkens sortiment af knive, vægte, økser, haveredskaber. Dertil annonceres med levering af kul og koks, som bliver bragt ud med hestevogne, og derfor var der også hestestald i bagbygningerne.

Kælderbutikken i nr. 59 har nok været omdrejningspunktet for købmandshandelen, men en væsentlig del er nok også foregået i bagbygningerne – ikke mindst på den store plads mod øst, hvor kul- og kokslageret må ha’ haft sin plads.

Conrad Hellesen dør i 1864, og det ser du til at enkefru Caroline har formået at videreføre driften med sine betroede medarbejdere - måske også sønnen Edvard -  indtil 1883, hvor det hele afhændes til grosserer Edvard Hellesen.


Edvard Hellesen har sikkert haft gang i egne forretninger, så han udlejer hurtigt købmandsdriften til købmand Sophus v. Meyeren på en  - i første omgang – 5-årig lejekontrakt i lejekontrakt i 1884.

S. von Meyeren har allerede i 1879 købt en lille købmandsforretning i nr. 65, og det forekommer sandsynligt, at det hele samkøres efter at lejemålet i 1884 blev etableret.

Da Edvard Hellesen dør i 1899 er det stadig v. Meyeren der driver købmandsvirksomheden, og af enken  køber han alle ejendommene, og von Meyeren er nu ejer af hele striben af ejendomme fra nr. 57 til 65 undtaget nr. 63 – men den bliver købt af næste generation i von Meyeren-slægten, Gustav von Meyeren i 1931 og således var der 30 år senere basis for at nedrive det hele og bygge nyt.