Da den nye "Von Meyerens købmandsgaard" stod færdig i 1963, var det med en 100 kvm ny købmandsbutik i facaden mod Algade i den østlige ende.

Der var fortsat stor handel med fyringsolie, kul og koks koks, hvor aktiviteterne primært var henlagt til bagbygninger og gårdspladsen. Der blev bl.a. etableret tanke til 52.000 liter fyringsolie.

I 1971 blev beslutningen at nedlægge kolonialafdelingen og bruge kræfterne primært på forretningen med fyringsolie.

Den oprindelige facade på nybygningen var set med nutidens øjne ikke just en "pryd for øjet", men selvfølgelig i en stil, som man i 1963 fandt tidssvarende.

En gennemgribende facaderenovering har senere på en positiv måde tilført bygningen en helt anden karakter.

Omkring 1956 ser man på luftfotoet husrækken 57-65 incl. lagerpladsen til købmandsforretningen - bunkerne af kul fortæller, at vi stadig er tæt på afslutningen af 2. verdenskrig, og at kul, koks og brænde stadig var meget benyttet til husenes opvarmning.

Oliefyrene er dog også så småt dukket op, og på billedet ser man på gavlreklamen, at fyringsolie nu også var en del af købmand v. Meyerens tilbud.

For en kort stund var der købmandsforretning i en midlertidig bygning fra 1961 til 1962.

Da byggeriet af den nuværende bygning skulle starte, var det første der blev revet ned den "gamle" nr. 57.

Planlægningen var således, at det var fra øst man byggede 1. etape af nybygningen, og dermed forsvand den gamle købmandsbutik m.v. - men virksomheden skulle jo fortsat fungere, så den midlertidige bygning tjente sit formål indtil den østlige del med den nye købmandsforretning stod klar.

Det er yderst sparsomt, hvad der er af billedmateriale som viser Algade 57 i nyere tid før nedrivningen.

I de sidste år havde "Kaj G" - Kaj G. Petersen -  salg af bl.a. Java-motorcykler, måske også alm. cykler,  i forretningen, og et tilhørende værksted i bagbygningen.

I årene omkring 1957/58 var det Sven Mahnfeldt der reparerede motorcykler på værkstedet, og samtidig passede butikken. Han var egentlig smedeuddannet fra Maglekilde Maskinfabrik, men forstod sig på at reparere motorcyckler og entreprenørmaskiner.

Billedet fra 1943 viser med tydelig skiltning bygningens anvendelse i mange år, nemlig en del af købmand von Meyerens købmandsgaard, hvorfra der blev solgt støbegods, f.eks. støbejernskakkelovne og vinduesrammer til f.eks staldbygninger og bagbygninger.

Roskildes praktiske mulighed for at sikre en effektiv opkrævning var at opsætte bomme og etablere nødvendige bygninger til mandskabet ved byens fire indfaldsveje : ved Røde Port, Ringstedgade, Sankt Ols Gade og Hersegade.

For at sikre adgangen til byen fra møllerne ved Maglekilde og nordpå, blev der yderligere opstillet en bod ved Maglekilde.

Acisseboden - eller bomhuset som var et andet navn for det samme - ved indkørslen fra øst, var som nævnt placeret ved Røde Port - eller rettere ud for Algade 57.

Bommen var her frem til ca. 1797, hvor den blev flyttet små 50 meter mod øst til Algade 63.

På Frederik den 5.'s atlas fra 1753 er stedet tydeligt vist - ligesom portene ved indgangen til Ringstedgade og Hersegade er indtegnet.

Du kan se hele kortet her

Det var murermester Frederik Bruun der i 1846 købte den gamle stråtækte udlejningsejendom og straks rev den ned for at bygge nyt.

Ejendommen er sandsynligvis blevet opført med henblik på udlejning og ikke mindst etablering af en restauration i den meget høje kælderetage.

Man skal bemærke sig årstallet 1847 - året hvor jernbanen København/Roskilde åbnede den 26. juni, og byens restauratører m.v. vejrede morgenluft  - dog efter nogen betænkningstid -  og drømte om der ville komme en stigende strøm af nye kunder fra København.

Det er åbenbart jfr. denne restaurations annoncering i en københavnsk avis, at murermester Bruun delte disse drømme, og han ser ud til at være den første der stod klar.

"Prindsen" var dog veletableret mange, mange år før jernbanens ankomst, og værten kaptajn Sveistrup koordinerede sine spisninger, som foregik for alle på een gang, med togenes ankomsttidspunkter.

Stationsbygningen blev først forsynet med en restauration i april 1849. "Hotel Frederiksstad" på det vestlige hørne af Hestetorvet og Algade blev senere den næste mulighed på de rejsendes vandring mod hovedgaden, men også her gik der nogle år før der var klar til at modtage gæster.

Længere ned ad Algade fandt man fra omkring 1848 i Algade 7 "Stadt Hamburg", som angiveligt blev etableret i anledning af jernbanens forventede velsignelser - og dertil var der jo en stribe af mindre værtshuse til de tørstende sjæle.

Det har været mere end svært at få til rejsende til at dreje til højre for enden af Hestetorvet - det var jo vejen ud af byen - og alt tyder på at murermester Bruuns drømme fik en meget hurtig ende, og faktisk også før han for alvor fik konkurrence.

I "Københavns Kongelige Alene Priviligerede Adressecomptoirs Efterretninger"  den 7. august 1847, er indrykket en annonce, hvor "de ærede rejsende" anbefales at afbenytte den nyetablerede restauration. Det var absolut usædvanligt, at en lokal restauration annoncerede i en københavnsk avis, men det var jo logisk, når det åbenbart var et københavnsk publikum man bejlede til.

Restauratørens navn fremgår desværre ikke af annoncen, men er det ikke Bruun selv, så tyder en senere annonce på, at han er økonomisk involveret. 

En annonce fra Roskilde Avis en god månes tid senere viser, at der naturligvis også skal findes lokale kunder, men det er svært at overse, at der er tegn på at ikke alt går som planlagt.

Det er jo godt tænkt at invitere til en tombola med efterfølgende spisning formedelst 2 mark pr. lod - men de "værdifulde" præmier vidner om at de tages direkte fra restaurationens hylder - og det er hos murermester Bruun der kan købes billetter.

Alt tyder på at restaurationsdrømmen hurtigt brast, og allerede den 7. juni 1848 skrev murermesteren slutseddel med købmand Funder, og restaurationes dage var talte.

Murermester Bruun var nu ikke færdig med at bygge, for i 1854 købte han  hjørneejendommen Hestetorvet 1, og byggede i flere etaper langs hele facaden mod Hestetorvet helt frem til 1859 - og han solgte hele "herligheden" i 1865

I folketællingerne kan vi se hvordan der skiftes gæstgiver med års mellemrum - Ved folketællingen i 1870 kan vi se at gæstgiveren hedder Niels Christian Nielsen. I 1880 Niels Jensen, i 1890 og 1901 er det gæstgiver Hans Hansen med familie der bor i kælderetagen, og senere kom så i 1906 Carl Christian Hansen.

Jfr. avisanoncering har navnet på kældercafèen i 1905 været "Skibet", men der er kort efter skiftet navn til "Cafè Landbohjem".

Omkring 1911 var det Niels Christiansen der var vært på "Cafè Landbohjem".

Det ser det ud til at værtshusdriften er ophørt mellem 1920 og 1925,  for ved folketællingen 1925 bor der en maler og vaskeriejer Zentio med familie i kælderen.

En lille notits i Roskilde Avis i 1920 vidner om at værtshuset absolut havde sine standarder.

Billederne af facaden vidner tydeligt om en meget gammel ejendom, men skulle man være i tvivl, er det for alvor til at se på bagsiden.

Ejendommen er fortsat beboet i 1960, hvor beboeren "fru Nielsen" står i døren og ser ud til at ha' klædt sig pænt på til lejligheden. 

Bemærk afløbet - sandsynligvis fra et køkken - som går direkte ud på gårdspladsen.

Det ville være synd at sige, at bygningerne fra nr. 61 til 65 fremtrådte bevaringsværdige. Billedet er taget et års tid før husene blev nedrevet. til højre med den laveste skorsten ser vi ejendommen, som tidligere tilhørte Otto Mellerup. Den lille bygning med skråtag ligner umiskendeligt et forhenværende udendørs lokum.

Den mest kendte ejer af ejendommen gennem tiderne er nok antikvitetshandler Otto Hauerberg Mellerup (1871-1932).

Han var uden tvivl en stor inspirarationskilde for forfatteren Gustav Wieds roman "Livsens Ondskab", hvis hovedperson "Tummelumsen" på så mange måder ligner Mellerups person og liv. 

I samtiden var der flere der mente, at Gustav Wied var tæt på at være ondskabsfuld i sin personbeskrivelse.

Da Keld Markuslund i 1972 i TV-serien, som bygger på Gustav Wieds "Livsens Ondskab" og "Knagsted",  gestalter "Tummelumsen", er det helt sikkert ikke ondskabsfuldt ment, men ikke desto mindre har det formentlig bidraget til opfattelsen af, at Mellerup var en hel del mere sær og fysisk handicappet end tilfældet var i virkeligheden -  nu var det jo fiktion, men dog kun 40 år efter at Otto Mellerup døde.

I 1797 køber kongen de 7 østligste fag i husrækken Algade 55-65 med henblik på selv at overtage den opkrævning af konsumptionsafgift, som hidtil havde fundet sted ved nr. 57, og som allerede er beskrevet under denne adresse lidt højere op i teksten.

Dette er en naturlig konsekvens af kongens forordning af 1797 om " Tolden og Købstads-konsumtionen i Danmark og Norge"

Man må formode, at kongen - Christian den syvende -  og hans administration havde truffet den beslutning af flere grunde.

Det fremgår af sammenfatningen der indleder forordningen, at der åbenbart har været en del uhensigtsmæssigheder i de hidtidige regler, som tilmed er blevet administreret forskelligt rundt om i landet - ligesom borgerne ikke overraskende har fundet på mange mere eller mindre ulovlige "krumspring" for at undgå afgiften.

Hidtil havde opgaven været "udliciteret" til skiftende konsumptionsforpagtere, som fik en mindre andel af afgiften som betaling for at stå for opkrævningen. Ifølge forordningen er det kongens eget toldvæsen der overtager opgaven, og selv om det ikke nævnes i forordningen, så strejfer den tanke da, at kongen også har haft et fromt ønske om at der kom lidt flere penge i statskassen.

Ejendommen ombygges straks, og i den forbindelse tilføres yderligere 2 fag. 

Den gamle ejendom var lerklinet bindingsværk med halmtag, men den nye ejendom fremstod grundmuret og med et mere tidssvarende tag, hvilket fremgår af brandtaksationen i 1801.

Den blev indrettet til såkaldt acissebod/bomhus, hvorfra bommen kunne betjenes, og det var inklusive en bolig til toldbetjenten.  Ved folketællingen i 1850 kan vi se at toldbetjent Andreas og hans kone samt 4 børn i alderen 7-14 år bor i ejendommen.

I 1851 ophører opkrævningen af konsumtionsafgift, og dermed forsvinder behovet for et bomhus.

Ejendommen sælges igen til "privat brug" i nov. 1851 til vævermester Franz Nikolaj Lundberg, men han går konkurs allerede i 1853, hvor rebslagermester Laissen køber og hurtigt sælger til skomagermester, senere købmand F.C. Rasmussen i 1854. Han opdeler i 1856 ejendommen i 2 matrikler på hhv. 4 og 5 fag.

Algade 63 bliver på 5 fag, og det er den ejendom som Emil og Karen Kornerup køber i 1856, og som siden går videre til familiens næste generation - først Marie Mellerup, og siden Otto Mellerup, og til sidst i 1931 til købmand Gustav von Meyeren.

Da konsumptionsafgiften blev ophævet gik det stærkt med at få solgt ejendommen - altså den stadig samlede Algade 63 og 65.

Køberen i nov. 1851 var en fra Kolding tilflyttet vævermester Lundberg, som sikkert har indrettet et væveri i den del af bygningen, som ikke var indrettet til bolig.

Han har været en mand med faglige ambitioner, for vi kan se at han allerede i januar 1852 ansøger "Det Reiersenske Fond" om understøttelse på 300 Rigsdaler til indkøb af en avanceret vævemaskine - en såkaldt Jacquard-væv.

Jacquard væven gør det muligt at væve komplicerede mønstre. I forhold til skaftevæven hvor man grupperer et antal kædetråde på hvert skaft som løftes skiftevis, kan man på jacquard væven hæve en vilkårlig kombination af kædetråde.

Den dag i dag er Jacquard-vævemetoden benyttet til f.eks. fremstilling af damask-duge og vævning af billedmotiver.

Lundberg fik bevilget det ansøgte af borgerrepræsentationen, som udgjorde bestyrelsen i fonden.

Om han var en dygtig håndværker ved vi ikke, men som forretningsmand gik det ikke godt, for han gik konkurs, og hans ejendom - den gamle acissebod - blev solgt på tvangsauktion i aug. 1853.

S.von Meyeren og Søn's biler med fyringsolie fra Esso må ha' været et almindeligt syn i bybilledet i 1960'erne - oliefyrene vandt indpas og skulle "fodres".

Her er en af bilerne parkeret foran Algade 57, som er nedrevet for at gi' plads til en midlertidig bygning til erstatning for de ejendomme, som blev nedrevet mod øst.

Man aner lige nr. 55 og frugt- og grøntforretningen.

Von Meyerens første bil til udkørsel af brændselsolie har været starten på en tid, hvor behovet i husholdningerne steg betydeligt - og nyere og større biler kom snart.

Købmandshandelens stor lager/pakhus i tre etager  lå bag facadebygningerne 57-63, og dertil var der en lagerbygning i et plan med højt loft lige bag nr. 65

Baghusene er registret i brandtaksationen 1865, og har nok været der lidt tidligere, dog ikke før 1847. Det er bygninger i tre etager dog er den midterste del registreret som værende "kun" i to etager, men over tid må der være om- og tilbygget til den samlede tre-etages ejendom, som fremgår af billedet.

Det må på de travleste dage for år tilbage  ha' været noget af et skue med hestevogne på vej ind eller ud med kolonialvarer, korn og foderstoffer eller kul, koks og brænde

2. generation i von Meyeren familien - Gustav von Meyeren - var også formand for et privat hesteforsikringsselskab, og hestene skulle årligt til et "syn", og så kunne der være op imod et halvt hundrede heste på gårdspladsen.

Købmandsslægten von Meyeren starter sit virke i Roskilde, da den unge Sophus von Meyeren starter som såkaldt "svend" i købmand Christian Nielsens forlængst forsvundne købmandsgård, som lå vest for den "gamle" Køgevej ( som mundede ud i Hersegade og tæt på Hersegade og blev kaldt "Hersegades forlængelse" i en daværende folketælling)  - nogenlunde der hvor DSB i dag har rangerterræn m.v. 

I "Jul i Roskilde" 1944 fortæller Vilhemine Angkjær om nogle af sine erindringer - herunder at Christian Nielsen aldrig selv var at finde i sin købmandsforretning, som han overlod til en svend (også kaldet en handelsbetjent)  - og at det altid var spændende når der kom en ny svend. Hun erindrer således Sophus von Meyerens ankomst - desværre uden at angive et årstal. 

Sophus køber ejendommen Algade 65 i 1879 af købmand Christian Frederiksen med bopæl i Tølløse.

I Kraks's "Danmarks ældste forretninger" er noteret, at hans virksomhed er etableret 30. marts 1875. Det åbner teoretisk for den mulighed, at han har etableret sig andetsteds i 1875, men nok meget mere sandsynligt, at han har lejet købmandsforretningen i Algade 65 allerede i 1875, hvor den ny ejer, købmand Christian Frederiksen har skrevet slutseddel for sit køb den 27. marts 1875.

Der handles med kolonialvarer, korn og foderstoffer samt kul og koks.

I 1884 lejer han yderligere en købmandsforretning af sin nabo købmand Hellesens enke, hvor man må formode at han samkører driften, og han køber de tilhørende ejendomme i 1899, så nu er Sophus von Meyeren ejer af hele ejendomsrækken Algade 57-61 og 65 med den bagvedliggende gårdsplads og baghuse.

Det blev sønnen Gustav von Meyeren, der som 2. generation deltog i købmandsvirksomhedens drift, og som i 1921 blev optaget som partner, hvorefter virksomheden skiftede navn til "S. v.Meyeren & Søn".

Det var Gustav von Meyeren der i 1931 fuldendte slægtens køb af husrækken på Algade, da han købte antikvitetshandler Mellerups ejendom nr. 63.

Da Gustav von Meyeren dør i 1936, overtager hans enke Louise den daglige drift sammen med en mangeårig betroet medarbejder H.P.Petersen, og tredie generation - datteren Grethe von Meyeren - fungerede allerede som den, der tog sig af bogholderiet i 1936 i en alder af 19 år.

Da Grethe efter sin mors død overtager den gamle købmandsvirksomhed, er hun tredie generation, men også den sidste med efternavnet von Meyeren, idet hun i forbindelse med sit ægteskab med amtsfuldmægtig Helge Borre tog hans efternavn - som traditionen var dengang.

De arbejdede sammen om virksomhedens drift, og det var denne generation, som gennemførte det store byggeri i perioden 1961-1963.

Det var også dem, der afviklede kolonialhandelen og koncentrerede sig om afdelingen for fyringsolie, kul og koks, som i en periode havde sine forretninger over det meste af midtsjælland.

Rebslagermester Rasmus Lassen er ejer af nr. 65 i 1854.

Rasmus Lassen handlede ofte ejendomme, og han ejede også Algade 55 i to perioder.

Rasmus Lassen blev fuglekonge, og det var i 1850, og du kan her læse om Rasmus Lassen og begivenheden.

Fugleskydningsskiven fra 1850 viser rebslagermesterens ejendom i Ringstedgade 23, lige overfor den nuværende offentlige parkeringsplads på hjørnet af Ringstedgade og Borgediget.

Rasmus Lassen havde sin rebslagervirksomhed på dette sted med "reberbanen" langs Borgediget - dengang kaldet Blegstræde, og det er den man ser i forgrunden.

Andreas Nicolai Gierlew (1745-1811) Byfoged fra 1772 og raadmand samtidig med at han beklædte embedet som birkedommer i Selsø og Bistrupgaard Birker. 
Som byfoged var Gierlew den øverste administrative og juridiske embedsmand i byen.

I perioden 1773-1795 var han tillige forvalter ved "Det Adelige Jomfrukloster" i Roskilde. 

Vi var i en tid, hvor det at bestride et offentligt embede ikke var nogen hindring for lidt "privat foretagsomhed" - og derfor ikke usædvanligt at byfogeden, som givet må ha' været involveret i boet efter den tidligere ejer, blev ny ejer af en del af hans besiddelser.

Gierlew var skydebroder i fugleskydningsselskabet, og nød den ære at blive fuglekonge 1788 - året efter selskabets officielle stiftelse i 1787.

Du kan her læse om fuglekongen på selskabets hjemmeside.

Da Gierlew køber, indtræder samtidig en af hans betroede medarbejdere -  prokurator Fischer -  som medejer, og det har næppe været en dårlig forretning, da de sammen sælger i 1805.

Ehlers grundtakstkort fra 1791 er her justeret i forhold til originalen, som placerer Sortebrødre Stræde for langt mod øst. 

Købmand Boas Larsen og tømrermester Anders Olsen havde erhvervet jorden og lejeboligerne i 1776 - og da både Boas Larsen (1714-1789) og Anders Olsen  var døde inden 1791, var ejerne nu andre prominente folk som byfoges Gierlew, prokurator Fischer og så Anders Olsens enke.

Vognmand Poul Hansen købte i 1790 vognmandsgården (No.2 på kortet), som forblev i hans slægt frem til 1916.

"Bomhuset" - var byens grænse i den østlige ende, hvor der fra omkring 1671 blev opkrævet afgift på de varer, som blev indført i byen. Det var som tidligere beskrevet i  nr. 57, så det gjorde i den periode nr. 55 til "det sidste hus i byen" i retning mod København, og som man kan se på kortet, er den østlige del af Algade også benævnt "Uden (for) Røde Port"

Vognmand Poul Hansen køber i 1805 No.1, og ejer således både No. 1 og No. 2 - dog med "det nye bomhus" som undtagelse.

Kongen har i 1797 købt den østligste del af husrækken og flyttet bommen de ca. 50 meter og indrettet et nyt "Bomhus".

I 1879 er lejeboligerne langs Algade frasolgt det samlede No. 1 og No. 2 - og der er skiftet ejer på det resterende. Først har vognmand Poulsen solgt til sin søn i 1812, og denne søn har så i 1879 udstykket restarealet i tre dele.

No. 2 inklusive et stort areal på en anden side af Sortebrødrestræde sælges til hans barnebarn (også med navnet Hans Poulsen) - det ubebyggede areal langs Algade mod øst sælges til købmand Hellesen, og han beholder endelig den sidste del mod nord.

Kongens opkrævning af komsumtionsafgift er ophørt, og "Bomhuset" solgt til alm. beboelse og erhverv.

Midten af 1100’tallet var præget af ufred og en borgerkrigslignende strid om kongemagten.

Svend Grathe blev i 1146 konge over Sjælland og Skåne, og hans fætter Knud regerede over Jylland, og de gennemførte begge flere forsøg på erobringskrige.

Svend Grathe befæstede i 1150 Sjællands hovedby Roskilde med et efter tidens forhold ganske imponerende fæstningsværk omkring byen – faktisk det største i sin tid på denne side af Øresund.

Byvolden havde form som en cirkel med en diameter på omkring en kilometer. Oven på en ca. 10 meter bred jordvold var der anbragt en træpalisade, og udenfor var der en voldgrav, som flere steder var vandfyldt. Også indenfor var der en smallere grav, som primært havde til formål at bortlede overfladevand – både for at sikre en relativ tør grund at arbejde på for dem der skulle forsvare byen – men selvfølgelig også for at beskytte by-arealet.

Senere arkæologiske udgravninger har meget præcist kunnet placere voldens beliggenhed, og i forhold til Algade 57-65 er det klart, at det stykke jord som ejendommen i dag er bygget på, har ligget udenfor volden, men tæt på den port, som har givet afgang ind og ud af byen mod øst.

Om denne port dengang havde et navn i daglig tale vides ikke, men det er  det sted, som senere er blevet kaldt ”Røde Port” ( den helt oprindelige) hvor der var en egentlig port.

Det interessante i forhold til Algade 57-65 er den kendsgerning, byporten blev til en bom - og at denne bom stod først ved nr. 57 og siden ved nr. 63/65, og dermed rykkede bygrænsen sig, og byggeriet kom derved indenfor bygrænsen i 1797.