Den 19. marts 1874 døde ejeren af Prindsen kaptajn N.C. Sveistrup, og hans bo skulle gøres op og afvikles.

Det væsentligste aktiv var den gamle gæstgivergård, men det skulle hurtigt vise sig, at interessen for at føre den videre var mere end behersket.

I efteråret 1874 blev Prindsen og nogle tilhørende jorder sat på auktion, men uden resultat.

En kreds af borgere så med bekymring på dette, for tanken om at mangle et væsentligt lokalt samlingsted var bekymrende, men samtidig var der også en erkendelse af at stedet var gammelt og nedslidt, så ønsket om at få et nyt og mere tidssvarende hotel havde høj prioritet.

Initiativtagerne var borgmester og justitsråd Blechingberg, agent Søren Borch, kancelliråd Glückstadt, købmændene H.J. Kornerup, P.A. Schram og Carl Madsen, kgl. agent og brygger P. Nielsen og tømrermester Weber.

De lykkedes med at etablere et aktieselskab, som fik midler til at gennemføre et projekt, som indebar en erhvervelse af gæstgivergården, nedrivning af denne og derefter opførelse af en ny moderne hotelbygning.

Dermed var gæstgivergårdens skæbne beseglet, og ironisk nok blev møderne om projektet afholdt samme sted.

Kaptajn Sveistrup havde allerede i 1866 bortforpagtet den daglige drift til gæstgiver C. Christensen, og han måtte jo se skriften på væggen og realisere hvad han kunne inden lukningen, og derfor kunne man primo 1875 se Prindsens inventar sat på auktion

I forbindelse med nedrivningen af de gamle bygninger, blev også 6 lindetræer fældet.

Disse træer var nogle af de absolut sidste af de lindetræer, som iflg. Jacob Kornerup tidligere havde flankeret mange bygninger i Algade.

(med stor sandsynlighed var de sidste to på tidspunktet placeret foran "Den Juulske Stiftelse" Algade 23)

Med fældningen gik åbenbart en lokal "folkeforlystelse" tabt. 

Der var gennem mange år hæget om disse træer - ikke mindst af kaptajn Sveistrup.

Når træerne skulle trimmes, blev der stillet en lang stige op, og så klatrede en modig sjæl op og gjorde det fornødne. 

Der var dog det specielle ved seancen, at det foregik ved hjælp af kaptajn Sveistrups skarpslebne sabel, og det hele skete naturligvis under kaptajnens kommando.

Det er ganske få billeder der findes af den gamle gæstgivergaard - ikke så overraskende, når vi ved at vi er i fotografiets tidligste år.

Der findes dog en lille håndfuld billeder af facaden, men så vidt vides kun et eneste af gården.

På billedet fylder fløjen langs Rosenhavestræde mest - og man ser en bygning i den typiske stil kaldet "ildebrandshuse" i et plan, men med relativt store kviste.  Bag denne fløj ser man "Bryggergården".

Lidt til højre for midten af billedet ser man porten ud til Algade, og så kommer bagsiden af Prindsens facade.

Det er værd at bemærke, at bagsiden af facaden "kun" er med en loftsetage og en kvist. Forsiden ud mod Algade fremtræder som en ejendom i 2 etager, hvilket jo også er tilfældet i den halve ejendom.

Helt til højre i billedet ser man lige hjørnet af en bygning, så kun kan være bygningen fra 1837, som rummer Prindsens store sal, som ligger på 1. sal

I brandtaksationen fra 1837 af den nye teaterbygning finder man et lille kuriosum, idet det er nævnt at der i bygningens nordende i loftsetagen findes et kammer med altan.  En ukendt kunstner har i 1840 fundet vej til altanen og viser den formidable udsigt.

Lige foran domkirken ser man "Husarstalden", og med denne bygnings østlige ende har man et pejlepunkt til at se Sankt Ols Gade, som skærer sig skråt igennem billedet forbi "Sukkerhuset" (nu Roskilde Museum) i baggrunden.

Samtidig med at kaptajn Sveistrup i 1837 opførte den store sal, købte han også ejendommen på hjørnet af Algade og Sankt Ols Gade, og fik dermed mulighed for en pæn udvidelse af værelseskapaciteten - og han rådede nu over hele ejendomskomplekset mellem Sankt Ols Gade og Rosenhavestræde.

Ejendommen var i 1761 nævnt som værende på 8 fag og en sidebygning langs Sankt Olsgade på 23 fag - og der var portindgange fra begge sider ind til gården. Længdeangivelse i fag er nu ikke en eksakt videnskab - i senere taksationer nævnes 10 fag, men da facaden mod Algade omkring 1791 blev ombygget, så fremstod den som vist på billedet fra omkring 1870, og takseres fortsat til 10 fag, men nu uden port.

Stedet blev udslettet ved branden i 1731, men genopført som et typisk  "ildebrandshus" i een etage med kvist. Der blev som nævnt ombygget i facaden i 1791, og således fremstod den derefter helt frem til den blev nedrevet i 1875.

Der har gennem tiderne været nok så prominente beboere i ejendommen inden Sveistrup købte i 1837:

ca. 1731 - 1741  byfoged Jens Anton Holman, som sandsynligvis var ham der opførte ejendommen.

1741-1784 rådmand og byfoged Peder Herman von Ham og hans enke

1784-1814 domorganist Peder Struch og hans enke

1814-1821 domorganist Wilhelm Struch (søn af Peder Struch)

1821-1837 major Henrik Müllertz

Ejeren fra 1784 til 1814 Peder Struch blev fuglekonge i det lokale fugleskydningssselskab i 1796.

Motivet var en lidt primitivt udført figur med harpe, og teksten lyder: "kunstneren agtes når tittelmanden er glemt"

Pudsigt nok er der ingen der kender "kunstneren" bag skiven, men Struch forblev kendt i lokallitteraturen. 

(eller tænkte Struch på sig selv som kunsteren ?) 

Du kan læse mere om domorganist Struch på fugleskydningsseelskabets hjemmeside her

I perioden fra omkring 1817 og frem til 1874 støder man i den lokalhistoriske litteratur igen og igen på navnet N.C. Sveistrup.

Han havde en militær karriere fra omkring 1807 til 1817, hvor han opnåede rang af kaptajn. Ifølge familietraditionen, skulle han i 1808 ha' været indkvarteret på Prindsen, og her ha' mødt sin senere hustru Agathe Johanne Hansen.

Det var madam Rosted der regerede på Prindsen, men da hendes mand og deres 3 børn alle var afgået ved døden, havde hun taget en lidt fjern slægtning Agathe til sig - planen var at hun skulle oplæres og overtage Prindsen.

Sveistrup køber Prindsen nogle få dage før giftemålet i november 1817, og købet omfatter også det såkaldte "Trægårdsvænge" - et mindre stykke jord med en beliggenhed som vi i dag kender som hjørnearealet langs Frederiksborgvej lige nord for Klostervang. Det havde madam Rosted tidligere købt af sin nabo i Algade, organist Struch.

I 1830 bliver Sveistrup i praksis ejer af hele Trægårdens areal - og alt falder juridisk på plads i 1837, hvor Sveistrup også overtager den ejendom, som tidligere var organist Struchs ejendom på hjørnet af Algade og Sankt Ols Gade, og således ejede han alle bygninger på det areal, som i dag er adressen på Prindsen.

Lokalhistorikeren Eva Tønnesen har i "Gæve og grumme mænd i Roskilde" - årbogen for Historisk Samfund for Roskilde Amt 2018 - skrevet om "den foretagsomme kaptajn"  - du kan læse artiklen her

Der findes ikke billeder af Prindsens indretning, men en tegning fra 1858, som viser Sveistrups dagligstue. Den lå bag de fire vinduer til højre for porten, og havde også et vindue til Rosenhavestræde.

Man kan spørge hvornår han og fruen egentlig havde tid til at være der, for han var ud over alle grænser optaget af gøremål uden for Prindsen - noget han kunne tillade sig bl.a. fordi det var reelt var fru Agathe der tog sig af det meste af den daglige drift - og det har vel i praksis også været i de fleste vågne timer. Det har på flere måder været et smerteligt tab, da Agathe døde i 1860.

Sveistrup løser borgerskab i 1817, og han må hurtigt ha' skabt sig et godt ry, for allerede i 1828 bliver han valgt ind i Borgerrepræsentationen, hvor han også hurtigt bliver viceformand.

I 1828 får han også ansvaret for at reorganisere og stå i spidsen for byens borger- og brandkorps, hvilket han gjorde dygtigt.

I en kortere periode fra 1826 er han konstitueret postmester i byen - og noget senere i 1853 bliver han konstitueret branddirektør for Roskilde Amt - en post han bestred helt frem til få år før sin død.

I 1853 bliver han ridder af Danebrog, og i 1867 udnævnt til æresborger i byen.

Sveistrup involverer sig betydeligt i byens foreningsliv - han bliver naturligvis skydebroder i fugleskydningsselskabet. Det sker i 1815 og han bliver fuglekonge 2 gange i hhv. 1827 og 1834, og bliver æresmedlem i 1852.

Han bliver medlem af håndværkerforeningen, hvor han også bliver æresmedlem i 1867, og blandt sikkert flere andre foreninger var han også medlem af "De Danske Våbenbrødre".

Han var med til at etablere en forskønnelseskommitè, som førte til, at der blev anlagt smukke stier i byen og forskellige haveanlæg blev åbnet for offentligheden - og han involverede sig også i velgørende arbejde.

Til trods for de mange udadvendte gøremål, var han også den der sad for bordenden, når gæstgivergårdens liggende gæster og pensionærer om aftenen samledes til spisning ved fællesbordet. På en tavle var deltagerne og bordplanen anført sammen med dagens menu, som sikkert er blevet studeret ivrigt.

I Jul i Roskilde 1930 fortæller Chr. Jacobsen ungdomserindringer, og han skriver bl.a. " I klubben tilbragte jeg i min ungkarletid mange behagelige aftener med avislæsning, billard- og kortspil og ved samvær med en hel del af byens gode mænd" - disse erindringer relaterer sig til Hotel Prindsen -  både det gamle og det nye Hotel Prindsen -  og der nævnes desværre ikke noget om sommeraktiviteterne.

I en annonce i 1850 fortælles det, at "klubben som tidligere henlægger conversationerne til Trægården i sommermånederne".

Som bekendt udviklede der sig senere et større forlystelsesetablissement på trægårdsarealet, men det var efter Sveistrups tid.

Åbningen af jernbanen til Roskilde i 1847 har selvfølgelig givet anledning til mange overvejelser i Roskildes restaurationsliv.

En annonce fortæller, at Sveistrup har gjort sig sine overvejelser, og har annonceret med "Table d'hôte" ved jernbanetogenes ankomst.

I restaurations-terminilogien betyder det, at der spises fælles på et givet tidspunkt, og ved hver togankomst lyder ambitiøst, men frem til midt i 1850'erne var der kun 3 ankomster i døgnet. Efter en lille times kørsel fra København ankom de rejsende ved 10 tiden om formiddagen og ca. kl. 15:30 om eftermiddagen, og endelig ved midnat ca. kl. 24:00, så opgaven har vist været overkommelig.

Motivet af Prindsens facade er en lidt tillempet gengivelse af dele af Prindsens udseende efter ombygningen i 1823.

Sveistrup har naturligvis haft behov for en præsentabel tegning af Prindsen til brug for sine reklamer, så der er gået lidt på kompromis med de faktiske forhold.

Det gælder primært tagkonstruktionen, hvor tegningen efterlader indtrykket af et valmet tag - d.v.s. at gavlenderne var skrå, men det var de ikke.

Og bygningen med dette udseende strakte sig faktisk 4 fag yderligere mod vest på tidspunktet, så porten lå altså ikke symmetrisk i midten af ejendommen,

Hudes foto af en kop med motivet er fra omkring 1904/1905.

Det er ikke mindst interessant, at Hude på nogenlunde samme tidspunkt tog et foto af en anden kop - omtalt som en chokoladekop -  hvor motivet var "Stadt Hamburg" - Prindsens kollega og konkurrent i Algade 7, og den ved vi er fabrikeret i 1853.

Hvem der har inspireret hvem ved vi ikke, og hvad kopperne er blevet brugt til ved vi heller ikke ( udover naturligvis til at drikke af) - måske til særlige lejligheder - måske en souvenir til særlige gæster - måske kunne de købes ?

Hude var en notorisk samler, der ved sin død efterlod et betydelig mængde at det, der i dag hos auktionshusene beskrives som "varia". Den tanke kunne strejfe, at det var Hudes egne kopper han tog billeder af.

Roskilde Museum fik faktisk lejlighed til jfr. testamentet at udvælge sig hvad man ville fra dødsboet. Museet har bl.a. Hudes samling af porcelænssparegrise, men kopperne findes ikke på museet, så vi får nok aldrig opklaret om det var Hudes kopper.

Når de forskellige militære enheder i tidligere tider holdt øvelser i Roskildes nabolag, skete det ikke sjældent at soldaterne blev indkvarteret på egnede steder i byen. Bystyret bestemt ganske enkelt hvem der skulle åbne dørene. Der blev ganske vist betalt for ydelsen, men det har nok ikke altid været lige bekvemt for værtsfolkene, så hvis økonomien rakte hertil, var der flere som betalte sig fra opgaven.

Også Prindsen har gennem årene haft soldater indkvarteret, men man skal nu ikke lade sig snyde af billedet fra omkring 1860, for det har nok kun været et mindre antal der boede på Prindsen - men det var jo et godt sted at samles til en hyggestund.

Bemærk, at man her tydeligt ser, at vinduesrækken til venstre for porten fortsætter ud over de fire, som fremgik af reklametegningen.

Da Roskilde var garnisonsby for husarerne i perioden 1778-1842 fortælles det, at kaptajn Sveistrup med meget stor fornøjelse havde hyppige besøg af officererne, og så er der med garanti blev udvekslet mange "røverhistorier"

Den mest berømte, der gennem tiderne har overnattet på Prindsen, er nok digteren H.C. Andersen.

H.C. Andersen var mange gange i Roskilde - både på gennemrejse og ophold med overnatning. Når muligheden forelå, overnattede han hos gode venner, men vi ved, at han overnattede en enkelt nat på Prindsen den 29. august 1842 - den 10. september 1851 på banegården, og endelig den 29. september 1855 på Postgården i Skomagergade 15.

Han ankom til Prindsen i 1842 på hjemrejse efter et ophold i Sorø.

Man kan vist roligt sige, at han ikke var tilfreds med sit logi, for dagbogen taler sit tydelige sprog:

H.C. Andersen gik nok tidligt i seng den 29. august, for det var da noget af et program han havde foran sig den følgende dag.

H.C.Andersen var dog på ingen måde uvant med strabadserende rejser, og han var en mand i sin bedste alder, så det klarede han altså.  Oplevelsen med det slette logi har sikkert også frataget ham lysten til en eventuel yderligere overnatning - men han må være kommet hjem til København ganske sent den aften.

H.C.Andersen var tilbage på Prindsen den 21. august 1863 - ikke for at overnatte, men for at overvære et aftenarrangement i den store sal. Der var sang og oplæsning, og kongelig skuespiller Mantzius oplæste "Grantræet" og Kejserens nye Klæder", og HCA var fornøjet hermed.

Prindsens ejer i 1778 Peder Brønniche får, i forbindelse med naboens død, mulighed for af boet at erhverve ejendommen lige vest for Prindsen. 

Denne ejendom stod som en selvstændig ejendom i mange år - formentlig inddraget til beboelse og værelsesudlejning -men i 1823 besluttede den nye ejer kaptajn Sveistrup sig for at foretage en større ombygning af Prindsen.

Prinsens oprindelige ejendom på 12 fag i een etage og en kvist på tre fag var omkring 1817 blevet udbygget, så der nu var 6 fag kvist.

I 1823 blev der tilført en sammenhængende kvist i hele bygningens længde, som samtidig blev udvidet til ca. 16 fag idet ca. halvdelen af naboejendommen blev inddraget.

Ud mod Algade fremstod Prindsen nu som en ejendom i to etager, men der var altså fortsat "kun" en loftsetage med (jfr. et billede fra omkring 1870) i hvert fald een kvist ud mod gården

Det indre i de to ejendomme er sikkert ved samme lejlighed blevet sammenbygget, men tilbage har der altså stået en ca. 4 fags ejendom - uden port - som udadtil har fremstået som en selvstændig ejendom med egen indgang og med en 1. sal lidt højere end Prindsens gamle ejendom,  og den stod indtil nedrivningen i 1875.

Det er tydeligt, at den samlede ejendom med det lidt specielle udseende herefter har voldt diverse vurderingsmænd lidt hovedbrud og ført til lidt forskellige opfattelser, når den skulle beskrives, og havde det sparsomme billedmaterialet ikke talt sit tydelige sprog, ville det nok også i nutiden ha' været svært at gennemskue processen.

Anne Marie Rosted (1743-1825) - som regel omtalt som madam Rosted - kom fra den kendte købmandsslægt Borch, og er egentlig et godt eksempel på hvordan de gamle Roskildeslægter blev indgiftede og lidt svært overskuelige.

Hendes mor var fra den lige så kendte Brønniche-slægt, og da Anne Marie Rosted og hendes mand Carl Christian Rosted i 1786 overtog Prindsen, var det fra hendes morbror Peder Brønniche.

Brønniche fik i en periode aftægt på Prindsen, men han flyttede senere, og endte sine dage hos sin svigersøn i 1794.

Madam Rosted blev enke allerede i 1787, og hun stod nu med 3 børn og opgaven med både at opfostre børnene og samtidig drive gæstgivergården.

Madam Rosted fik yderligere den sorg senere at miste sine tre børn, men hun var handlekraftig. Hun havde en kusine med 8 børn, og den yngste datter Agathe tog hun til sig som en slags adoptivdatter, og planen var derefter, at Agathe kunne overtage Prindsen når tiden var inde. Det skete så i 1817, hvor Agathe giftede sig med kaptajn Sveistrup, som købte Prindsen af sin "svigermoder".

Peder Brønniche (1724-1794) køber Prindsen i 1755.

Han var uddannet drejer, men skiftede erhverv, og fik bevilling af Roskildes magistrat til at drive gæstgiveri, hvilket han gjorde frem til 1786.

Det var vanskelige tider med stor konkurrence, og det meste af det skriftlige vi har om Brønniche, er hans klager til magistraten over sine arbejdsvilkår og over den pålagte skat, som han finder for høj.

Brønniche blev i 1765 udnævnt til stadskaptajn - altså chef for byens borger- og brandkorps. Det var nok lidt tankevækkende, at hele tre af korpsets øvrige officerer blev spurgt først, men de takkede alle nej, og så pegede pilen åbenbart på Brønniche, og han var stadskaptajn indtil 1782.

Omkring 1771 lader Brønniche opføre en tofags trappebygning på bagsiden af facaden mod Algade, og den førte ifølge brandtaksationen op til en "sal" i loftsetagen. Pladsen må ha' været ret begrænset, så en sal i vore dages opfattelse har det ikke været, men der har sikkert været flere anvendelsesmuligheder.

Det var Brønniche, der i 1778 købte naboejendommen mod vest, og  dette ejendomskøb muliggjorde udvidelsen af Prindsens oprindelige hovedbygning omkring 1823 og plads til opførelsen af en stor bygning til teatersal i 1837.

På Roskilde Museum findes et dokument, hvoraf bl.a. følgende fremgår:

"Vi Christian den Syvende af Guds Nåde, Konge til ...  o.s.v.

Efter anmodning fra gæstgiver og herbergejer Peder Bröniche bevilling og tilladelse/privilegium til at holde herberg og værtshus i hans egende Gaard Printzen kaldet"

Dokumentet er fra 1785, og da har Brønniche drevet Prindsen i 30 år !!  Det er uvist hvorfor Brønniche så sent søger om bevilling, men man kunne f.eks. forestille sig, at der er nogle formaliteter der skal helt på plads inden han kan sælge Prindsen.

1785 var et forfærdeligt år for Brønniche, idet både hans hustru og datter dør. Helt ung var han jo heller selv, så han sælger i 1786 til Carl Christian Rosted, som var gift med hans niece.

I en kortere tid bliver han boende på Prindsen i aftægt, men flytter senere og bor til sidst hos sin svigersøn.

Brønniche var medlem af fugleskydningsselskabet, og han blev fuglekonge i 1787.

Dermed indskrev han sig i historien som den første fuglekonge i selskabet, og selv om der utvivlsomt har været fugleskydning tidligere, så er det den første skive vi kender til.

Fugleskydningsselskabet har valgt at betragte 1787 som sit stiftelsesår.

Man kan notere sig, at navnet er stavet Peder Brønich.

Når man studerer slægtens stamtavler - der er flere af dem - vil man kunne se forskellige stavemåder, som Brönniche, Brünniche, Brønche, Brøniche og Brønniche, og altså på skiven Brønich.

Det ligger dog helt fast, at der trods forskellige stavemåder er tale om samme familie, og de tog det vist ikke så tungt med stavemåden af slægtsnavnet.

Skiven viser en trivelig Amor med pilekogger og armbryst, som skyder mod "papegøjen" på den høje fuglestang, og man ser at pilen har ramt fuglen i brystet. Bag fuglestangen ser man fjorden med et skib for fulde sejl, og langt ude aner man kysten ved Bidstrup.

"Well medet ( sigtet), naar du traff" lyder teksten på det omkransende banner.

Fugleskydningen fandt sted ved Haraldsborg Slotsbanke - i vandkanten ved Frederiksborgvej. Det var i det område at Borger- og brandkorpset oprindeligt holdt sine trænings- og skydeøvelser.

Du kan læse mere om fugleskydningsselskabet og om Brønniche her.

Det er Peder Brønniche der i 1778 får muligheden for at købe naboejendommen af bagermester Zacharia Koch's dødsbo.

Der findes af gode grunde ingen billeder af ejendommen fra den tid, men på et billede fra 1870 ser vi den halvdel af ejendommen som blev tilbage efter en ombygning af Prindsen i 1823. Ejendommen var beliggende mellem hjørneejendommen Algade/Sankt Olsgade til venstre, og så Prindsen til højre.

I 1870 er alle tre ejendomme en del af Prindsen.

Ejerne kan spores helt tilbage til tiden før branden i april 1731, hvor alt blev lagt øde:

Ejeren frem til marts 1731 - en god måneds tid før branden - var sadelmager Geert Ternant, som sælger til sin søn sadelmager Hans Geertsen Ternant - og man må vel tilføje at timingen for køberen var mere end uheldig, for det købte gik op i flammer.

Hans Geertsen Ternant bygger en ny ejendom på stedet - et "ildebrandshus" på 8 fag i een etage med port og tre fag kvist på taget. Der er senere tilført en 1. sal -  hvornår vides ikke, men det er efter 1817.

I 1742 bliver ejendommen solgt på auktion til købmand og rådmand Anders Rasmussen Lange, som havde pant i ejendommen.

Indtil da har ejendommen sandsynligvis været en privatbolig kombineret med en sadelmagervirksomhed.  Anders Rasmussen Lange har helt sikkert ikke selv har boet i ejendommen, og meget tyder på at den bliver indrettet og udlejet med et bageri i en lille bagbygning med bageovn, som nævnes i vurderingen i 1761.

I 1744 sælger Anders Rasmussen Lange ejendommen til enkefru Maren Thomasdatter, som også ejer Algade 27. Året efter gifter hun sig med bager Gregorius Pedersen, og det er ham der i 1751 på fruens vegne sælger ejendommen til bagermester Zacharias Koch.

I 1748 - da ejeren af Prindsen madam Berg sælger sin ejendom, nævnes det i skødet, at Gregorius Pedersen er bager i naboejendommen, så det kræver ikke stor fantasi at forestille sig, at der er opstået sød musik mellem den ny ejer og lejeren.

Da Zacharias Koch dør, er det så Peder Brønniche der køber i 1778.

I april 1731 hærges Roskilde af en frygtelig bybrand, som ødelagde næsten alle bygninger på begge sider af Algade fra Stændertorvet til Roskilde Kloster.

Forstenede og fortvivlede har et stort antal mennesker set deres boliger og i mange tilfælde deres livsgrundlag blive flammernes bytte.

Således også ejeren af Prindsen, enkefru Anna Cathrine Berg. Hun - og tidligere sammen med sin afdøde mand Christopher Berg - havde drevet Prindsen inden branden, men det er uvist hvor langt deres ejerskab og i det hele taget gæstgiverstedets oprindelse skriver sig tilbage.

På Resens grundplan fra 1677 kan man se byens rådhus (markeret med en rød prik), og da det brændte ned til grunden forsvandt samtidig byens arkiver og dermed viden om bl.a. Prindsen.

Med en rød streg er markeret det område, som siden 1837 i hele dets udstrækning har været bebygget med Prindsen, men vi kan ikke deraf slutte noget om Prindsens oprindelse eller størrelse - vi får alene bekræftet, at gadeforløbet i 1677 var det samme som i dag.

Madam Berg formår at få genopbygge Prindsen, bl.a. ved et lån fra en af byens rigeste mænd, rådmand Anders Rasmussen Lange. 

Hvordan den nedbrændte bygning så ud ved vi ikke, men i brandtaksationen fra 1761 er den nye ejendom beskrevet som en bygning på 12 fag ud til Algade,  i et plan med en kvist på tre fag og en port til gården - et typisk "ildebrandshus". Hertil var der en fløj på 23 fag ned langs Rosenhavestræde og en bagbygning mod vest på 11 fag og endelig en tværgående bagbygning på 16 fag. Tilsammen ret sikkert mindre end det nedbrændte grundet de økonomiske forhold.

Det omtales senere at madam Berg har sine vanskeligheder med at overholde låneaftalerne med rådmand Lange, og hun slipper heller ikke for at møde op i politiretten, da de gældende regler om musik på stedet var overtrådt. Hun slap dog med en påtale og 2 mark til de fattige.

Omkring 1748 sælger madam Berg til Niels Andersen Blich, som dog allerede 2 år senere udlejer Prindsen til Marcus Wohnsen, som også kun er der i 2 år, da Blich sælger til Peder Steenstrup - og det er Steenstrup der i 1755 sælger til Peder Brønniche.

I 1695 udstedte Kong Christian den 5. en forordning, som dels skulle sikre, at der var "åbne værtshuse" langs postruterne, og dels skulle regulere forholdende i branchen.

Du kan her læse et meget kort sammendrag af forordningen - værten nyder en del privilegier, men der er så sandelig også nogle væsentlige krav man skal leve op til.

Det er meget sandsynligt, at Prindsen allerede var en priviligeret gæstgivergård i 1695 og nemt kunne indordne sig under de nye rettigheder og pligter, så den store forskel har forordningen næppe gjort.

I ROMU 1995 har Knud Poulsen skrevet en artikel om Roskildes priviligerede gæstgivere - herunder også Prindsen - og artiklen gi'r også et historisk tilbageblik i tiden før 1695 og i det hele taget et spændende indblik i gæstgivergårdenes verden.

Knud Poulsen vover - meget, meget forsigtigt at antyde, at værten på Prindsen i 1694 kunne være Jesper Axelsen, som omkring 1713 flytter fra byen - måske er det ham der sælger til Christopher Berg?  

Du kan læse den interessante artikel her