Med års mellem skiftes lejeren på det vestlige hjørne ud  - i 2023 afløste optikerkæden "Profil Optik" herreekviperingsforretningen "Jack & Jones"

"kært barn har mange navne".... eller kan staves på forskellig måde !

I en brandtaksation fra 1761 skrives der "Printzen"  -  det blev dog til "Prindsen", men i en lang periode i 1900'tallet blev der annonceret uden "d" - altså "Prinsen", men nu skriver vi igen - som skrevet står højt på bygningens facade  - "Prindsen".

I 2015 blev hoteldriften ramt af en konkurs, og kurator konstaterede, at selve navnet var opført som et aktiv i boet.  Pligtskyldigt fik kurator nedlagt forbud mod at andre kunne benytte navnet uden at betale herfor, og til nogen undren for byens borgere, blev skiltene på ejendommens facade tildækket med sort plastik. Sø- og handelsretten afgjorde i 2018, at ingen kunne påkalde sig ejerskab til navnet, som i mere end 300 år havde været knyttet til bygningen, så efter dette lidt besynderlige intermezzo, er alt som før.

Da hotel Prindsen blev præsenteret for offentligheden den 10. oktober 1876, var det ikke mindst den prægtige sal der vakte opsigt. Den skulle siden danne rammen om et utal af arrangementer, men en væsentlig ændring skete i 1982, hvor Roskilde Kommune overtog dele af Prindsen - herunder salen - som kulturhus.

Salen blev fortsat flittigt benyttet, men tidens tand satte efterhånden sit præg på lokalet, som fremtrådte mere og mere nedslidt.

Hotellets ejer fra 1987 til 2007 Martin Bank havde en drøm om at renovere salen til fordums pragt, og i 1997 blev de første skridt taget med inddragelse af Nationalmuseets eksperter på området.

Efter et langvarigt og meget kostbart restaureringsarbejde blev salen genindviet nytårsaften 1999/2000 - nu kaldet "Guldaldersalen".

I en artikel i Roskilde Avis i oktober 1999 fortæller Martin Bank om projektet, og du kan læse artiklen her

Også "Jul i Roskilde" havde samme år en artikel om emnet forfattet af Carl Gyllenhoff - du kan læse artiklen her

Martin Bank blev i 1983 forpagter af Hotel Prindsen, som på tidspunktet var noget nedslidt, og der havde i en del del år været problemer med at skabe en rentabel drift for skiftende ejere og forpagtere.

Det lykkedes for Martin Bank at skabe forbedringer - så store forbedringer, at han i 1987 havde mod på at købe hele bygningen af Den Danske Bank.

I 1993 knyttede Martin Bank sin gode ven og branchekollega Ole Andersen til projektet, og sammen udgjorde de i nogle år en dynamisk duo , som førte til en reel genrejsning af Hotel Prindsen.

I "Jul i Roskilde" 1997 skriver Pauli Andersen ganske detaljeret om denne tid  - du kan læse artiklen her

Martin Bank fortæller i 2020 : "byggeriet i 2001/02 havde mange udfordringer, men en af de mere spektakulære opstod, da vi stødte på Prindsens gamle brønd, da der blev gravet til bygningens fundament. Den var vel et par meter i diameter og mindst 8 meter dyb, og der var kun een ting at gøre. Det var en lidt speciel fornemmelse at se BC-Beton køre betonkanonen frem og fylde op med beton, velvidende at det ville koste rigtig mange penge, som jeg bogstaveligt talt kunne se blive fyldt i et hul i jorden"

Efter at ha' realiseret sine oprindelige planer m.h.t. en generel istandsættelse, renoveringen af Guldaldersalen og endelig nybygningen i 2001/02 solgte Martin Bank ejendommen til Nordicom A/S i juni 2007. Hotelselskabet blev solgt i august 2008.  I 2015 gik hotelselskabet konkurs, og Zleep Hotels overtog i 2016.

I sine år i byen blev Martin Bank en ganske kendt skikkelse i byens liv.  I 1996 blev han fuglekonge i Fugleskydningsselskabet - den tredie i rækken af ejere af Hotel Prindsen, som fik den oplevelse - og ikke overraskende lod han på sin kongeskive kunsteren Jeppe Drews forevige et smukt parti af Prindsens østlige hjørne ved Rosenhavestræde.

I 1993 åbnede Tøj & Sko ( ejet af Dansk Supermarked A/S) på hjørnet af Algade/Sankt Ols Gade efter at Danske Bank

(tidligere Landmandsbanken) var fraflyttet til Algade 33.

Den officielle åbning af kulturhuset var den 2. april 1982, og byens foreninger indtog herefter lokalerne til deres aktiviteter.

I ugen den 17.- 26. september samme år, blev byens borgere indbudt til at møde en del af husets mange brugere.

En komplet liste over brugerne gennem kulturhusets 17-årige levetid findes vist ikke, men annoncen fra 1982 viser noget om bredden i de mange foreningers aktiviteter fra starten.

I 1999 udløb kommunens lejekontrakt.

Det havde i lejeperioden vist sig, at det ikke var uden problemer at drive kulturhus og hotel under samme tag - ikke mindst var det et problem, når der blev arrangeret koncerter i den mere støjende ende.

En træt hotelgæst som gerne vil sove, er lidt svært at kombinere med festglade unge mennesker og måske meget høj musik i den store sal.

Ejeren fastholdt derfor sin ret til at lade lejemålet udløbe, og igangsætte derefter sine egne planer for bygningen.

I perioden december 1981-1985 var det direktørerne Vedsted Jacobsen og Helge Andersen der blev forpagtere. Forpagtningen skete efter at hotellet havde været lukket fra 15. oktober 1981 - og åbningen skete 5. marts 1981 efter en større istandsættelse og efter salg af store dele af det gamle inventar og løsøre.

Den daglige leder blev en gammel kending fra hotellet - overtjener Svend Clausen - som i en periode fra 1982 og nogle år frem bl.a. bød på en historisk menu, nemlig menuen fra Gustav Wieds så kendte "Ædedolkenes klub". Et klik på menuen gør den en smule mere læsevenlig.

Hvordan det helt præcist blev arrangeret fortaber sig sikkert i tågerne hvis man har deltaget, men skulle det gi' appetit på at se scenen fra DR's filmatisering, så se bare her

Det ville være mærkeligt andet, end at overtjener Clausen i folkemunde måtte høre sig selv omtalt som "OverClausen"

Den 1. oktober 1979 var det Per Winther-Andersen, Klaus Mitzler og Carl Schødt der overtog forpagtningen, men de måtte hurtigt sande, at hoteldrift i disse tider var en vanskelig opgave, og allerede i juli 1980 gik hotellet i betalingsstandsning, men lykkedes dog med at fortsætte driften indtil 15. oktober, hvor nøglen blev drejet om.

Opsætningen af udendørs men overdækket servering - i folkemunde kaldet "Sporvognen" -  var i mange år en sikker bebuder af sommerens komme - og omvendt ved nedtagning meldte om tid til efterår og vinter.

Hvornår denne tradition startede er lidt uvis - de tidligst kendte billeder af "Sporvognen" er fra omkring 1948.

I 1981 blev der etableret udendørs servering med borde og stole direkte på fortovet - og altså ingen sporvogn  -  men i 1984 vendte "Sporvognen" tilbage i en moderniseret udgave.

Sidst i 1990'erne blev tilføjet yderligere et afskærmet serveringsområde med trægulv - det var i sydlig retning mod gademidten - og således at det fortsat var muligt at passere igennem på fortovet - dette serveringsområde blev ikke helt overraskende kaldt "Bivognen"

I dag står borde og stole igen på fortovet - og det kan tilføjes, at det tidligere gav god mening afskærme gæsterne i forhold til biltrafikken i Algade, men nu går det trods alt lidt fredeligere for sig med den kombinerede fodgænger- og cykeltrafik.

Den 1. juli 1967 overtog direktør Frede Volfing forpagtningen af Prindsen, og igen bød de kommende år på  mange ændringer i det gamle hus. Nyt køkken, ombygning af restauranten, nyindretning af nogle af værelserne og salonerne på 1. sal.

Den lille sal i stueetagen blev indrettet til en bodega, som fik navnet "Prinsessen", og ikke mindst dette tiltag skulle vise sig at blive en stor succes. Trængslen i bodegaen var i 1972 så stor, at et større mødelokale ud mod Rosenhavestræde måtte inddrages til det polulære sted.

 "Prinsessen" blev nedlagt, da Kulturhuset holdt sit indtog i Prindsen i 1982.

I 1966 blev ejendomskomplekset overtaget af Landmandsbanken. Det har næppe været af lyst, men sikkert den forretningsmæssigt mest fornuftige løsning i kølvandet på at familien Jacobsen, som havde været forpagtere fra 1916 og ejere siden 1918, opgav at drive hotellet videre.

Banken fremlagde hurtigt planer for en udvikling af ejendommen, og da disse var realiseret, fremstod ejendommen og arealet som planlagt frem til 2001/2002, hvor en nybygget bagbygning skabte den bygning, som vi kender i dag. 

Planen indebar, at den gamle garage/staldbygning i forlængelse af de nuværende bygninger i Rosenhavestræde blev nedrevet for at skabe tidssvarende parkeringspladser, og den daværende ejendom med bagbygninger med adressen Sankt Ols Gade 6 (som banken erhvervede) blev nedrevet.

Det var oprindeligt tanken at bygge en forlængelse af Prindsens fløj langs Sankt Ols Gade på det frigjorte areal, men planen blev skrinlagt, og muliggjorde den senere så vellykkede tilbygning og de gode tilkørselsforhold til parkeringsarealerne.

De fleste sætter vist pris på at rejse og få oplevelser, og en del af fornøjelsen er vel også at kunne fortælle om sine "globetrotter-aktiviteter" ved hjemkomsten.

Et synligt bevis kunne være et kuffertmærke - så behøvede man ikke engang at fortælle til sine omgivelser hvor man havde været henne, når man bevægede sig rundt med sine kufferter.

Prindsen havde naturligvis også sit kuffertmærke - billedet viser et kuffertmærke fra omkring 1951, og man bemærker, at det var i den periode, hvor man jfr. retskrivningsordbogen skrev prins uden "d"  -  og "sporvognen" fortæller, at tegningen viser et sommerbillede.

Det faldt i familien Jacobsens lod i 1940 at være værter for nogle ret så uvelkomne gæster, som markerede deres tilstedeværelse ved at opstille bevæbnede vagter ved indgangen.

Roskildes brandinspektør Ole Jacobsen, som var søn af hoteldirektør Walther Abery Jacobsen, fortæller særdeles læseværdigt i "Jul i Roskilde" 1994 om sin familie og en lang række fortællinger om livet på Prindsen.

Også tiden under besættelsen bliver fyldigt omtalt, og herunder historien om vagterne ved hotellet.

Ifølge Ole Jacobsen stod de der fra besættelsens første dage og cirka en måneds tid frem - og så aldrig mere. På det tidspunkt spurgte den ledende tyske officer, som sammen med en del officerskolleger havde indkvarteret sig, om hvordan danskerne så på situationen, og han fik uden omsvøb fortalt som sandt var, at hotellet formentlig hurtigt måtte lukke hvis vagterne skulle stå foran indgangen, og allerede næste dag var vagterne væk.

Du kan læse Ole Jacobsens beretninger her.

Ikke mindst i familien Jacobsens tid var der mange aktiviteter i Prindsens have  - for en have skulle der være til et "rigtigt" hotel på de tider.

Problemet for Prindsen var dog det, at efter at nybygningen i 1875/76 incl. staldbygning med tilhørende gårdsplads var gennemført, var der ikke plads til en have.

I 1893 fandt aktieselskabet dog en løsning, da det lykkkedes at erhverve en stor del af haven bag Bryggergården - naboen i Algade 15.

Det var ikke nogen stor have - fra starten vel omkring 1400-1500 kvm., som endda blev reduceret noget, da man i 1948 foretog en længe tiltrængt udvidelse af den østlige del af Sankt Ols Stræde.

Det må ha' betydet, at hvis det var et arrangement, som også involverede hotellet ( som jo sikkert var ejerens primære ønske), så skulle gæsterne ud af hotellets dør til Rosenhavestræde, og gå den korte vej til haven på den anden side af strædet.

Og når der skulle serveres i haven, måtte tjenere m.v. den samme vej, og således fungerede det fra 1890 og helt frem til omkring 1964/65, hvor haven blev frasolgt hotellet.

I dag er haven forsvundet. Omkring 1965 opførte kommunen en række pavillonbygninger, som husede Teknisk Forvaltning frem til 2005, hvor bygningerne blev nedrevet og erstattet af dels en parkeringsplads, og dels et mindre areal på hjørnet af Sankt Ols Stræde og Rosenhavestrædet, som siden er indrettet til et lille torv foran indgangen til Roskilde Museum.  Torvet er indrettet med nogle bænke og ikke mindst Bjørn Nørgaards keramikskulptur "Ragnarok" 

I betragtning af at Prindsens have fungerede i ca. 70 år og i en periode, hvor fotografiet forlængst havde vundet indpas, så kan det undre, at der stort set ikke findes billeder fra haven eller aktiviteterne i haven. Der findes nogle få gruppeopstillinger af keglespillende herrer, en del luftfotos, og nogle enkelte billeder af muren langs Sankt Ols Stræde ( indtil 1905 Skanderborggade), og det er så det.

Det senest kendte billede er et luftfoto fra omkring 1948, hvor man kan se at Sankt Ols Strædet er udvidet, og at der tilsyneladende stadig arbejdes på dette  -  der ser ud til at være stillet et plankeværk op ud imod Sankt Ols Stræde, og man lægger også mærke til, at "Sporvognen" er stillet op ved Prindsens facade.

Sankt Ols Stræde blev udvidet i 1948 til den nuværende bredde, og det betød at en gammel kampestensmur og en række lindetræer måtte lade livet - og et nyt plankeværk blev sat op for at skærme Prindsens have og de østlige arealer bag Bryggergården.

Allerede i 1905 var man startet på denne udvidelse i strædets vestlige del, og i den forbindelse forsvandt det gamle navn Skanderborggade.

Der har helt sikkert været været afholdt fugleskydning i Prindsens have, og den logiske placering for skydningen har være i retning mod Bryggergårdens store gavl, som set fra skytternes side har været mod syd.

Fugleskydningsselskabet havde sin første skydning i haven i 1947, så når man på et luftfoto fra perioden 1928-1933 ret tydeligt ser et skydemål på væggen, forekommer det meget sandsynligt, at det er Håndværkerforeningen, der har stået bag skydningerne på dette tidspunkt, men også andre foreninger har dyrket denne "sport", således som det stadig sker.

Der har også været en keglebane i haven, og den har været placeret parallelt med gavlmuren og har været overdækket, og den ses under skydemålet.

Og der blev ikke gået på kompromis med sikkerheden - geværet var fastgjort, så det kun kunne ramme lige omkring skydemålet, så keglespil og fugleskydning kunne godt kombineres.

Borger- og Haandværkerforeningen", senere "Roskilde Borger- Håndværker- og Industriforening" ( stiftet 1840), har haft lokaler på Prindsen helt tilbage til 1866 - altså tilbage til tiden før det nuværende "Prindsen" blev bygget i 1875/76.

Foreningen bidrog med 8.000 kroner til nybygningsprojektet, og fik egne lokaler i stueetagen i fløjen langs Rosenhavestræde.

Foreningen rådede over en læsestue, en billardsalon, en stue til kortspil ( som ses på billedet) og et bestyrelsesværelse, og der var indgang fra Rosenhavestræde.

Foreningens årlige bal var et tilløbsstykke.

Forfatteren Gustav Wied skrev i sin roman "Livsens ondskab" nogle linier om et sådant bal - ikke nødvendigvis Håndværkerforeningens bal, men borgerskabet får hans satiriske pen at mærke.

Du kan læse det meget korte uddrag her.

I 1972 blev  læsestuen inddraget til en udvidelse af "Prinsessebodegaen", og indgangen til de øvrige lokaler flyttet til bygningens nordende.

Foreningen har helt selvfølgeligt også haft adgang til Prindsens have, hvor der har været bl.a. keglespil og fugleskydning.

Lejemålet ophørte i 1988, hvor foreningen flyttede til Hedegade 54 og endelig til ejendommen Hersegade 9 i 1956.

Foreningens lejemål på Prindsen strakte sig således fra 1866 til 1988 -  122 år - dog afbrudt af et par år fra 1878/1881 på "Isefjord" i Skomagergade 21 grundet utilfredshed med lejestigninger på Prindsen - præcis som det også var tilfældet i 1988, men denne gang var det uigenkaldeligt slut.

Da foreningen i 1990 havde 150 års jubilæum, blev der udgivet et jubilæumsskrift.

Du kan læse jubilæumsskriftet her.

"Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab" gennemførte i årene 1947 til 1964 sine fugleskydninger i Prindsens have og fugleskydningsfrokosterne i den store sal.

I 1965 blev fugleskydningerne flyttet til haven hos håndværkerforeningen i Hersegade 9, hvor skydningerne fortsat foregår.

I perioden fra 1965 til 1990 blev frokosterne fortsat gennemført på Prindsen, så der var en livlig trafik mellem lokaliteterne i den periode, men siden 1991 foregår hele arrangementet på "Håndværkeren"

Lang tid inden fugleskydningerne startede i Prindsens have, har fugleskydningsselskabet ved mange lejligheder benyttet sig af Prindsen på den ene eller anden måde.

En annonce fra 1877 fortæller, at selskabet samlede sig ved Prindsen før der var afgang til Boserup, hvor datidens fugleskydninger fandt sted.

Selskabet har gennemført hjorteskydninger ( indendørs skiveskydning) på Prindsen - første gang den 2. februar 1880 - og det var ved den lejlighed med damer, og der var efterfølgende dilettantkomedie, spisning og bal.

Siden har selskabet holdt mange generalforsamlinger og diverse selskabelige arrangementer på stedet.

Fugleskydningsselskabet har en lokalhistorisk meget interessant hjemmeside roskildefugleskydning.dk, som også beskriver tiden på Prindsen

Lokalhistorikeren Lotte Fang skrev i forbindelse med selskabets 200 års jubilæum en bog "Skydebrødrene gennem 200 år" som fortæller om selskabets historie.

Du kan læse bogen her

Marineforeningen har sine medlemmer blandt "søens folk" med en fortid eller tilknytning til marinen eller handelsflåden eller interesse for det maritime.

I en lokal sammenhæng er det en relativt ung forening stiftet 1916 på Prindsen.

Foreningen samler sine medlemmer til selskabeligt samvær af forskellig karakter, og i de første år holdt man arrangementerne på skift mellem Prindsen, Højskolehjemmet og Trægården. I 1925 blev Centralcafèen i Skomagergade rammen om aktiviteterne, og her indrettede man i 1931 sit første "klublokale" kaldet "kahytten". Det betød at foreningen fik lov til at udsmykke et lokale med diverse effekter af maritim karakter - et lokale som så var reserveret på aftalte tidspunkter til foreningens medlemmer.

I 1959 blev udsmykningen flyttet til Prindsen, som på samme måde efter aftale reserverede lokalet, som i daglig tale hed "Marinestuen", og denne aftale bestod helt frem til 1985.

Prindsens have blev nu rammen om marineforeningens fregatskydninger, og marineforeningens medlemmer benyttede sig også af muligheden for et spil kegler.

Da prindsens have blev afhændet, flyttede marineforeningen sine fregatskydninger til Håndværkerforeningen i 1965 - præcis som fugleskydningsselskabet også flyttede sine fugleskydninger på samme tidspunkt.

Marineforeningen har siden 1990 boet i eget hus på Elisagårdsvej 10, og du kan følge aktiviteterne på foreningens hjemmeside roskildemarineforening.dk

Ved marineforeningens 100 års jubilæum i 2016 blev der udgivet et jubilæumsskrift, som du kan læse her

Frimurerlogen "Sankt Johannes Logen Sankt Laurentius" blev stiftet på Prindsen i 1878.

Inden da var frimurerordenens brødre henvist til at tage rejsen til København, men da antallet af togafgange til og fra København var begrænsede, betød et logemøde også en overnatning i København, og det var selvsagt ikke noget der befordrede interessen for at deltage.

De få lokale logebrødre tog da også initiativ til at etablere en lokal loge  - naturligvis i samråd med og accept fra den Københavnske "moder"-loge.

Logen havde sine møder på Prindsen frem til 1924, hvor man af ukendte årsager flyttede til Jernbanehotellet frem til 1940.

Herefter flyttede logen tilbage til Prindsen frem til 1967, hvor logen fik lokaler i Odd Fellowlogen i Skolegade. 

I 1972 fik logen opfyldt sit store ønske om at få sin egen bygning, så man ikke i de lånte/lejede lokaler skulle bygge logen op til hvert møde, for efterfølgende at skulle gemme det hele væk igen.

Ejendommen Helligkorsvej 68 - tidligere ejet af Jehovas vidner - blev købt og indrettet til logens formål, men senere igen afhændet, og logen har nu sin adresse på Klokkervej 4. 

På adressen Klokkervej 4 har i øvrigt også den kvindelige frimurerloge "Freja" sine loge-lokaler.

Allerede i 1905 var der danseskole på Prindsen, og for den stod danselærer Scheiding fra Tivoli's Pantomimeteater.

På foranledning af Prindsens forpagter på tidspunket J.C. Thorning indøvede Scheiding en skotsk dans for de to mindste, og drengen i det skotske antræk knælende foran er Thornings søn Just.

For de øvrige lidt ældre unge mennesker blev der indøvet en tarantel, og formålet var en optræden i forbindelse med børnehjælpsdagen den 23. juni 1905.

Drengen mellem de to skotskklædte børn er Poul Henningsen - den senere så kendte P.H. ( skribent, arkitekt m.v. - ikke mindst kendt for P.H.-lamperne) søn af forfatteren Agnes Henningsen, som havde boet i Roskilde siden 1899. Yderst til højre som programsælger ser man Johan Wied, den ældste søn af Gustav Wied.  Mon ikke forældrene har været forbi og se forestillingen!

"Den Private Kegleklub" blev stiftet i 1874 af en mindre kreds af byens forretningsfolk, og det blev vedtægtsbestemt, at der kun kunne være 12 selvsupplerende medlemmer. 

Keglebanen lå først i købmand Carl Müllers have i Skomagergade, men blev omkring 1884/85 flyttet til haven bag Bryggergården, og var fortsat kun til glæde for en snæver kreds.

Da Prindsen i 1893 erhvervede en del af Bryggergårdens have, fulgte keglebanen med, og nu var der adgang til løjerne for en meget større kreds - selvfølgelig efter aftale med Prindsen, som ganske sikkert har sikret sig retten til at forpleje de raske keglespillere.

Vi ved med sikkerhed at både Håndværkerforeningen, Fugleskydningsselskabet og Marineforeningen har benyttet keglebanen, og der har sikkert også været medlemmer af andre foreninger, som har muntret sig med denne sommerforlystelse.

Ifølge lokalhistorikeren Arthur Fang, var der omkring 1960 tilløb til nye ejere, og kegleklubben har set sig for en ny placering, og vi ved at den var væk i 1963. 

I "Jul i Roskilde" 1960 har Arthur Fang skrevet om "Den private Kegleklub", og det er en artikel som hører til de mest muntre fra hans hånd - faktisk særdeles morsom.

Artiklen er tilføjet informationer om tiden efter 1960.

Du kan læse artiklen her.

I 2020 fortæller Jens Holger Ingvorsen - søn af apoteker Helmuth Ingvorsen, som var medlem af kegleklubben omkring 1960 - at kegleklubben består i bedste velgående.

I 1963 blev der etableret en ny keglebane i haven bag Domapoteket i Algade, og i 1972, da arealet skulle bruges til parkering m.v. bag Algade 2-4, blev den flyttet til haven ved virksomheden Nunc i Kamstrup.

Kegleklubben består altså, men den helt oprindelige keglebane er ikke overraskende gået til efter mange års udendørs beliggenhed.

Gl. Roskilde Amts selskabelige forening blev stiftet i 1876, og som navnet lyder, var medlemsskaren ikke mindst fra Roskildes opland.

Foreningens formål fremgår også af navnet, idet foreningen i mange år arrangerede baller, teaterforestillinger, sommerfester m.v., og som det fremgår af annoncen fra 1905 også "præmie-maskerade og bal".

Det fremgår af annoncen, at man ikke kan købe billet på selve aftenen, men skal henvende sig til foreningens repræsentater, som ikke overraskende har bopæl i det gamle Roskilde Amts mange små byer.

Avisannoncering fortæller også, at foreningen ydede bidrag til diverse sociale formål.

Foreningen fejrede sit 60-års jubilæum i 1926, og må formodes på tidspunktet fortsat at ha' været aktiv, men den er så vidt vides ikke eksisterende mere.

Roskilde Klub- og Læseforening stiftet 1866 i den gamle gæstgivergård, og den flyttede helt naturligt ind på "den nye Prindsen" i 1876.

Klubben har måske fungeret med de så kendte engelske klubber som forbillede eller inspiration - et sted hvor borgerskabets herrer mødtes med ligesindede, og hvor man kunne læse dagens avis.  Klub- og læseforeningen havde til daglig et betragteligt antal blade og aviser - ifølge et notat fra stiftelsesåret bl.a. Berlingske Tidende, Fædrelandet, Dagbladet, Folkets Avis, Dags-Telegrafen, Adresseavisen, Folkets Nisse, Figaro, Illustreret Tidende, Freya, Roskilde Avis, Rigsdagstidende, Dansk Maanedsskrift, Industriforeningens Qvartalsskrift og Fra alle Lande.

Det borgerlige islæt blev understreget af, at foreningens medlemmer gennem mange år støttede op om den konservative liste til byrådsvalgene.

Et hotel fra 1896 måtte naturligvis ha' en staldbygning, og den blev bygget i forlængelse af fløjen langs Rosenhavestræde.

En plantegning med ukendt datering viser ikke mindre en 35 båse til gæsternes heste, hvilket tiden nok efterhånden er løbet fra.

Lige overfor ser man 4 "retirader" - det var før tiden med "træk-og-slip".

I 1939 ombygger hotelejer Jacobsen ca. en trediedel af den sydlige ende til 3 garager med indkørsel fra Prindsens gård og et mødelokale med adgang fra Rosenhave-stræde.

Der går dog kun få år før hele den oprindelige staldbygning udlejes til den elektromekaniske virksomhed "Dynamotor".

Denne virksomhed har vokseværk, og i 1949 tilbygges 80 kvm. i Prindsens nordligste ende af gården.

Virksomheden eksisterer i hvert fald frem til midten af 1960'erne -  måske til den gamle staldbygning nedrives i 1967.

Den 1. november 1906 åbner der et biografteater på Prindsen.

Det var 2 lokale forretningsfolk, korkvarefabrikant O. Nielsen og bladforhandler W. Vogelsang, der indbød til de kommende forestillinger i biografen, og det var Roskildes første permanente biografteater. Kinografen i Algade 2 åbnede først året efter.

Der havde dog allerede i nogle år været forevisning af film på Prindsen, idet omrejsende biografteatre lejede sig ind, og det foregik i salen på 1. sal i fløjen mod Olsgade.

I 1911 kunne man se "Onkel Toms hytte" - skulle du ha' lyst til at se standarden af den tids film, kan du se filmen her -  ( YouTube kode 2zPzz9m0huc) -  den havde et lille kvarters spilletid, så med en time imellem foretillingerne, var der pæn tid til at lukke folk ind og ud.

Den senere så kendte "Bio" kunne altså skrive sin historie tilbage til 1906, og det var i 1914 at den blev solgt til Edvard Møller, som i 1925 flyttede "Bio" til Algade 25.

Hele familien var involveret i driften, og det blev sønnen Leif Kops Møller der efter faderens død i 1954 overtog bevillingen. Dette gik dog ikke helt gnidningsfrit, idet sangeren Aksel Schiøtz først fik bevillingen, men efter voldsomme lokale protester trak han sig, og familien Møller kunne fortsætte driften. Den "gamle Bio" lukkede i 1981 og blev overtaget og ombygget af Leif og Mie Hübertz, som havde Kino, men i 1989 lukkede biografen endeligt.

Den oprindelige biograf var åbnet i stumfilmens tid, og en "rigtig" biograf skulle ha' en pianist, som evnede at akkompagnere og  improvisere i forhold til de viste film.

I "Jul i Roskilde" 1954 fortæller Ellen Asborg, som i perioden 1919 til 1930 var pianist i Bio, om sine oplevelser, og giver samtidig et fint tidsbillede.

Du kan læse artiklen med Ellen Asborg her

Ellen Asborg ville dog kun akkompagnere hver anden uge, så omkring 1918 tog Edvard Møllers datter Lykke ( senere gift Carstensen)  tjansen som pianist de øvrige uger som kun 17 årig, og det fortalte hun om som 95-årig til Peter Foersom i "Jul i Roskilde" i 1996.

Du kan læse Lykke Carstensens fortælling her 

På et tidspunkt bliver der etableret en separat adgang til biografsalen, hvortil der  i mange år tidligere på anden måde må ha' været adgang. Mon ikke de mange biografgæster har været et forstyrrende element for resten af hotellet.

Dateringen af de to billeder er ukendt - kan være fra tidligst 1906 og op til  omkring 1925, hvor biografen flyttede til Algade 25.

Som man kan se på billederne, var der på tidspunktet først en udvendig trappe, hvorefter resten af vejen til 1. sal var en indvendig trappe i et trappetårn tilbygget fløjens nordlige ende inde i Prindsens gård.

Meget tyder på at der er også tidligere er foretaget en ombygning i nordenden af "Sankt Ols Gade-fløjen" for at etablere bedre adgangsforhold, 

Trappetårnet er nedrevet senest i forb. med nybyggeriet i 2001/2002.

"Teatersalen" eller i daglig tale "Prindsens store sal" er gennem årene fotograferet ved mange lejligeder med mange forskellige bordopdækninger. Her fornemmer man virkelig den pragt, som i 1999 blev genskabt og omdøbt til "Guldaldersalen"

Der er dog en markant forskel, idet de store lysekroner var gaslamper - elektriciten kom først til Roskilde i 1906.

"Spejlsalen" fungerede også som en festsal i et mindre format end "Teatersalen" på 1. sal - det var trods alt ikke alle arrangementer der havde en størrelse der passede til den store sal.

Det var "Spejlsalen", der i 1967 blev indrettet til "Prinsessebodegaen".

Nu er lokalet indrettet til reception for gæsterne til Zleep Hotel med indgang gennem porten til Prindsens gård.

Fløjen langs Sankt Ols Gade havde sin særlige status - lidt groft sagt lidt mindre "mondæn" end hovedbygningen og fløjen med "Teatersalen".

Det var en del af planlægningen, at Sankt Ols gade-fløjen bl.a. skulle anvendes til gæstgiveri for kuske og tjenere, og der lå da også i stueetagen i nogle år en restauration med navnet "Den lille Prins".

Ønskede man at arrangere et bal, fest eller andet møde med fri offentlig adgang, blev man henvist til salen på 1. etage. "Teatersalen" var forbeholdt foreningslivet og naturligvis teaterforestillinger.

Det gav anledningen til stiftelsen af "Gl. Roskilde Amts Selskabelige Forening", idet de unge landboere var fortørnede over ikke at kunne holde deres baller og fester i "Teatersalen", men som forening var det muligt.

Fløjen var det foretrukne mødested for byens fagbevægelse inden Fællesorganisationen erhvervede "Fjordvilla" i 1899.

Prindsen var også auktionshus i mange tilfælde, og det er sandsynligvis foregået i Sankt Ols Gade salen.

Tegninger, som desværre er udaterede, viser, at der på et tidspunkt er sket en ombygning, så der i den nordlige ende af fløjen er tilføjet et trapperum, hvorved salens areal er blevet lidt reduceret, og udsynet gennem vinduespartiet fra salen mod nord er blevet erstattet af en ny væg.

Yderligere er der senere tilføjet et udvendigt trappetårn fra den indre gaard.

Man kan kun gisne om forløbet og om årsagerne - måske har adgangsforholdene simpelthen været underdimensionerede fra starten - ingen tænkte i hvert fald på biografforestillinger i 1875 - eller man har gjort sig nogle sikkerhedsmæssige tanker omkring så stor en sal med ind- og udgang kun i den ene ende. 

Som tidligere beskrevet blev salen ikke mindst anvendt til biografforestillinger fra 1906 og frem til 1925. 

Herefter blev der indrettet en billardsalon, som blev lukket i 1939, hvorefter den blev brugt til møbellager for butikken i stueetagen. Omkring 1945/46 blev der ombygget til 7 hotelværelser.

Værtsparret fra 1898 til 1906 - J.C. Thorning (1856-1919) og fru Marie Thorning (1850-1931) fandt deres helt egen plads i Prindsens historie.

De var begge veluddannede til opgaven. Han med en blandet karriere, hvor han først blev uddannet typograf. Siden drog han til England, hvor han startede som professionel soldat og derefter blev han rejsekurèr, hvorefter han skiftede spor og blev hushovmester hos engelske adelsmænd. Han vendte hjem til Danmark og blev hushovmester og privatsekretær for greven af Frijsenborg i Østjylland.

Marie fik sin uddannelse i et større herregårdskøkken og blev siden oldfrue på en anden herregård. Også hun drog til England og blev oldfrue ved det danske gesandtskab, men vendte hjem efter et par år og blev oldfrue på Frijsenborg, hvor hun mødte sin senere mand J.C. Thorning. De fik fine tilbud om andre opgaver, men fandt hotelbranchen spændende, og efter at have høstet erfaringer flere andre steder, havnede de i 1898 på Prindsen.

Prindsen fik dermed et energisk og dygtigt værtspar, hvis interesser gik langt ud over den traditionelle hoteldrift.

Marie Thorning har været noget af en iværksætter, som udviklede sin helt egen engelske sauce kaldet "Victoria Sauce", som ikke bare hotellets gæster kunne nyde. Den blev først solgt lokalt, og det udviklede sig, så konservesfirmaet Beauvais siden tog sig af distributionen. 

Eva Tønnesen har i 2014 til Historisk Samfund for Roskilde Amt's årbog skrevet om "Stærke kvinder i Roskilde" og her er Marie Thorning og hendes liv med sin mand og Prindsen fyldigt omtalt.

Du kan læse artiklen her.

Også lokalhistorikeren, cand.mag. Per Steenholdt har i en lille artikel i ugeavisen Paperboy i 2018 skrevet om Marie Thorning og hendes engelske sauce - og dertil lidt betragtninger om Gustav Wied, som iøvrigt var en god ven af J.C. Thorning.

Du kan læse artiklen her.

Man kan ikke omtale ægteparret Thorning uden også at nævne deres søn Just.

Det var vist mest hans far der var "bidt af en gal englænder" og der findes flere billeder, hvor Just fremtræder i skottekostume - et kostume som J.C. Thorning havde hjembragt fra en af sine forretningsrejser til England.

Det må ha' vakt nogen opsigt i den lille provinsby, når far og søn promenerede, og sønnen var i sit skotske kostume, og måske endnu mere, når der kun blev talt engelsk.

Just Thorning har til Jul i Roskilde 1956 fortalt om sine forældre og om sin opvækst på Prindsen - og der er et væld af anekdoter og interessante informationer fra Roskilde omkring århundredeskiftet.

Du kan læse artiklen her

Just Thorning fortæller f.eks., at det er ham der står på det kvalitetsmæssigt lidt ringe billede af interiøret i Prindsens restauration. Han står med et saltkar og en "plat de menage" i hånden. Bemærk båsene med mulighed for at trække et forhæng for - og i loftet naturligvis en gaslampe.

En af ægteparret Thornings forgængere var forpagter Mathiesen. Han er ikke specielt beskrevet i lokallitteraturen, men en lidt usædvanlig sag fortæller om, at historien om Prindsen ikke har været en fest for alle på stedet.

Der sker det noget usædvanlige, at 2 medarbejdere politianmelder Mathiesen med anklage om at han har anvist dem et sundhedsfarligt lokale til nattesøvnen og almindeligt ophold i dagtimerne.

Politiet møder op og beordrer forholdene forbedret, hvilket Mathiesen lover straks at gøre - men politirapporten afslører også, at velviljen absolut har haft sine begrænsninger.

Der har indsneget sig lidt politijargon i rapporten - forkortelsen "Compt:" betyder "comparenten" - (ifl. fremmeordbogen "den der efter tilsigelse møder for retten" - og altså i dette tilfælde for politimyndigheden)

Det er svært at forestille sig, at der efterfølgende har været et hjerteligt forhold mellem Mathiesen og de ansatte.

Der har sikkert boet mange kendte mennesker på Prindsen efter 1876, men skal man pege på en enkelt, så er det svært at komme uden om Holger Drachmann (1846-1908).

Maleren og digteren Holger Drachmann var i 1882 på toppen af sin karriere - boede i Gothersgade i København, men kunne ikke finde arbejdsro, og boede et stykke tid på kroen i Dragør mens han så sig om efter en ny lejlighed.

Hans forlægger fik nys om, at der kunne blive en ledig bolig i Palæet i Roskilde, og gode kræfter bakkede op om hans ønske om at flytte hertil.

I forventning om at det hele ville falde på plads, indlogerede han sig med sin familie på Prindsen midt i november 1882, men der opstod lidt stilstand i myndighedernes godkendelse. Situationen blev ikke bedre af, at der opstod sygdom i hele familien, og Drachmann var tæt på at opgive lejemålet.

Det hele falder dog på plads den 5. december, og familien kan flytte ind på Palæet og fejre julen, og de boede der til udgangen af januar 1884.

Familien faldt ind i rytmen i provinsmiljøet i Roskilde, og Drachmann fik den arbejdsro han ønskede sig ( dog bortset fra at han fandt anledning til at klage over støj fra værtshuset "Skandinavien" i Domkirkestræde).

Han fik et særligt forhold til Klosterkilden, og med lidt god vilje kunne P.S. Krøyers portræt godt ligne Drachmann på bænken ved Klosterkilden, hvor han ofte sad.

Du kan læse om Drachmann og Klosterkilden her

Den 19. marts 1874 døde ejeren kaptajn Svejstrup efter at ha' ejet den gamle gæstgivergaard/hotel i 57 år.

Stedet var med en oprindelse fra omkring 1731/32  ganske nedslidt og helt utidssvarende, så det var nok ingen stor overraskelse, at der ikke var interesserede eller seriøse købere, da Svejstrups ejendomme blev sat til salg på auktion - hverken ved første eller anden auktion.

En kreds af byens fremsynede borgere med borgmesteren i spidsen tog i september 1874 initiativ til at danne et aktieselskab, hvis formål var at erhverve de gamle bygninger - herefter nedrive dem, og endelig at opføre det nye og tidssvarende hotel, som skulle være byen værdigt.

Initiativtagerne var borgmester og justitsråd Blechingberg, agent Søren Borch, kancelliråd Glückstadt, købmændene H.J. Kornerup, P.A. Schram og Carl Madsen, kgl. agent og brygger P. Nielsen og tømrermester Weber.

Opfordringen bar frugt, og med et indskud på 1000 rigsdaler for en aktie, blev der tegnet tilstrækkelig egenkapital til at projektet kunne igangsættes.

Initiativtagerne havde i grove træk skitseret hvordan de tænkte sig det nye hotel indrettet, og det blev anslået at hele projektet ville komme til at koste omkring 90.000 Rigsdaler og en kommende licitation i maj 1875 skulle vise, at man skønnede at der skulle bruges ikke mindre end 730.000 mursten til byggeriet.

Den 29. april 1875 blev der afholdt generalforsamling i den gamle bygning, og allerede den 10. maj 1875 begyndte nedrivningen af gæstgivergården

Det var arkitekt og professor Ove Petersen (1830-1892), der tegnede det nye Prindsen, og der blev lagt tegninger frem allerede ved det nystiftede aktieselskabs generalforsamling i april 1875.

Han var i sin samtid en overordentlig velanskrevet arkitekt, som medvirkede ved et utal af byggerier af næsten enhver art.  Blandt hans mest kendte byggerier er Det Kongelige Teater, Dagmarteatret, Hotel D'Angleterre.

Det var dog ikke alle der var lige fornøjede med alle detaljer i den bygning, som rejste sig.

Håndværkerforeningen var blandt aktionærerne, og på foreningens generalforsamling i november 1875  - kort før rejsegildet - blev der anket over at der ikke var en balkon i teatersalen, og der var bestemt ikke tilfredshed med hovedporten, der blev kaldt "den smalleste port i Roskilde". Det blev en lokal vittighed, at den åbenbart noget korpulente arkitekt Petersen ikke selv kunne komme ind gennem porten.

En af initiativtagerne til byggeriet af Prindsen var kgl. agent og brygger P. Nielsen, som efter at Prindsen stod færdig overlod det til Ove Petersen at rejse en ny bygning på den gamle bryggerigrund Skomagergade 1. Også denne ejendom er nu en markant del af dagens bybillede med mange lighedstegn med Hotel Prindsen, og den er siden omtalt som "Prinsessen".

Professor Jakob Kornerup tegnede i 1894 et kort over Roskilde, som han mente det så ud "i ældre tider" - og her vises også arealet hvor hotel Prindsen senere blev bygget. Som det fremgår, lå Sankt Olai Kirke med tilhørende kirkegård her.

I 1934 skulle det ved en udgravning vise sig, at Kornerups placering af den forlængst nedrevne kirke var tæt på virkeligheden - den lå dog lidt sydligere, nemlig præcis overfor det sted, hvor Palæstræde løber ud i Sankt Ols Gade.

Nutidens arkæologer og historikere er til gengæld enige om,  at den "St. Petri Kirke" som også vises på kortet må være en misforståelse - der lå ingen kirke lige her, men Kornerup argumenterede med, at der måtte være en sammenhæng til det oprindelige "Sankt Pederstræde" og en kirke med hans navn i området.

Da man i juni 1875 gravede ud til nybyggeriet, stødte man ikke ret langt nede i jorden på 30-40 menneskeskeletter.

Den første antagelse var, at man var stødt på kirkegården til den forsvundne kirke.

Det viste sig dog, at skeletterne lå i lag og uden spor af kister, så antagelsen ændrede sig til, at der måtte være tale om enten en del ofre for en krig, eller mere sandsynligt en epedemi.

To gange i byens historie har pesten raset, og i 1711 var det så alvorligt, at man mener at henved halvdelen af byens befolkning døde, og at det gik så hurtigt, at de nedlagte kirkegårde fra middelalderen blev taget i brug igen.

Det var således det mest sandsynlige, at det var en pestgrav fra 1711, der blev fundet.

Den 8. juni blev alle skeletterne taget op og begravet igen på Gråbrødre kirkegård.

Byggeriet må ha' stået færdigt i september 1876, for inden da annonceres der efter medarbejdere til det nye hotel med tiltrædelse den 1. oktober.

Den officielle indvielse fandt sted ved et større arrangement den 10. oktober, hvor omkring 150 mennesker var samlet.

Roskilde Avis beretter om begivenheden den 12. oktober, og det har været en mindeværdig begivenhed i den nye store sal med masser af taler, en skål for mangt og meget og alle de involverede, og derefter bespisning med efterfølgende hyggeligt samvær i mindre grupperinger i de mange nye selskabsværelser og saloner - og efter avisens orientering skulle det ha' trukket ud til de helt små timer - og nu kunne hotel Prindsen starte sit nye liv.

Håndværkerforeningen fortæller f.eks., at de nye foreningslokaler vil blive taget i brug fra den 17. oktober, og at der vil blive indbudt til indvielsesfest senere på måneden.

Foreningslivet og det øvrige sociale liv i Roskilde fortsatte i de nye rammer, og efter alt at dømme var alle tilfredse med forandringen og Prindsen.