Til venstre i porten ind til bygningen finder vi indmuret beviset på, at den lokale forening for Bygnings og Landskabskultur i 2008 fandt anledning til at præmiere ejerne for bygningens høje vedligeholdesstandard.

I tiden frem mod den 22. december 1982 er der udfærdiget en række tegninger, som fortæller om bygningen og beboernes første jul i 1848.

Måske er det en julehilsen fra en gæst til værtsparret ?

Ud over de små bemærkninger på tegningerne, har arkitekt Niels Andersen skrevet lidt om den senere historie.

Niels Andersen skriver at "vejrhanen til anledningen blevet stykket sammen og triumferer nu på tårnets top"

Hvad anledningen har været er uklart - om det er den tilstundende jul eller afslutningen på et af de mange vedligeholdesprojekter ?

Niels Andersen skriver, at tegningerne til vejrhanen - en kentaur med bue og pil og en slynget delfinhale - lå i stumper og stykker på loftet, men i hel størrelse og med arkitektens signatur på en af stumperne.

Niels Andersen tilføjer nogle bemærkninger omkring vejrhanens motiv.

Den første beboer hed Schiøtz, og allegorien Schiøtz/skytte er nærliggende, men det kniber lidt mere med at finde en logisk sammenhæng til halen.

I 2018 fortæller lokalhistorikeren Lotte Fang, at inspirationen til halen uden tvivl skal findes på Maglekildens kildehus, hvor vindfløjen er en søjomfru med en hale, der minder om den i Bondetinget.

Lægen Carl Schiøtz aflagde en gang i 1870'erne et besøg hos fotografen A.Hillebrandt for at blive portrætteret i sit stiveste puds inclusive den høje hat.

Hillebrandt havde sit fotografiske atelier i gården til Skomagergade 24, som dengang rakte helt tilbage til Bondetinget.

Det er derfor nærliggende at forestille sig, at Carl Schiøtz blot har bevæget sig skråt over gaden til fotografen.

Carl Schiøtz havde sikkert mange gøremål, og Jakob Zeuner fortæller følgende anekdote om hans gang på Roskilde Kloster:

"Schiøtz var bl.a. læge for de adelige frøkner på Roskilde kloster. Benævnelsen af beboerne skiftede gennem tiden fra jomfruer til frøkner til konventualinder, så lægen havde lidt svært ved at følge med. En dag kom han på besøg og siger til husjomfruen, der åbner døren: "Goddag min pige, er din jomfru hjemme? Min frøken er ikke jomfru, og jeg er ikke pige" -  Nå ikke, det troede jeg ellers ! "

På billedet fra omkring 1870 ser vi familien Schiøtz i haven bag tårnbygningen.

De skulle blive de første beboere i ejendommen.

Planerne var egentlig noget anderledes.  Rasmus Borch  ønskede at bygge sig en aftægtsbolig til sig selv og sin datters familie i Bondetinget og planlagde dette.

Han havde haft et langt liv som højt respekteret cancelliråd og forstander for Det Kongelige Opfostringshus i København, men han døde i 1846 inden han så sine ønsker gå i opfyldelse.

Datteren Karen Margrethe var gift med hospitalslæge Carl Schiøtz, som siden 1832 havde arbejdet i Roskilde.

I 1877 dør Carl Schiøtz, og næste generation, lægen Alexander Schiøtz og fru Helene flytter ind, og deres søn som også fik navnet Carl Schiøtz,  har til Jul i Roskilde i 1947 skrevet om  "minder fra et lægehjem gennem 100 år"

Du kan læse artiklen her

Historien om Bondetinget 4 og slægten Schiøtz er uløseligt knyttet også til naboejendommen Bondetinget 6 - kaldet "Enkesædet"

Da Carl Schiøtz dør i 1877 bliver det besluttet, at en yderst værdifuld maleri- og bogsamling, som fru Karen Margrethe havde arvet fra sin far - og som Carl og Karen Margrethe Schiøtz havde udvidet, skulle sælges.

For dele af midlerne erhvervede man naboejendommen og byggede den ejendom, som vi kender i dag, og her flyttede enkefru Karen Margrethe Schiøtz så ind sammen med 2 ugifte hjemmeboende børn og gav plads til næste generation - Alexander og Helene Schiøtz.

Bondetinget 6 var en beboelsesejendom i mange år siden opførelsen lige efter 1877 indtil den i 2014 blev købt af Roskilde Gymnasium og renoveret og ombygget til kontor- og mødelokaler for gymasiets aktiviteter.

Blandt de mange gæster i Bondetinget 4 hos lægeparret Schiøtz var boghandler Otto B. Wroblewski. I sin erindringsbog "5 år i Roskilde" fortæller han om sin etablering i Roskilde på helt bar bund - om byrådets helhjertede forsøg på "benspænd" i flere omgange - en rørende historie om hans tragiske første ægteskab - om et møntfund på hans nye bopæl - om byens sociale liv og noget om byens borgerskab og kendte profiler,  og et par originaler, som åbenbart fortjente omtale.

En øjenvidneberetning, som alle med et forudgående kendskab til byens historie i 1800-1900 tallet vil fryde sig over - og som alle andre med interesse for byens historie kan betragte som en god indgangsnøgle.

Wroblewski fortæller bl.a. om sine besøg i Bondetinget, og ikke mindst om den meget imponerende maleri- og bogsamling han fandt her.

Hvis du vil læse side 25-26 og 27, hvor familien Schiøtz og Bondetinget 4 er omtalt, så se her

Skulle du få lyst til at læse mere, så er hele værket her

Bondetinget 4 er tegnet af arkitekten Gustav Friedrich Hetsch (1788-1864)

G.F. Hetsch var en af tidens førende arkitekter. Han var fra 1822 professor ved kunstakademiet, og blandt hans hovedværker findes bl.a. Synagogen og Sankt Ansgars Kirke i København.

Han markerede sig dertil stærkt indenfor kunsthåndværk og kunstindustri, hvor han bl.a. tegnede møbler, og han var fra 1828-57 kunstnerisk leder på Den Kongelige Porcelainsfabrik.

I 1830'erne og 1840'erne tegnede han de danske og Dansk-Vestindiske pengesedler.

Han var en god ven af Rasmus Borch - utvivlsomt med en fælles kunstinteresse, og det har sikkert været Hetsch en kær opgave at tegne ejendommen til sin gode ven - ikke  mindst på grund af den særlige opgave med at indpasse lokaler til Rasmus Borchs omfattende samling af malerier og bøger.

Ifølge boghandler Wroblewski's beskrivelse talte malerisamlingen  værker af Eckersberg, Melby, Rørby, Juhl, Købke, Skovgaard og mange, mange flere.

Huset skulle også indrettes med kontorlokaler i stueetagen med henblik på udlejning i forbindelse med Stænderforsamlingens møder i Palæet, men der må man sige at timingen gik galt, for netop på det tidspunkt blev Stænderforsamlingerne opløst.

Kontorerne blev så ændret til udlejningsværelser, og blandt de senere lejere kan nævnes I.P.E. Hartmann, geografen Erslev, rektor Rafn og senere domprovst Martensen-Larsen og biskob Fonnesbech-Wulff.

Når man i diverse oversigter over G.F. Hetsch's værker må savne omtale af Bondetinget 4, så beror det iflg. familien på det faktum, at de originale tegninger på deres vej til arkitektursamlingen på Charlottenborg forsvandt sporløst. De blev ganske enkelt tabt på gaden, og trods en efterlysning i dagspressen, blev de aldrig fundet.

Hetsch har sat sig yderligere et aftryk i Roskilde, idet det var ham, der tegnede komponisten Weyses gravmonument på Gråbrødre Kirkegård.

Rasmus Borch ( 1768-1846) tog initiativet til opførelsen af Bondetinget, men han nåede ikke at se ejendommen inden sin død.

Han var teologisk uddannet, men tiltrådte en stilling som lærer og senere forstander ved Det Kongelige Opfostringshus i København  -og der blev han i mere end 50 år, og han var således oppe i 70'erne før han forlod sit embede.

Han var pædagogisk nytænkende og indførte sang-, gymnastik- og svømmeundervisning.

Han var kunst- og bogsamler. Bogsamlingen var på omkring 12.000 bind ved hans død, og han færdedes hjemmevant i tidens litterære og kunstinteresserede kredse.

Han blev ridder af Dannebrog og udnævnt til kancelliråd.

I "Jul i Roskilde" årgang 1989 har Hans Michelsen mere udførligt fortalt om Rasmus Borch og om Bondetinget 4.

Du kan læse artiklen her

På Ehlers grundtakstkort fra 1791 ser vi at Bondetinget 4 ( matr. nr. 80 på kortet) på 12 fag mod gaden også har haft nogle bagbygninger, som da også er beskrevet i både brandtaksationen fra 1791 og tidligere i 1761.

I en periode fra omkring 1823 til 1838 er Bondetinget 4 bolig for 2. præsten ved Roskilde Domkirke Elieser Gad.

Han får embedet i 1823, men vi ved dog ikke om han straks erhverver ejendommen.

Elieser Gad var selv søn af en præst, og han får sammen med sin hustru Søster Christiane Stenersen 10 børn, hvoraf de 7 var drenge. Pånær en enkelt, som dør som spæd, bliver alle drengene teologisk uddannet, og indtræder senere på forskellige niveauer i det kirkelige hieraki, som kapellaner, sognepræster, provster og en enkelt ender endog som biskop over Lolland/Falsters stift og senere over Fyns stift.

Da Elieser Gad dør i 1838, er det en af hans sønner - Christen Pram Gad - der overtager embedet frem til 1846.

Enkefruen flytter ret hurtigt til Herslev Præstegård ved Fredericia, hvor hun dør i 1847 - dog uden at afhænde ejendommen i Bondetinget, som ikke overraskende bliver lejet ud til familiens nye 2. præst ved Roskilde Domkirke, indtil den i december 1844 bliver solgt til Rasmus Borch.

Handelen gennemføres via fuldmagt fra enkefruen af netop den søn, som kort efter blev biskop, nemlig Dr.Theol Christian Stenersen Gad.

Der knytter sig den lille pudsige detalje til sidstnævnte, at han i familien blev kaldt "Badutspringeren" fordi han noget usædvanligt sprang direkte fra et embede som kapellan ( hjælpepræst i Trinitatis kirke) til embedet som biskop.

Elieser Gad og flere af Gad-slægten er begravet på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde.

Det tidligste vi kender til ejendommen er brandtaksationen fra 1761, hvor den med nr. 192 beskrives på en måde, som ikke efterlader tvivl om, at det er den samme ejendom, som med skiftende ejere tilsidst bliver solgt til Rasmus Borch i december 1844 med nedrivning og nybyggeri for øje.