Den seneste større ombygning af Algade 25 fandt sted i 1989, hvor Bio1+2 på 1. sal blev nedlagt, og lokalerne indrettet til diskotek/natklub Exima.

Et betydelig større ombygning fandt sted i 1982, hvor indgangspartiet til BIO blev minimeret, og hvor den gamle biografsal blev ombygget til et lavprissupermarked "Fakta" i den nederste del, og BIO 1-2 indrettet på det, der nu blev første sal.

"Fakta" blev på et tidspunkt - formentlig omkring 1994/95 - afløst af "Netto".

Blomsterforretningen RIO flyttede fra hjørneejendommen ved Røde Port med adgang både fra arkaden og fra Sct. Peders Stræde.

"Skotten" - en skomager/hælebar - etablerede sig i bygningens den højre side, og ejendomsmægler Peter Fabricius etablerede sin forretning i den venstre side.

"Skottens" skomagervirksomhed var at finde i stueetagen tilbage fra (vistnok) 1960'erne - først i venstre side af bygningen, siden i den højre fra 1982, hvor den fortsat eksisterer.

Navnet var ikke tilfældigt, da indehaveren var skotten Roland McKay.

Forretningen har nu skiftet indehaver, men tilbyder stadig de samme ydelser.

Biografteatret BIO har i det meste af bygningens levetid sat sit præg på stedet i perioden fra 1925 til 1989.

BIO blev oprindeligt etableret i 1906 på første sal i Hotel Prindsens fløj langs Sankt Ols Gade, og var byens første permanente biografteater med omkring 200 sæder.  Kinografen - senere KINO - åbnede i 1907 på Algade 2.

Biografdirektør Edvard Møller købte i februar 1925 ejendommen Algade 25 og iværksatte et nybyggeri med en biografsal.

Da nybygningen stod færdig - og det gik stærkt -  flyttede BIO fra Hotel Prindsen til en nybygget biografsal med 304 sæder og åbnede den nye biograf allerede den 17. september 1925.

Dette biograflokale fungerede indtil 1962, hvor ejeren Leif Kops Møller - søn af Edvard Møller, som havde drevet BIO siden 1914 - besluttede sig for at bygge en helt ny og større biograf med alle tænkelige moderne faciliteter, og den gamle bygning blev revet ned fra maj 1962.

Medens nybyggeriet fandt sted, flyttede BIO til Hotel Roars store sal, men det skulle hurtigt vise sig at publikum foretrak biograferne KINO og REGINA, i stedet for dette mere primitive arrangement, så efter tre måneder stoppede filmforevisningerne, som så først blev genoptaget, da der var premiere i den helt nye biograf i april 1963.

Den nye biograf havde fra starten 537 sæder fordelt på 28 rækker, og der var en scene på 70 kvm. foran lærredet. 

I 1968 blev scenen fjernet, og så blev der plads til 560 sæder.

Der opstod generel afmatning af biografmarkedet i slutningen af 1970'erne - ligesom tiden var løbet fra de meget store biograflokaler, så i januar 1981 tvang økonomien BIO i knæ.

Biograflokalet stod ubenyttet hen i en periode indtil en større ombygning af hele ejendommen i 1982.

I dele af den hidtidige biografbygning blev der indrettet to nye mindre biografsale på 1. sal på hhv. 113 og 82 sæder, og det var ejerne af KINO - Leif og Mie Hübertz - der overtog driften, men i 1989 blev det besluttet at lukke BIO, og lokalerne blev indrettet til diskotek/natklub Exima. 

Du kan her læse en mere detaljeret gennemgang af BIO's historie, og måske nikke genkendende til omtalen af mange af de film, der blev vist i de senere år.

Ejendommen Algade 25, som vi kender den i dag, stod færdig i 1925.

Tidligere hotelforpagter, nu fabrikant Jørgen Jørgensen, havde i  1916 købt både nr. 23 og 25 med henblik på en nedrivning af de eksisterende ejendomme, for at opføre et nyt moderne hotel.

Han havde været forpagter på Højskolehjemmet - senere med navnet "Hotel Roar" - og han har set behovet for en mere moderne bygning - sikkert med med en stor sal til diverse arrangementer, som "Hotel Roar" først fik bygget omkring 1938.

Han løb dog ind i flere udfordringer, og den ene var at kommunen i flere år havde overvejet en udvidelse af Sankt Peders Stræde, men endnu ikke havde bestemt sig for tidspunktet. Det stod klart, at der skulle bruges en del af hjørnegrunden til denne udvidelse, men det gjorde jo byggeplanerne lidt usikre.

Den anden udfordring var den, at priserne i perioden var kraftigt for opadgående, så i 1919 besluttede han sig for at droppe den økonomisk set mere risikable investering i et hotel, og i stedet bygge en større kombineret forretnings- og beboelsesejendom. Han fik en aftale med kommunen om hvordan stregerne til udvidelsen af Sankt Peders Stræde skulle tegnes, og gav tilsagn om dels at afgive 133 m2 og dertil at vente i fem år med sit nybyggeri på hjørnet,  og sådan kom det til at gå.

Han tog dog alligevel straks hul på sine byggeplaner, for de omfattede også  en forretningsejendom på hjørnegrundens nordligste del, og den blev naturligvis placeret, så den ikke kom i karambolage med kommunens planer.

Arkitekt Carl Møller tegnede hjørneejendommen incl. både nr. 23 og nr. 25

Det blev dog ikke Jørgen Jørgensen der bebyggede nr. 25, idet han solgte denne ejendom primo 1925 til biografdirektør Edvard Møller, som indtil da havde drevet sin biograf på Hotel Prindsen, men som derefter byggede den østlige del af Carl Møllers projekt, og det var inclusive en biografsal mod nord - og hertil flyttede biografen - nu kaldet BIO.

På tegningen bemærker man i tagetagen den brandmur, som adskiller de to bygherres ejendomme.  Den store indgang til højre er måske det planlagte indgangsparti til BIO ? 

Det var i forbindelse med udgravningerne til opførelsen af biografsalen bag facaden til Algade 25 at man stødte på nogle bygningsrester, som blev identificeret som rester af "Dronning Dorotheas Gaard" tilbage fra 1400'tallet.

I avisomtalen nævnes "Motordepotet", som  set med dagens briller lå i Sankt Peders Stræde, men som i perioden fra omkring 1919 til 1924 sikkert er blevet opfattet som hørende til Algade, da den tidligere bebyggelse var revet ned omkring 1916 og den tomme plads sandsynligvis har været benyttet som en del af "Motordepotets" aktiviteter, som omfattede salg af biler m.v.

Om udgravningen var bag nr. 25 eller bag "Motordepotet"s ejendom mod øst er et spil om ord - og på tidspunktet havde begge matrikler samme ejer.

1960-1982 enkefru Nanna Kops Møller

1952-1969 biografdirektør Leif Kops Møller

1925-1952 biografdirektør Edvard Møller

1916-1925 tidl. hotelforpagter, fabrikant Jørgen

                   Jørgensen      

1872-1916 sagfører Jacob Christensen

1827-1872 justitsråd, godsforvalter Georg Fritz

1821-1827 først sadelmager Chr. Madsen, siden                         sønnen Lars Madsen

1812-1821 drejer Espen Hansen

1812-1812 bagermester Gotfried Buchthorn

1807-1812 bagermester David Chr. Hagemeister

1803-1807 bagermester Kjær

1801-1803 gårdmand Jørgen Erichsen

1792-1801 etatsråd Johan Christopher Willebrand

1761-1767 ejer if. brandtaksation 1766 madame 

                    Hersleb, enke efter magister Hersleb          

1760-1761 urmager Christian Mathiesen

1759-1760 bødkermester Rasmus Henrichsen

1751-1759 bagermester Gregorius Petersen

        - 1751 købmand og rådmand  Anders        

                    Rasmussen Lange

1731-          skomager Eric Jensen Bang

        - 1731 skomager Eric Jensen Bang

Vi ved med sikkerhed, at der i nyere tid - d.v.s. op til branden i 1731 og tiden derefter, har været bebygget med 4 ejendomme, som hver for sig har deres historie og ganske mange ejere.

Der har været en bebyggelse, som nedbrændte i 1731.

Så er der genopbygget med et såkaldt "ildebrandhus",  som med diverse ombygninger har stået der frem til omkring 1875.

Ejendommen fra omkring 1875 fik en relativ kort levetid, for i tiden op til 1924/25 blev den revet ned for et gi' plads til det nybyggeri, som står der den dag i dag.

Ikke alle ejerne har nødvendigvis boet i ejendommen, og i disse perioder, har den tjent som en investerings-ejendom til udlejning.

Ejeren mellem 1792 og 1801, Johann Christopher Willebrandt, (1732-1807), var indtil sin pensionering i 1771 deputeret i admiralitetskollegiet – og dermed en del af den øverste ledelse af den dansk-norske flåde.

Han var så vidt vides en dygtig embedsmand, som havde haft en ganske flot karriere, men han havde medvirket i en omorganisering i ledelsen af flådens administration, og det giver med sikkerhed altid fjender i egne rækker, og dertil var der en evig rivalisering mellem flådens og landtroppernes ledelse. Det skulle blive hans skæbne, for der var åbenbart en del, som ikke ønskede ham det godt.

Da skandalen omkring J.F. Struensee kulminerede i foråret 1772 med anholdelse og senere henrettelse, kom der ikke overraskende bagefter et stormvejr over dem, som på den ene eller anden måde havde medvirket til Struensees administration.

Også Willebrandt kom under anklage – arresteret og afhørt, uagtet at han allerede var gået på pension og sygemeldt.

Arrestationen blev hurtigt hævet, da der egentlig ikke kunne bebrejdes ham andet end utilstrækkeligt kendskab til marinens særlige forhold, og han ikke havde stået i nærmere forbindelse med J. F. Struensee, men alligevel blev hans pension beskåret, og han fik påbud om at tage fast ophold i en af småbyerne på Sjælland, og denne ”småby” blev altså Roskilde og adressen Algade 25.

I hvor høj grad han opholdt sig der ved vi ikke - han har helt sikkert haft rigtig mange kontakter og rejser til København, hvor han da også tilbragte sine sidste dage i meget trange kår

Du kan læse en mere detaljeret beskrivelse af Willebrands liv og levned i Dansk Biografisk Leksikon her

I 1731 blev der skrevet et sørgeligt kapitel i byns historie.

Byen var på ingen måde uvant med brande, for det var jo i tiden med åben ild til både madlavning, opvarmning og som lyskilde i de private hjem, og mange af de små håndværksvirksomheder var på samme måde afhængige af ilden - f.eks smedene, bagerne og ølbryggerne.

Den 13. april 1731 udbrød der en brand, som lagde store dele af Algade inclusive byens rådhus (Algade 11) og hele Hersegade øde.

Tabet blev efterfølgende opgjort til 22 gårde og 29 huse incl. 4 huse, som blev nedbrudt for at hindre ildens udbredelse og 50 familier blev berørt - og de fleste blev kastet ud i armod, da de mistede alt.

Det var mange år før brandforsikringer og lignende eksisterede, så det eneste byen kunne gøre var på de skadesramte borgeres vegne at opgøre tabene og fremsende en bøn til majestæten om hjælp.

Denne bøn om hjælp blev hørt, men desværre ikke i et omfang som kunne udligne skadernes omfang - og resultatet blev, at der blev igangsat en opbygning af nye ejendomme, som typisk var noget mindre end de brændte. De blev senere kaldt "Ildebrandshuse", og var typisk i en etage - ofte med en kvist - og måske blev der også råd til en bagbygning, hvis der havde været en sådan tidligere.

Algade 25 var blandt de brandramte ejendomme, og i opgørelserne over de skadelidte finder vi da også skomager Eric Jensen Bang. 

Som nævnt brændte også byens rådhus, og dermed gik alle byens arkivalier tabt, hvilket vi den dag i dag må begræde, for dermed forsvandt utroligt meget viden om tiden før 1731. 

Konklusionen bliver desværre, at hvad der end måtte ha' været af protokoller eller lignende, som kunne ha' fortalt noget om skomager Eric Jensen Bangs ejendom og beskaffenhed, så er de gået tabt. Det eneste vi ved er, at ejendommens værdi blev anslået til 600 Rigsdaler ved opgørelsen af tabene, og det brændte indbo til 133 Rigsdaler.

Du kan her se protokollerne som blev udfærdiget efter brandene i både 1731, 1734 og 1735.

Lokalhistorikeren Lotte Fang skrev i 1973: 

"Roskilde Brænder " om tidernes store brande i Roskilde - herunder branden i 1731.

Du kan læse den her

Efter branden i 1731 modtager den hidtidige ejer af Algade 25 en erstatning til genopførelse af en ejendom, og protokollen fra sagen viser, at Eric Jensen Bang planlægger at genopføre en ejendom på 9 fag mod gaden og hertil tre fag kvist. På gårdsiden planlægges en bag/sidebygning på 11 fag - også i en etage.

Det tidligste nedfældede om hvad der sandsynligvis derefter blev opført kan findes i brandtaksationen fra 1761, hvor ejeren nu er skomager Christian Mathiesen 

Der er tale om et typisk "Ildebrandhus" i en etage, hvor det væsentlige i beskrivelsen kan sammenfattes nogenlunde således: 

"en gård med 9 fag til gaden og en kvist på 3 fag indrettet til værelser, og der har været en såkaldt jordkælder på tre fag. Der har været en skorsten fra grunden til to jernbilæggerovne. 

Bag facadebygningen en 10 fags sidebygning i en etage mod øst indrettet til køkken, værksted, stald og avlshus. Der var 2 skorstene fra grunden til sidebygningen.

Endelig var der en nordlig længe på 5 fag indrettet med et kammer og en port til indkørsel fra nord."

Du kan her læse den originale tekst fra brandtaksationen 1761 med tilhørende transskription.

Den oprindelige bygherre Eric Jensen Bang endte sine dage som en fattig mand, som 80 år gammel døde på Duebrødre Hospital.

Det ser ud til at købmand og rådmand Anders Rasmussen Lange har været med til at finansiere byggeriet jfr. gældsposter noteret i byens panteprotokol. Det er sikkert forklaringen på at først Anders Rasmussen Lange og siden hans enke i en periode overtager ejendommen, men forløbet og de nærmere omstændigheder kender vi ikke.

Det oprindelige "ildebrandshus" gennemgår senere et forløb som ses i mange tilfælde.  Først udvides kvisten til 5 fag, og senere ombygges til en egentlig 1. sal mod gaden, og brandtaksationer fortæller om en 3 fags kvist mod gården.