Algade 7

Algade 7

Foto KB 2015

Algade 5-7 fremstår i dag som en tre-etages erhvervsejendom med adgang under bygningens 1-3 etage via et lille torv til Danske Banks store ekspeditionslokale med et antal traditionelle kasser og et stort åbent kontorareal med rådgivningsfaciliteter. I gadeniveau er der indrettet 3 forretningslokaler. På 1-2 sal er der i 2016 indrettet lokaler til Clavis - en sprogundervisningsvirksomhed, og på 3. sal er der en tandlægevirksomhed.

 

Fra det lille torv er der etableret gennemgang til "Djalma Lunds Gård" i Algade 9

 

Den største del af kælderen under bygningen er indrettet til parkering med adgang fra Palæstræde.

 

De tidligere bygninger på Algade 5 og Algade 7 blev nedrevet i perioden 1962-1964 for at give plads til sparekassens nybyggeri, som spredte sig over begge adresser og rakte bagud til Palæstræde. Nedrivningen skete etapevis, idet Algade 7 blev nedrevet først og arbejdet med fundering og støbning af kælderen blev iværksat.

 

Nedrivningen af Algade 7 skete i 1962, hvorefter der blev foretaget en gennemgribende jordbundsundersøgelse af den kommende byggeplads, og Nationalmuseet var efterfølgende involveret i en arkæologisk undersøgelse af stedet i sommeren 1963.

 

Begge disse to etaper af sparekassens nybyggeri blev indviet i oktober 1966 - og så var det tid til nedrivning af den gamle sparekassebygning og efterfølgende nybygning på adressen Stændertorvet 5 -idet der nu var skabt mulighed for at sparekassens virksomhed under den tredie og sidste etape af projektet kunne fungere i de første etaper af nybyggeriet med adgang fra både Algade og Palæstræde.

 

Stedet og de tidligste bygninger er noget af byens ældste, som findes beskrevet helt tilbage til 1400'tallet, hvor jorden var ejet af af Sct. Anna Alter ved Roskilde Domkirke. ( Chr. 1.'s kapel)

 

Der har boet en af byens borgmestre på adressen Algade 7 tilbage i starten af 1500'tallet - også i ejendommen Algade 1 boede der en borgmester i slutningen af 1600'tallet, og yderligere en i Algade 5 i slutningen af 1400'tallet, så det har gennem tiderne været en "fashionabel" del af hovedstrøget.

 

 

 

 

Foto KB 2016

 

Det lille torv foran indgangspartiet til Danske Bank er til tider ganske trafikeret, specielt i sommerhalvåret, hvor cafèen i torvets vestlige del arrangerer udendørsservering, og om lørdagen er der en fin genvej til arrangementerne i Djalma Lunds Gaard.

 

Gennembruddet af væggen ind til Djalma Lunds Gaard skete omkring 1987/88

 

I forbindelse med årligt tilbagevendende musikalske arrangementer i større dele af byen, benyttes de overdækkede arealer under facadebygningen ud mod Algade ofte - der er en helt speciel akustik, og hvis vejret driller, er det ikke så ringe for de optrædende at kunne stå i tørvejr.

 

Den keramiske udsmykning på flere af væggene står fint som selvstændige kunstværker, men forklaringen på deres tilstedeværelse er kendt af alle Roskildensere med hukommelse fra sidst i 1960'erne, da de udgjorden en del af en større kunstnerisk udsmykning med "Duebrønden" som det centrale midtpunkt.

 

I dag er desværre kun fundamentet til brønden tilbage - der er tilføjet nogle faste bænke på alle fire sider, og det tidligere kunstværk er erstattet af lav beplantning.

 

 

Foto Lokalhistorisk Arkiv juni 1994

 

Foto Lokalhistorisk Arkiv 1967

Foto Bennie Hansen sommer 1988

Kunstværket "Duebrønden" blev skabt af billedhuggeren Gudrun Lauesen. Gårdens vægge blev allerede i 1966 udsmykket med relief-fliser med duer og solhjul, og den 10. juli 1967 kunne man løfte dækkenet og afsløre den keramiske duebrønd, som i en del år derefter var et yndet motiv for både byens borgere og gæster.

 

Desværre virkede de smukke tanker bag udsmykningen efter en kort årrække alligevel ikke helt gennemtænkte, for det keramiske materiale var ganske ømfindtligt og åbenbart meget tiltrækkende for både drengestreger og mere alvorlige hærværksidèer.

Efter et alvorligt tilfælde af hærværk måtte der "hovedrepareres", og "Duebrønden" blev genindviet i marts 1978.

 

Selvom kunstværket således tålmodigt blev repareret, var det også et problem, for nu blev kunstværket yderligere sårbart over for vejrliget og specielt frost, som bidrog til en nedbrydning af materialet, så enden på det hele blev desværre, at "Duebrønden" måtte fjernes i 1989.

 

Duebrønden blev genopstillet i en indre gård i Reventlowsgade 10 i København i forbindelse med Lån&Spar Banks afdeling på stedet. Der har den så stået i en årrække, men ejendommen blev afhændet i 2001, og umiddelbart efter blev "Duebrønden" fjernet.

 

Den nye ejer har oplyst, han ved overtagelsen desværre måtte konstatere, at 2 af duerne var fjernet, og at springvandet var utæt ( også et tilbagevendende problem da det stod i Algade 7) - og da omkostningerne ved en evt. reparation viste sig at være ganske betydelige, blev beslutningen at fjerne "Duebrønden", og den involverede entreprenør har sandsynligvis fået den destrueret.

 

Private fotos 1989 og 1990 udlånt af Helle Kronsten

"Duebrønden" blev fjernet i sommeren 1989 og kørt til Gudrun Lauesens atelier, hvor det fik en gennemgribende renovering og de keramiske fliser genskabt. Året efter blev det genopsat i gården til Reventlowsgade 10, hvor Gudrun Lauesen til sidst kunne se resultatet. Det stod meget smukkere i Roskilde, men lidt mindre udsat i København, selv om hærværk til sidst alligevel gjorde en ende på kunstværket.

Foto Lokalhistorisk Arkiv 1966

Den 10. oktober 1966 kunne sparekassen for første gang lade sine kunder komme ind i det nye ekspeditionslokale efter en byggeperiode på 2½ år. Lokalet var dog "kun" godt det halve af det lokale, som Danske Bank i dag råder over i stueplan. Nedrivning og nybyggeri var iværksat ud mod Stændertorvet, og først da dette byggeri var afsluttet, kunne man lade stueetagerne i begge ejendomme smelte sammen.

 

Man kan på billedet se, at Duebrønden endnu ikke er kommet på plads - det skete først året efter.

De første forretninger i den nye arkade var Henry Andersens Guld- og Sølvsmedeforretning- senere overtaget af Margit Hansen, og bag denne anes "Citykiosken", som var der helt frem til 2016. På modsatte side var der først "Schou-tex", som dog relativt hurtigt blev afløst af " B&T Nyt tøj" og snart efter herreekviperingsforretningen "OTTO" - og siden af skiftende forretninger i samme branche.

Foto Henrik Clausen - Lokalhistorisk Arkiv 1962

Hele byggeprojektet startede med nedrivningen af de eksisterende bygninger, og på billedet ses hvor langt man var kommet den 26. juni 1962.

 

Inden byggeriet kunne iværksættes, forestod der en række udfordringer:

 

Planen var, at mens man afventede byggetilladelse, skulle Geodætisk Institut foretage en jordbundsundersøgelse af hele arealet.

 

Herefter skulle Nationalmuseet ha' adgang til at iværksætte en arkæologisk udgravning i sommeren 1963, og efter afslutningen af denne forventede man at Fredningsvæsenet ville acceptere en ophævelse af den fredningspligt, som hvilede på de middelalderlige bygningsrester, som udgravningen forventedes at afdække.

 

Alt dette gik som forventet - igangsætningstilladelsen var gældende fra 15. november 1963 - men inden man kunne igangsætte den egentlige grundudgravning til nybyggeriet, måtte man foretage en understøbning af de meget gamle og ret forfaldne bygninger i det 60 meter lange skel ind til Algade 9 - i dag kendt som "Djalma Lunds Gaard" - og i tillæg hertil oven i købet reparere de revner der allerede var i det gamle murværk !

 

 

 

De arkæologiske udgravninger fandt sted hen over sommeren 1963 under ledelse af overinspektør ved Nationalmuseets 2. afdeling Hans Stiesdal, som ses på begge billeder.

 

Konklusionen på udgravningen blev, at murværket under ejendommene 3-5 og 7 alle var dele af de ølaftapningskældre som hørte til de ovenpå liggende værtshuse.

 

Det havde indtil da været opfattelsen blandt tidens arkæologer og historikere, at de dybe, hvælvede kælderrum var resterne af kældrene under det rådhus, som brændte i 1731.

 

Vi ved nu, at dette rådhus havde anderledes beskedne dimensioner, og at det lå omtrent der hvor Algade 11 ligger i dag.

 

Lokalhistorikeren Arthur Fang havde både mod- og mandshjerte nok til først offentligt at erkende, at han også havde taget fejl, og dernæst i 1973 - kort før sin død som 91-årig -opsøgte han sparekassedirektør Knud Henker og aftalte, at den mindeplade der var opsat vedr. rådhuset på bygningen Algade 3 blev nedtaget.

 

De fire herrer midt i udgravningerne er Stiesdal, Arthur Fang, i mørkt jakkesæt murermester Fr. Schledermann og endelig sparekassedirektør Knud Henker.

Foto Henrik Clausen - Lokalhistorisk Arkiv 1963

 

Foto Henrik Clausen - Lokalhistorisk Arkiv 1963

På den første arbejdsdag efter sparekassens 130 års stiftelsesdag den 3. november, kunne man endelig tage "første spadestik" på den egentlige grundudgravning til det byggeri, som var et af byens absolut største i en længere årrække.

 

Sparekassens tilsynsråd og nogle ledende funktionærer samt ingeniører og arkitekter var mødt frem til dagen.

 

Fra venstre mod højre ser man først - stort set skjult bag gravkoen - bogholder Axel Christiansen, og dernæst kontorchef S.Bencke, ingeniør Edv. Christensen fra ingeniørfirmaet Knudsen og Sørensen, gårdejer Johs. Hansen, borgmester Børge Juel Hansen, fhv. sparekassedirektør Svend Holme, chefredaktør Tage Nielsen, sparekassedirektør Knud Henker, politiassessor Jørgen Langkilde, landsretssagfører Povl Krüger, murermester Fr. Schledermann, tømrermester Johs. Ø. Madsen, sparekassekasserer Emil Zuschlag, entreprenør Eivind Johnsen og arkitekt Edv. Wemmelund.

 

..og så skred byggeriet iøvrigt frem som planlagt - og den 1. juli 1964 kan man se, at den del af parkeringskælderen, som ligger under forhuset ud mod Algade er færdigstøbt, og afstivningen til forhusets nederste etage i gadehøjde er opstillet.

 

Naboejendommen mod vest Algade 5 er på dette tidspunkt også nedrevet, og indgår i nybyggeriet.

Foto Henrik Clausen - Lokalhistorisk Arkiv 1964

 

Lokalhistorisk Arkiv 1950

I bygningen, som i 1962 måtte lade livet for at give plads til nybyggeriet, havde der været manufakturhandel siden 1854 med skiftende ejere og navne.

 

Fra 1939 til 1961, hvor ejendommen blev solgt til Roskilde Sparekasse med nedrivning for øje, var det enkefru Emmy Seidenfaden der drev forretningen sammen med kompagnonen Arthur Christensen.

 

Som det fremgår af billedet, hed forretningen "Magasin du Nord" i 1950'erne. I forretningens sidste periode var navnet Magasin Schmidt & Seidenfaden.

 

Ældre Roskildensere ( skrevet 2017) husker med fryd hvordan forretningen til glæde for børnene havde en lille mekanisk karrusel opstillet bag i forretningen ved juletid.

 

I starten af 1940'erne blev forretningen moderniseret - facaden udvidet, idet en trappeopgang til et tidligere fotografisk atelier på 2. sal blev nedlagt - udstillingsvinduerne ført helt ned til gadeplan, og det dominerende navneskilt "Magasin du Nord" sat op.

 

Arthur Christensen forlod forretningen nogle få år før salget af ejendommen, og han fortsatte den boligmonteringsafdeling, som Magasin du Nord havde Algade 9 - senere under navnet "Roskilde Boligmontering. Det var Arthur Christensens lejemål, og han fortsatte forretningen til slutningen af 1960'erne.

 

Lokalhistorisk Arkiv 1943

Et billede som umiddelbart viser hvordan forvirringen breder sig - året er 1943, og luftalarmen er lige gået i gang, og Roskilde Borgervæbning trækker tøvende mod Algades sydside.

 

I denne sammenhæng er det nok mere interessant at se, at Magasin du Nord på tidspunktet også havde en boligmonteringsforretning på Algade 9

 

I "Jul i Roskilde" årgang 1925 - den absolut første udgave - finder vi noget, der umiddelbart ligner de andre artikler, men som hurtigt viser sig at være en slet skjult annonce - det ku' de altså også godt finde ud af allerede dengang.

 

Det morsomme er, at her har vi "for fuld udblæsning" den fejltagelse der i mange år herskede blandt arkæologer og historikere, nemlig at det rådhus, som så ulykkeligt brændte i 1731, strakte sig hele vejen fra Olsgade til Stændertorvet.

 

En til lejligheden fabrikeret tegning viser et udsnit af Resens gamle kort fra 1677, og den ledsagende tekst tager absolut ingen forbehold.

 

Det understreger kun med hvor stor forsigtighed man skal læse de gamle kort - og det gælder som bekendt den dag i dag.

 

Udgravningerne i sommeren 1963 var med til at bekræfte historiens rette tilstand.

 

Artiklen fra "Jul i Roskilde" 1925 kan du læse her

Illustration fra Jul i Roskilde 1925

 

Roskilde Lokalarkiv - omkring 1925

En reklametegning, som må være nogenlunde samtidig med det tilsvarende foto fra 1925, viser at "papir er taknemmeligt" og at indehaveren ikke har haft mindreværdskomplekser !

 

Det er tydeligvis en noget fortegnet beskrivelse af en bygningen - ikke mindst bagbygningerne, og Roskildes lille landsbykirke syner ikke af meget.

 

Mon ikke et par af byens borgere har trukket lidt på smilebåndet ?

 

Billedet viser ikke mindst Johannes Bruuns Boghandel i Algade 9, men til højre (vest) herfor ser man den trappeopgang, som blev nedlagt i starten af 1940'erne.

 

Det var opgangen til et fotografisk atelier, som blev etableret af fotografen F.E.Hansen og hans hustru oppe under taget med et stort ovenlysvindue - måske så tidligt som 1864.

Den gode fotograf måtte lide den tort - af ukendte grunde - at blive kaldt "Fæ-Hansen" i folkemunde.

Fanny Fang beskriver dem i Jul i Roskilde 1934 som "et eksentrisk og skuespillerkært ægtepar", som startede med at ha' en delikatesseforretning, men som endte med fotograf-forretning

Atelieet overtages af A. Carolsfeld-Krausè i 1897, og han driver det til omkring 1937.

 

Billedet er ikke dateret, men det er før 1923, hvor Bruuns Boghandel flytter over på den anden side af Algade til Domapotekets bygning - og man aner at det er Carolsfeld-Krausè's navn der står over døren, og den store gaslampe til venstre for døren er fra lige efter 1915.

Lokalhistorisk Arkiv udateret - før 1923 - efter 1915

 

 

Lokalhistorisk Arkiv - bagsiden af diverse portrætfotos

Det var almindeligt for den tids fotografer at opklæbe et billede på et stykke pap, hvor der på bagsiden var trykt en slags "annonce" for ophavsmanden. En pudsig detalje ved F.E.Hansens annonce for sit atelier er det faktum, at han skriver ejendommens matrikelnummer som adresse, og nævner for en sikkerheds skyld, at han bor "skraaes for Apotheket" - altså skråt over for Domapoteket.

 

Langt op i 1890'erne var det ikke ualmindeligt at benytte matrielnumrene - et andet eksempel herpå er Ostermanns Magasin i Skomagergade - i dag nr. 11-13 - dengang stod der 18 på facaden.

 

 

I 1915 blev manufakturforretningen overtaget af grosserer Emil Seidenfaden, som straks foretog en ombygning og modernisering af lokalerne.

Der blev opsat store gaslamper over facadeskiltet, og de tidligere kontorlamper i vinduerne blev erstattet af inddirekte belysning.

 

Det var på det tidspunkt at forretningen udvidede sit sortiment med herrelingeri, som i mange år blev udstillet i viduet til venstre for indgangen.

Lokalhistorisk Arkiv omkr. 1915

 

Lokalhistorisk Arkiv

Det var i forbindelse med moderniseringen af manufakturforretningen i 1915 at man fik afdækket dele af det middelalderlige murstensværk i kælderen.

 

At der på stedet havde ligget en grundmuret gård blev arkæologisk erkendt et par år tidligere i 1911.

 

To såkaldte gemme-nicher i munkesten har således kunne ses i kælderen fra 1915 og frem til udgravningerne i 1963 - og de har selvfølgelig givet forhåbninger om yderligere fund i den forbindelse, og de forhåbninger blev opfyldt.

 

Vett & Wessel's Udsalg - formentlig kort tid før Emil Seidenfaden køber og ombygger forretningen.

 

Der kan ses nogle udhæng mellem vinduerne på 1. sal - deres funktion på tidspunktet er lidt uklar, men det er sikkert, at de i 1915 bliver brugt til at ophænge nogle store gaslamper.

 

Helt yderst til venstre ser man naboejendommen Algade 5 med forretningen "Sæbehuset" og i Algade 9 aner vi boghandler Bruun, som flyttede hertil omkring år 1900.

Lokalhistorisk Arkiv , formentlig få år før 1915

 

Lokalhistorisk Arkiv , omkring år 1900

Formentlig det første billede af manufakturforretningen på adressen Algade 7.

 

Forretningen blev etableret af manufakturhandler Janus Poulsen i 1854, hvor han køber ejendommen, som tidligere havde været en hotel- og restaurationsvirksomhed.

 

I 1878 testamenterede Janus Poulsen ejendommen og forretningen til sin tidligere medarbejder Ludvig August Scheel, men hans interesse for branchen har åbenbart været begrænset, for efter kort tid overtager han driften af hotel "Løven" på Hestetorvet for sin svoger P.Petersen - "Løven" blev senere kendt under navnet Jernbanehotellet.

 

Der har været skiftende ejere i perioden - navne som Wilkens, Lorentzen, Schønemann og H.C.Severin men navnet Vett & Wessel og senere Magasin du Nord er dukket op i 1883 i Roskilde. Magasin du Nord med hovedsæde på Kongens Nytorv i København voksede sig fra 1879 og i årene frem til en stor kæde af tilknyttede manufakturforretninger over hele landet - helt op til 170 på sit højeste.

 

Der var tale om selvstændige manufakturhandlere, som fik retten til at sælge Magasins ofte egen-producerede varer, og dertil ret til at benytte navn og bomærke - man kan vel kalde det den tids franchise-tagere - og blandt disse var altså også skiftende manufakturhandlere på Algade 7.

 

 

 

 

 

Der findes - ikke overraskende - ingen fotos af ejendommen fra den tid hvor manufakturforretningen blev etableret i 1854, og naturligvis heller ikke før.

 

Men vi har en affotografering af en porcelænskop - en chokoladekop med et påmalet motiv, som viser hotel "Stadt Hamburg". Den er fremstillet i 1853 af den Kongelige Porcelænsfabrik. Det vides ikke præcist til hvem og hvorfor koppen og et evt. tilhørende stel er fremstillet, men et gæt har været, at en sådan chokoladekop kunne være en slags souvenir til hotellets gæster.

 

Mon ikke man skal være lidt varsom med at tage billedet helt for pålydende - det forekommer noget "pompøst" i forhold til omgivelserne !

 

I 1848 købte restauratør H.P.Hansen ejendommen, som på tidspunktet rummede et mere beskedent værtshus. Der havde tidligere været et egentligt herberg, men sælgeren havde ikke ret til at drive herbergsvirksomhed, men værelser må der ha' været. Det er lidt uklart i hvor høj grad han har renoveret og moderniseret - at ihvertfald facaden er "pudset op" virker ganske sandsynligt - resultatet blev et efter tidens forhold stort og moderne hotel og han navngav det "Stadt Hamburg"

H.P.Hansen troede på, at den jernbane, som kom til Roskilde i 1847 ville betyde en stor tilstrømning af gæster til byen. Der var også netop i 1846 åbnet en vandkuranstalt ved Maglekilde, som også forventeligt kunne give gæster til hotellet.

 

Det gik absolut ikke som forventet - konkurrencen fra hotel "Løven" (senere Jernbanehotellet) var hård, idet dette hotel også moderniserede og byggede en ekstra etage til hotelværelser. En anden hård konkurrent var hotel Frederikstad ( senere kendt som Promenaden) der også efter en ombygning åbnede på hjørnet af Algade og Hestetorvet, og det blev slet ikke bedre af at Maglekilde Vandkuranstalt måtte lukke allerede i 1851.

 

H.P.Hansen gav op og solgte sin ejendom til manufakturhandler Janus Poulsen omkring 1853/54.

 

 

Lokalhistorisk Arkiv - affotografering af porcelænskop fra 1853

 

Lokalhistorisk Arkiv - maleri af C.Johansen - sandsynligvis fra 1940 - af hotel "Stadt Hamburg"

Maleriet tilhører Roskilde Borger- Haandværker- og Industriforening

 

Hans Rønø har i "Roskilde-bogen 1964" omtalt Algade 5 og 7 og ikke mindst H.P.Hansen og "Stadt Hamburg". Her skriver han, at H.P.Hansen nedrev den hidtidige ejendom og opførte en ny, men en granskning af brandtakseringerne tyder mere på, at der er sket en ombygning - formentlig incl. en facaderenovering. Rønø omtaler både den franske kok og de fransk- og tysktalende tjenere i korte trøjer og små grønne forklæder.

 

Du kan læse artiklen her

 

Det må i sandhed ha' været en omvæltning i forhold til Christian Johansens værtshus med billardstue, og Fanny Fang omtaler da også "Stadt Hamburg" i Jul i Roskilde 1931 som en efter forholdene meget fornem restaurant med værelser til både inden- og udenlandske gæster.

Roskilde Borger- Haandværker- og Industriforening" blev stiftet 1840 på adressen Algade 7 - det er en kendsgerning.

 

Foreningen ejer et maleri - en gave ved foreningens 100-års jubilæum i 1940 - og det er tydeligt at maleren C.Johansen har benyttet motivet fra den gamle porcelænskop - hotel "Stadt Hamburg" fra 1853 - og det er et motiv som tidligst har været der i 1848.

 

Det kan i dag giver anledning til lidt undren, for motivet fandtes således ikke da foreningen blev stiftet, og det beskrives da også i jubilæumsskriftet, at man dengang mødtes "hos gæstgiver og hjulmand Johansen, som stillede sine lokaler til rådighed for byens velagtede håndværksmestre" og det lyder også senere "her i de lavtloftede stuer mødtes de af Roskildes mestre, som vedtog bestemmelserne for foreningen" og endelig er det en kendgerning at man kun var på adressen i et lille års tid og derefter flyttede foreningens aktiviteter til "Skandinavien" på hjørnet af Olsgade og Kirkestræde, som tilsyneladende havde både bedre plads og faciliteter.

 

Det eneste der kan give mening i forhold til at foreningen ifølge sine mange jubilæumsskrifter blev stiftet på "Stadt Hamburg" må være, at Christian Johansen kaldte sit værtshus ved dette navn, men alle kendte kilder nævner, at dette navn først kom til, da restauratør H.P.Hansen åbnede sit hotel.

 

Et gæt kan være, at da man skriver foreningens første jubilæumsskrift 50 år efter stiftelsen, har der sneget sig en erindringsforskydning ind (skribenten har næppe selv været med 50 år tidligere, og for ham er adressen lig med Stadt Hamburg) og den fejltagelse bliver så gentaget pligtskyldigt igen og igen i de følgende jubilæumsskrifter og ender med at blive "sandheden" - og lad det endelig blive ved det !

 

Ejeren i 1840 Christian Johansen, købte ejendommen i 1838 og fik efter en del besværligheder ombyttet sit borgerskab som hjul- og karetmager til "værtshusholder"

Han havde søgt magistraten om ret til at drive billard- og herberghold - bl.a. under henvisning til at der tidligere havde været både værtshuse og herberg på adressen, men måtte altså "nøjes" med titlen som værtshusholder.

 

 

 

I forbindelse med udgravningerne på Algade 5 og 7 blev der - udover en betydelig mængde potteskår - også fundet en del mønter.

 

Det var dog på ingen måde et fund, som kunne måle sig med den møntskat, som dukkede op ved udgravningen i 1854 på den nærliggende adresse Stændertorvet 7 i forbindelse med at Ferdinand Bang skulle opføre en ny ejendom som nabo til hans ejendom på hjørnet af Stændertorvet og Algade.

( dette fund er beskrevet under adressen Stændertorvet 7).

 

Mønterne blev som loven foreskriver afleveret til Nationalmuseet som danefæ, men sparekassen fik tilladelse til at få fremstillet et sæt kopier, som fortsat er at finde i sparekassens - nu Danske Banks

varetægt.

 

Man genkender Chr. den 4.'s og Frederik den 3.'s navnetræk, så noget tyder på at mønterne oprindeligt er gemt i anden halvdel af 1600'tallet.

 

At Algade 7 har været bebygget ihvertfald siden 1400'tallet er ganske sikkert, men det var først i 1911 at man arkæologisk erkendte, at der måtte være rester af det oprindelige murværk under senere tiders byggerier.

 

Det blev bekræftet i 1915 i forb. med en ombygning af ejendommen, og da Nationalmusees 2. afdeling underledelse af overinspektør Hans Stiesdal i sommeren 1963 fik lejlighed til en større arkæologisk udgravning.

Lokalhistorisk Arkiv - fotos v/ Nationalmuseets 2. afdeling 1963

Ved udgravningerne afdækkede man nogle affaldsgruber - i det ene tilfælde en sammensunken affaldsgrube under det middelalderlige sidehus, hvor det ser ud til at både gulvet og noget af bygningens fundament er fulgt med - en alvorlig sag, som på et tidspunkt må ha' ført til en større reparation eller ombygning.

 

En af de andre gruber blev afdækket i grunden bag husene.

Sådanne affaldsgruber - simple huller i jorden uden befæstelse af hverken sten eller tømmer - var ganske almindelige i middelalderen.

De blev ikke tømt, men snarere overfyldt, og så gravede man et nyt hul ved siden af. Ofte gravede man ud på samme sted og spredte indholdet ud på gårdspladsen eller i omgivelserne, og det er grunden til at byernes niveau steg støt og sikkert i middelalderen, indtil man i reformationstiden fik nogenlunde organiseret en form for renovationsvæsen, der kørte affaldet ud af byen, så byniveauet ophørte med at stige.

Lokalhistorisk Arkiv - fotos v/ Nationalmuseets 2. afdeling 1963

 

ROMU 1984/85: Tiden før reformationen

I tiden før reformationen tilhørte både Algade 1, Algade 3 og Algade 5 Sct. Trinitatis Alter. (ses her som nr. 152/53/54) - og Algade 7 (156) var ejet af Sct. Anna Alter, begge altre beliggende i Hellig Trekongers Kapel i Roskilde Domkirke. ( Chr. 1.'s kapel)

 

Det var ikke ualmindeligt, at velhavende mennesker testamenterede deres jordiske gods - eller dele heraf - til f.eks. Trinitatis Alter eller Sct. Anna Alter og herunder også velhavende Roskildensere, og på den måde sikrede kirken sig betydelige indtægter - bl.a. ved at udleje diverse ejendomsbesiddelser. Det var altsammen før reformationen i 1536, hvor nye ejerforhold kom til at gøre sig gældende - også for Algade 7.

 

Der var dog en lille finurlighed omkring denne grund, fordi den yderste del af grunden mod Algade var ejet af Sankt Knuds Alter, og her var en bygning med såkaldte boder ud mod hovedgaden - og der var altså 2 ejendomme på nr. 156, hvilket blev bekræftet ved udgravningerne i 1963. Helt tilbage fra 1771 kan man også se, at der var to brandtakseringer og to matrikelnumre på stedet.

 

I 1497 køber Roskildes daværende borgmester Jens Kruse- som boede i naboejendommen Algade 5 - gården til sin datter og svigersøn.

 

Som nævnt var det kun bygningerne der kunne købes, når grunden tilhørte Sct. Anna Alter, til hvem der så blev betalt leje, eller som det hed dengang jordskyld.

 

Svigersønnen hed Jens Boesen, og skæbnen ville at han afløste sin svigerfar som borgmester i 1503.

 

I 1519 udspiller der sig en ganske usædvanlig sag, da Sct. Anna Alter kræver bygningerne i alterets varetægt i forbindelse med at den gamle borgmester i mellemtiden er afgået ved døden.

 

Der nedsættes en slags domstol - et generalofficial - ledet af biskoppen Lage Urne og tre kannikker, og de skal så afgøre sagen.

 

Det blev til Jens Boesens fordel, idet han kunne bevise, at han og hans hustru havde arvet bygningerne efter Jens Kruse, der "havde retteligt købt og betalt alle huse og bygninger, som står på førstnævnte grund".

 

Jens Boesens datter Dorothea arvede senere sin fars ejendom Algade 7, og da hun forinden havde arvet Algade 5 efter sin morfar, må det ha' været en ganske holden dame der residerede på adresserne indtil de blev afhændet.