Debatindlæg om Stændertorvet jan. 2016

Om Stændertorvet

et debatindlæg januar 2016

Renoveringen af Stændertorvet er meget tæt på sin afslutning.

 

Jeg hører til blandt den del af byens borgere, der har fulgt hele processen og projektfasen ganske tæt, og min indgangsvinkel har været meget positiv, og i det store og hele tror jeg at vi ender med at få et meget flot torv, som vi alle kan glæde os over.

 

MEN i den absolut sidste fase af projektet er der helt uventet sket nogle ændringer, som jeg står aldeles uforstående overfor.

 

Senest kommunens overraskende og uforståelige melding om at "Fandens Fingre" og "Karl Gustavs sten", som i en menneskealder har stået i blomsterbedet foran muren til Palæets have, skal flyttes permanent ind i Palæets have - uden begrundelse og uden forudgående orientering til byens borgere.

 

Inden da fik jeg en gedigen overraskelse, da der allersidst på året blev plantet træer.

Planerne var ganske klare, da alle kendte beskrivelser og tegninger placerede denne rekreative del af torvet i den nord-østlige hjørne tæt på Palæet, hvilket fra de fleste øvrige steder på torvet sikrede det frie udsyn til Domkirken, som har været torvets helt særlige kendetegn og kvalitet siden 1908.

 

Nu er der placeret flere træer, heraf to med meget store cirkulære bænke, i torvets syd-østlige del lige bag Vivaldis serveringspavillon - og dermed hæmmes udsigten til Domkirken fra torvets hovedfærdselsåre fra Algade til Skomagergade ganske væsentligt.

 

Jeg føler mig på jævnt dansk godt gammeldags snydt !

 

Selv om jeg skulle ha' sovet i timen og overset, at der er orienteret om ændrede planer - hvilket jeg ikke rigtig tror på - så har jeg den opfattelse at kommunen under alle omstædigheder optræder i strid med gamle løfter om at bevare det frie udsyn til Domkirken, og det er mere end tarveligt !

 

Som man kan forstå, er jeg meget lidt tilfreds med disse tiltag, og det har fået mig til at lufte min harme i forhold til Byrådet, hvis medlemmer den 19. januar har fået tilsendt mine uforbeholdne meninger.

 

Du kan læse denne henvendelse her

 

Brevet blev også sendt til byens presse, som måske ville interessere sig for at skaffe byens borgere nogle gode forklaringer og reaktioner på emnet. Roskilde Avis var så venlig at stille det meste af en side til rådighed den 26. januar

 

NB: Den 2. februar har jeg modtaget et svar på min henvendelse, og det kan du læse her

 

Min personlige forkortelse og oversættelse af det modtagne svar vil lyde sådan her:

 

Tak for dit brev, som jeg har læst uden den helt store interesse, da jeg som udgangspunkt ikke havde planer om at ændre på noget som helst. Men jeg skal da gerne forklare dig hvorfor du spilder din tid, f.eks. m.h.t. de to sten, der i en menneskealder har stået i bedet foran muren til Palæets have.

Dem flytter vi ind i palæets have, for sådan er det nu engang bedst, og hvordan der kommer til at se ud i haven aner vi ikke, men vi må se hvad vi kan få Slots- og kulturstyrelsen med til. For resten må du da kunne se, at det er nemmere at flytte stenene, end at tage hensyn til disse ved beplantningen.

 

Det er korrekt, at vi har flyttet lidt rundt på bænke og træer – og jo, vi har også plantet en hel del træer mere og tilføjet lidt flere bænke end det fremgik af de planer som Byrådet i sin tid vedtog, men vi mente ligesom ved nærmere eftertanke, at balancen mellem det grønne islæt og det åbne torveområde var blevet lidt skæv.

 

Samtidig var vi lidt bekymrede for om varebilerne med forsyninger til torvet og Skomagergade nu kunne finde ud af at holde sig til den kørebane vi forestillede os, så ved at placere bænke og træer lidt smart, så er det slut med svinkeærinder - så kan de lære det, kan de ! - og vi havde i øvrigt ikke fantasi til at lave trafikregulering på andre måder, så må vi ta’ med, at en stor del af udsigten til Domkirken ryger med i købet.

 

Det med udsigten og de mange træer er selvfølgelig lidt problematisk, men der går nok lige et par år før det bliver rigtig skidt, men den tid den sorg, og så kan vi sikkert klare det ved at give træerne noget beskæring.

 

PS: jeg vil gerne kvittere for at svaret indeholdt en værdifuld og positiv information, nemlig at de fire bænke der står nord for markeringen af Sct. Laurentii Kirkeruin er flytbare. Hvis nogen har undret sig over en ældre herre, der en dag stod og løftede i en af bænkene, så var det mig, og de ER flytbare !

Jeg kan kun tilføje, at så er denne del af arrangementet en rigtig god ide - hvorfor kunne man så ikke ha' gjort det samme i den østlige ende, hvis man ville spærre for biler ? Jeg har såmænd intet imod de to nye cirkulære bænke, men kunne man ikke i midten af disse plante noget andet og lavere grønt eller lave et blomsterarrangement eller bygge videre på ideen med de vedbendfyldte "søjler", som f.eks. står i nærheden i Algade. Ligegyldigt hvad, når bare de tre træer blev fjernet.

 

Der er vist ikke andet at gøre end at betragte sagen som afsluttet - selvfølgelig er jeg lidt skuffet, men ikke overrasket, og om ikke andet, så fik jeg da afløb for min harme, og ingen skal herefter sige at det var mig der sov i timen !

 

Den interesserede læser kan nedenfor se den tekst og det billedmateriale, der som supplement til mit brev har været stillet til rådighed for Byrådet og ikke mindst plan- og teknikudvalget, men som jeg oplever det, så er svaret givet uden at dette udvalg har behandlet henvendelsen, og det giver naturligvis stof til eftertanke.

Projektforslaget fra slutningen af 2012 blev vedtaget af Byrådet, og det har i de sidste par år været at finde på kommunens hjemmeside.

 

Man kan ved selvsyn konstatere, at planerne for beplantning med træer har koncentreret sig om det nord-østlige hjørne af torvet - og dertil et par træer tæt foran Rådhuset.

 

Du kan se og læse projektforslaget her

 

Nedenfor kan du se et enkelt udpluk fra projektforslaget - Stændertorvet før og som det var planlagt at fremtræde i 2015

Stændertorvet, som det fremtræder nu i 2016 er dels tilført nogle flere træer lige vest for "Spunken" - hvilket er i overensstemmelse med Plan- og teknik udvalgets detail-beslutninger fra februar 2013 - men yderligere tre træer, hvoraf to med store cirkulære bænke lige bag Vivaldis serveringspavillon.

 

Der er opsat flere bænke nord for markeringen af Sct. Laurentiis kirkeruin - og et par ekstra på sydsiden - en effektiv spærring i forhold til resten af torvet !

Stændertorvet 2016

Efter Byrådets overordnede beslutning omkring økonomi og udformning af projektet ultimo 2012, overdrages det videre forløb til Plan og teknik udvalget.

 

I februar 2013 beslutter udvalget sig - i fuld offentlighed - for den mere detaljerede udformning af "Øen" - kombinationen af en overdækket serveringspavillon samt venterum for buspassagerer - og rundt omkring et noget større antal træer og bænke end der lå i det oprindelige forslag - men fortsat i det nord-østlige område, hvor træerne er til mindst gene for den frie udsigt til Domkirken

Nedenfor er vist et billede - sådan som det så ud på en kold januardag - og sådan som det må tænkes at se ud når der kommer blade på træerne - og om 5-7 år

 

Altså en illustration, som kan opfattes som en manipulation, men det er desværre ikke tilfældet. Træerne i deres nuværende størrelse er blot tilført blade/trækrone, og i takt med at træerene vokser til, vil man få dækket udsynet til Domkirken mere og mere og på længere og længere afstand.

 

Allerede til sommer, vil en del af de siddende gæster hos Vivaldi formentlig opleve, at de får dækket noget af udsynet til Domkirken.

 

Hvis man bevæger sig mod vest - altså på den anden side af Vivaldis serveringspavillon i retning mod Skomagergade, vil man opleve det samme - nu er det bare næste række af træer der vil dække udsynet.

Det "store multianvendelige torv" der skrumpede i processen

Blandt mange argumenter for at renovere Stændertorvet var ønsket om at få skabt et væsentligt større frit og tilgængeligt torverum - det blev kaldt det multi-anvendelige torv - hvor filosofien var den, at man alt efter behov kunne benytte torvepladsen til større arrangementer end man kunne før - og til daglig kunne veksle mellem parkering, torvedag og mindre arrangementer, som man hidtil havde kendt det.

 

Man behøver vist ikke at ha' millimeterbåndet frem for at konstatere, at det torv vi står med i 2016 IKKE fik mere disponibel plads - og årsagen hertil er den indlysende, at bænke og træer fylder i et større omfang end det var lagt frem i de oprindelige planer. Til gengæld er den plads der er til rådighed nu uden de niveauforskelle, som tidligere var en udfordring.

 

Det er jo lidt en personlig vurdering af hvad man foretrækker - som ovenfor anført er det min personlige holdning, at jeg godt kan leve med en lidt mindre åben torveplads - men jeg er en stærk modstander af de træer, som er placeret i torvets syd-østlige hjørne

Det er vanskeligt ikke tænke tilbage på den betydelige diskussion, som fandt sted forud for flytningen af de fire stenbænke - den sidste del af det gamle haveanlæg fra 1911, som fejlagtigt blev kaldt "Tingstedet".

 

Læserbreve, ivrig diskussion på de sociale medier, underskriftsindsamling o.s.v., og enden på det hele blev en slags "halv sejr" for den oprørte gruppe af borgere, idet de fire bænke fik en ny plads foran Palæet, hvor de nu står med nyplantede træer.

 

Planen om at flytte dem til Latinerhaven blev opgivet, og det var vel ikke så ringe.

 

Planchen, som i en periode var at finde på Stændertorvet, forklarede da også hvorfor flytningen var nødvendig : "for at torvet får mere reel plads til de mange aktiviteter, der fremover skal foregå"

 

Mere reel plads ???

 

Jeg hørte til blandt dem, der accepterede kommunens argumentation, men den klinger godt nok hult i dag !

 

 

Det skulle nok stå de fleste klart, at jeg prioriterer "mit" Stændertorv og den frie udsigt til Domkirken meget højt.

 

På et tidspunkt i mit liv havde jeg fornøjelsen af at blive fuglekonge i det historiske fugleskydningsselskab, og jeg valgte naturligvis Stændertorvet som motiv for den malede skive, som følger med, som en del af forpligtelserne.

 

Kanal Roskilde lavede i 2012 en række udsendelser om fuglekongerne og deres skiver, og i en kort sekvens på omkring 4 minutter fortæller jeg om hvorfor jeg valgte motivet, og hvorfor den frie udsigt til Domkirken ligger mig så meget på sinde.

 

Dette korte uddrag kan du se/høre her

 

Skulle du få lyst til at se/høre hele min omtale af motivvalg m.v. kan du se udsendelsen her

 

I interviewet nævnes et møde i 1995 med daværende borgmester Henrik Christiansen, hvor visse historiske kendsgerninger blev genopfrisket, og det notat, som mere detailleret redegør for og dokumenterer historien, kan læses her

 

Mit synspunkt er fortsat, at der ikke må bygges noget på torvet, som kan ødelægge det frie udsyn til Domkirken. Spunken og Vivaldi's pavilloner strider lidt herimod, men det kan vi nok leve med og glæde os over at det ikke blev værre.

MEN hvis man så yderligere planter træer, der tager væsentlige dele af udsynet, ja så bliver jeg harm - jeg føler mig snydt, og det kan byen simpelthen ikke være bekendt !

 

og så lige et par ord om

"Fandens fingre" og

"Karl Gustavs sten"

Brevet til Byrådet indeholder vist hvad der skal siges om placeringen af de to sten.

 

Skulle du ha' lyst til at gøre dig yderligere bekendt med de to sten og de drabelige fortællinger, der knytter sig til stenene, kan du læse mere

 

om "Fandens fingre" her

 

og om "Karl Gustavs sten her

 

Det siger sig selv, at alle med en bog, guide, brochure m.v. fra før 2015 i fremtiden vil stå noget desorienterede foran blomsterbedet